Med tusind veje at vælge

fullsizeoutput_6e

“Hun er nok medicinstuderende”, tænkte jeg – da hun trådte ind på sygeplejerskernes kontor for at gennemgå de indlagte patienter inden stuegang. Hun virkede godt nok som en “rigtig” læge, som hun stod dér. Med sin blok og sin uniform og sin autoritet og sit lange, lyse hår. Men hun så så ung ud. Hun var i hvert fald ikke ældre end mig. Og så fik hun øje på mig og så lignede hun én, der genkendte noget – og hun vinkede kort og sagde hej. Men kendte jeg hende?!

“Du hedder Cecilie, gør du ikke?” spurgte hun efterfølgende. Da patienterne var drøftet og hun kom hen til mig. “Vi kender jo hinanden fra gymnasiet”. Gud jo! Eller, vi kendte hinanden i niende klasse, da vi var en del af den samme vennegruppe, der begyndte at holde privatfester, når deres forældre ikke var hjemme. På skift og med hård sprut, cigaretter, kys på kryds og tværs, Usher på en mini disc og blandet succes. Og så fortsatte vi vores liv og eksperimenteren på hvert vores gymnasie – og vennegruppen blev opløst og udvidet. Og vi så vist aldrig rigtig hinanden igen.

Og nu stod hun dér. I sin kittel på onkologisk. Rigtig læge, sgu! Færdiguddannet! Og sidst vi så hinanden, var vi fulde i vodka og Fanta Exotic – og jeg kunne pludselig huske hvem hun vist nok var kærester med. I 2004. Og jeg kom pludselig i tanke om hvem jeg vist nok var kærester med. I 2004. Og hvordan fanden var hun nået hertil? Hvordan var hun lige pludselig blevet læge? LÆGE! Det tager jo en evighed og vi blev studenter forleden.

Og det er så vildt. Det dér med hvilke veje vi vælger – og hvilke veje livet vælger for os. At man kan blive født i 88 og følges ad – med alle de andre, der er født i 88. Gå den lige vej. Starte i første klasse i 94 med alle de andre 6-årige – og i 1.g i 04 med alle de andre 16-årige – og køre fuld og højtråbende rundt i en vogn i 07 med alle de andre 19-årige.

Og så! Så skriver man i foret på hinandens hvide huer. Jeg elsker dig og vi skal holde kontakten. Og så er der pludselig tusind veje og få tager den samme. Og så kan man møde hinanden ti år senere og være vidt forskellige steder i det liv, man fik. Stå på hver sin side af en patient og have brugt de ti år så forskelligt. Den ene med en lang uddannelse og uden børn – og den anden med en halv uddannelse og tusind børn. Og hvad valgte man egentlig selv og hvad kunne være endt anderledes?

Det hele, garanteret. Men det skulle det jo ikke.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

To år med tre gode grunde

IMG_9414

For to år siden udgav jeg mit allerførste indlæg – ledsaget af billedet ovenfor. Som en slags præsentation af mig og min familie. Billedet var ganske nyt dengang – den niende september i 2015. Tre måneder og to dage gammelt. Hugo var en baby, Elliot var et børnehavebarn og Sia var netop startet i skole. Og jeg var pludselig blogger.

Det var ikke noget, jeg havde tænkt længe over – det dér med at blive blogger. Faktisk tværtimod. Jeg læste stort set ingen blogs og forstod ikke helt mediet. Men jeg fulgte med på Canas instagramprