10 indlæg til, om og af min mand

I går faldt jeg tilfældigvis over et gammelt indlæg om Thor. Thor har i det hele taget fyldt meget på bloggen. Fordi han fylder meget i mit liv og fordi han ikke har noget imod det. Altså at fylde på bloggen. Eller i mit liv.

Så – for at fejre den dér bryllupsdag, der altid overskygges af min fødselsdag, får I her 10 indlæg til, om og af min mand. I fuldstændig kronologisk rækkefølge.

Vores historie – mine første indlæg, som jeg kan se bliver læst igen og igen. Om at blive gravid som 21-årig – med en 20-årig dreng, som man har kendt i en måned. 

FullSizeRender-1

 

Dengang vi gik i parterapi – en lille fortælling om et mislykket kommunikationskursus…

image

 

Om skæbne og parallelle liv – et indlæg om alle de tilfældigheder (?), der gik forud for mit møde med Thor.

image

 

For seks år siden – et indlæg om en morgen på Rigshospitalet.

17953_455403665472_4855263_n

 

Den dag, jeg blev friet til – en fortælling om Thors spontane frieri.

image

 

Thors fortælling – at være 20 og få at vide, at man skal være far – Thor overtog bloggen et par gange sidste år – og delte blandt andet sin version af den dag, jeg fortalte ham, at jeg var gravid.

FullSizeRender(1)

 

Vi skal ikke på Geranium i aften – et indlæg fra den dag, hvor vi aflyste vores reservation på Genranium.

image

 

Gudskelov var det dig – et småpoetisk indlæg, som jeg egentlig var bange for at folk ville finde en smule kvalmende.

IMG_7254

 

Og var det dét her, man ville? – et indlæg om det rare i, at livet valgte for os.

IMG_0257

 

21 spørgsmål om kærlighed (min mand) – Thors svar på den kærlighedsføljeton, jeg kørte i efteråret.1919323_10156588262210401_9015996693883779170_n

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Lillebror

img_4687

Det her er Bastian. Han har ikke optrådt voldsomt meget her på domænet, men han er min lillebror. Og i dag fylder han 10.

Min far var ganske ung, da han blev min far. Ikke i forhold til hvor ung min mor var, da hun blev min mor – eller i forhold til hvor ung jeg var, da jeg gjorde ham til morfar. Og vist egentlig heller ikke i forhold til, at det foregik i 88. Men ung. 24 år ung, for at være ganske eksakt. To år senere kom min lillesøster til verden – og endnu et par år senere, blev de skilt. Mine forældre.

Min far giftede sig med en kvinde, der var ældre end ham – og som havde store børn. Og han troede vist aldrig, at han skulle være far igen. Han var weekendfar i en 10/4-ordning – og her til aften fortalte han mig, at det var rigeligt for ham. Og det skulle vist forståes som et kompliment.

Men i 2005 forelskede min far sig i Carina. Carina, som var og er yngre end min far – og som den dag i dag er mine børns meget unge og helt fantastiske bedstemor. Jeg kalder hende ikke for min stedmor – og det har jeg aldrig gjort. Og det handler vist allermest om, at jeg var alt for 17-årig, da hun kom ind i mit liv. Til gengæld blev hun min fortrolige, min shoppingpartner og snart mor til min nye lillebror. Og det var på alle måder meget bedre end endnu en stedmor.

Carina havde en søn i forvejen. Marcus, som var den sødeste, 5-årige, hvidhårede dreng. Med en kanin. Det var aldrig nogen hemmelighed, at Carina gerne ville have endnu et barn. Og det var aldrig nogen hemmelighed, at min far gerne ville det samme.

Jeg boede sammen med min far og Carina dengang. På Østerbro – i en bygning, som jeg kan se ud af mit vindue i skrivende stund. Jeg gik i 3.g den dag, hvor jeg lå på gulvet i stuen – og snakkede med Carina. Og spurgte hende, om de egentlig ville fortælle mig det med det samme, når hun blev gravid. Og hun ville egentlig gerne have ladet min far fortælle mig det – men hendes ansigt afslørede øjeblikkeligt og uundgåeligt, at jeg skulle være storesøster. Og vi tudede vist begge to.

Og så kom Bastian. Og jeg elskede ham fra første sekund. Som kun en storesøster kan elske sin lillebror. Uanset aldersforskel og teenagetilstand. Jeg var 18 år gammel og fik lov til at være helt tæt på en baby, som jeg var genetisk forbunden med. Jeg fik lov til at trøste ham, når han græd – og jeg fik nogle af hans første smil.

Og så rejste jeg til USA. Da han var et halvt år gammel. Og jeg kom hjem et år senere, da han var blevet et rigtigt lille menneske. Og så flyttede jeg hjemmefra – og vi mistede på fuldstændig naturlig vis den dér helt tætte kontakt. Fordi han boede i Rødovre og fordi jeg var fuld i København – og meget snart mor til mine egne børn. Hans niece og nevøer.

Når det går op for folk, at jeg har søskende, som er på alder med mine egne børn – så får jeg tit og ofte det samme spørgsmål. Om det ikke er mærkeligt? Om det ikke er underligt, at de er mine børns onkler og tante? Og nej – det er ikke mærkeligt for mig. For sådan har det jo været fra start. Selvfølgelig kan jeg godt se, at det ikke er normalt – set udefra. Og selvfølgelig er Bastians forhold til mine børn mere fætter/kusine-agtigt end onkel/niece-agtigt. Og selvfølgelig er min relation til mine små søskende mere moster/faster/tante-agtig end den er storesøster-agtig. Alene på grund af aldersforskel og ydre omstændigheder. Men når det så er sagt – så skal hverken Bastian eller nogle af mine andre søskende nogensinde være et sekund i tvivl om, at jeg er deres storesøster – og at jeg vil gøre alt i verden for dem.

Aldrig et sekund.

img_4692

img_4694-1

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Tak ad helvedes til – 2016!

img_3544

Så sidder jeg her. Ved mit spisebord og indtager årets sidste morgenmad, som blev noget så fint som finvalsede havregryn. Med en kæmpelyst til appelsinjuice – og med en hel masse appelsiner, som jeg ikke orkede at forvandle.

Børnene har sovet længe. Og da Thor opdagede, at klokken var blevet kvart i ti, fik han travlt med at få dem i tøj og overtøj – og nu er de med huj og hast styrtet mod Peter Beier, hvor de har for vane at indtage godt-nytårs-formiddags-kakao med min svigermor.

Altså er jeg efterladt her. Med havregryn og juicetrang. Og jeg burde drøne i bad, men min trang til at gøre en form for lynhurtig status er endnu større end den til appelsiner i flydende form.

2016 har været vildt, man. “Psyko-vildt”, ville min 7-årige, attituderamte datter kalder det. Og jeg ville give hende ret. Og I ved jo det hele, for I har været så latterligt fantastiske til at følge trofast med – og til at bakke op og til at heppe. Altid med ærlighed – men først og fremmest med kærlighed. Og selvom jeg hader, når de to ord rimer på hinanden, så passer det. Og tak for det.

I 2016 er jeg blevet klogere. Jeg tror også, at jeg er blevet gladere – men måske på en mere rolig måde. Jeg har været ude, hvor jeg ikke kunne bunde og jeg har taget chancer, som jeg ikke helt fatter, at jeg turde tage. Men jeg blev nødt til det – og heldigvis fandt jeg ud af, at det, som jeg havde i forvejen, var helt perfekt og mere end rigeligt. Og hvor er det dog egentlig fantastisk, at der ikke skal hverken midtvejskrise, utroskab eller andre smertefulde ting til, for at nå til den erkendelse. Og måske ombestemmer jeg mig om en uge. Det tror jeg virkelig ikke, men 2016 har lært mig, at det ville være okay og at det hele nok skulle gå alligevel. At jeg måske finder min vej på en lidt mere besværlig måde end så mange andre – men at det ikke gør den hverken mindre sjov eller mindre rigtig.

Men nu tror jeg alligevel lige, at jeg tager en slapper. Et 2017 med fokus på alt det, som jeg har lært, er det vigtigste. Med ro og nærhed og alle de dér ting, som det er så let at sige og så uendeligt svært at gøre. Men man kan prøve og jeg vil prøve. Imens jeg danser på bordene og ryger en hemmelig cigaret i ny og næ.

Tak for jer – altså mere end I kan forstå. Jeg fortsætter ufortrødent mine skriblerier og indlæggene står i kø – for er der noget, som 2016 lykkeligvis også har lært mig, så er det, at det hele virtuelle pusterum er aldeles uundværligt for mig. Ligegyldigt hvor jeg er – herude på den anden side.

Godt nytår!

Tak, 2016!

image image IMG_3776 image image image image imageimage image image imageimage image image image image image image image image image image image imageimage image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image 127494611 image image image imageimage image image imageimage image image image image image image image image image image imageimage image image image image image image image imageimage IMG_7815 image image image image imageSkærmbillede 2016-07-01 kl. 14.45.02 image image image image image image image image image image image image imageimage image image image imageimage image image image image image image imageimage image image image image image image IMG_0188 IMG_9983 IMG_0156 IMG_9944 IMG_0257 IMG_0342 IMG_0479 IMG_0485 IMG_0743IMG_0798 IMG_0894 IMG_0759 IMG_0514 IMG_0534 img_1326 img_1366 img_1211 img_1402 img_1437 img_1455 img_1690 img_1706 img_1763img_1861 img_1956 img_2078 img_2136 img_2168 img_2199 img_2274 img_2465 img_2410img_2532 img_2720-1 img_2742 img_2763 img_3163 img_3165 img_3185 img_3221 img_3336 img_3326 img_3428 img_3426 img_3494

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Min lillebitte, kæmpestore lillebror

 

img_2489

Her er mine søskende. På min mors side, altså. Til venstre står Clara på 21. De to flotte fyre er min stedfars drenge – tvillingerne Christian og Kasper på 21. Foran står Caroline på 26 – og ham, hun holder i hånden, er Viggo på 12. Min mor og stedfars fælles barn. Efternøleren.

Tolv år og en dag, er han helt præcist. Vi er nemlig lige vendt hjem fra hans fødselsdag, som blev fejret i går aftes – og som var anledning til, at vi overnattede i forstaderne.

Altså er det pludselig tæt på tretten år siden, min mor hev min ældste søster og jeg til siden. Og fortalte os, at vi skulle være storesøstre. Igen. 15 og 17 år gamle. Hun var vist en anelse spændt på vores reaktion – og for om vi ville finde det helt åndssvagt, at hun i en alder af 38 (ja, hun følte sig meget gammel) skulle være mor for fjerde gang.

Det syntes vi ikke. Vi syntes til gengæld, at det var det fedeste i hele verden. En lillebror eller lillesøster, man! En til! En baby! Vis mig den 17-årige, der ikke gerne ville have en baby i sit liv – uden at behøve at føde den selv. Okay, hun findes sikkert – men hun var i hvert fald ikke mig.

For mig har Viggo altid været en bonus. En kæmpestor gave og måske i virkeligheden årsag til, at jeg som 21-årig fandt moderskabet ganske naturligt. Jeg havde jo øvet mig. Jeg havde skiftet bleer og givet flaske. Gået med barnevogn og hentet i institution. Jeg havde fået lov til at være meget mere end storesøster. Viggo er vokset op med en rigtig mor og en del halve. Det har gjort mig til en bedre mor for mine unger – og det har gjort Viggo til den mest empatiske, intelligente og følsomme lille fyr, jeg nogensinde har kendt.

Han er på mange måder en meget gammel mand i et 12-årigt hylster. Gammelklog. Samtidig med at han er fuldblods-preteen. Med et helt absurd – og åbenbart helt normalt – youtubeforbrug. Viggo spiller saxofon, så englene synger – og han spiller Playstation, så man skulle tro, der ikke var en dag i morgen. Han er helt vildt kompleks og han er helt vildt fantastisk. Og jeg er så stolt af, at jeg kender en 5-årig dreng, der ligner ham. Både af udseende – men endnu vigtigere af sind.

Og nu vi er ved mit eget avl, så er den allerstørste bonus i alt det her, at Viggo er en fuldstændig fabelagtig onkel. Han blev onkel dagen inden han fyldte fem – og han har været så ufatteligt stolt af den titel lige siden. Han er deres største forbillede og de er hans største fans. Der findes ingen i verden, der kan få dem til at dø af grin på samme måde, som han kan.

Tillykke med i går, Kux. Er du gal, hvor jeg elsker dig!

img_2489-2

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

For syv år siden

img_2414

For syv år siden var der Robinsonfinale. Jeg så den hjemme hos min mor – og jeg er ikke sikker på, at jeg opdagede hvem vinderen blev. Mine tanker var nemlig et helt andet sted.

Jeg var højgravid. 38 plus 3 for at være helt eksakt. Og for en førstegangsfødende, er det som regel ikke ensbetydende med lige op over – men jeg havde alligevel en idé om, at der ikke var så langt igen. For der havde været nogle tegn. Lad os bare kalde det for det. Ikke veer eller vand, men alligevel. Arh okay – så lad os da bare kalde en slimprop for en slimprop. Og nogle tiltagende plukveer for nogle plukveer, der nev.

Thor var på arbejde på caféen – og jeg kunne ikke overskue at sidde alene i vores 2-værelses, hvis nu. Så min mor havde hentet mig. Fuld af forventninger og forhåbninger, som hun uden ret meget succes, forsøgte at lægge låg på. For der kunne jo i teorien være flere uger igen. Det var bare som om vi begge to vidste, at det var der ikke. Uden vi behøvede at sætte ord på eller hidse hinanden op, havde vi vist en form for indforståethed omkring, at der snart ville ske noget helt vildt. Sindssygt og fantastisk. Skræmmende og stort. Skræmmende stort.

Og vi fik ret. For da en eller anden udsultet dansker havde løftet Robinsontrofæet på TV3, gik der noget i nærheden af lige præcis 24 timer og 8 minutter, før jeg havde min datter i armene. Rystende, chokeret, overvældet og helt vildt lykkelig. Skræmt fra vid og sans. 21 (fucking) år gammel.

Og nu sidder jeg her. Tæt på de dér 30. Drengen, som var min kæreste og som blev hendes far, er en mand og han er stadig min. Han spiller FIFA lige nu. Real Madrid mod FC Barcelona. Og over vores spisebord hænger et 7-tal. ET 7-TAL!! I folie fra Søstrene Grene, som jeg lige har besøgt med hendes forventningsfulde lillebror. Ja altså den ene af dem!

Jeg fatter ingenting, men det passer. Hvor er jeg dog latterligt taknemmelig for, at det passer. At jeg om to timer er mor til den smukkeste, sjoveste, strideste og klogeste syv-årige i hele hovedstaden. Min Sia.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts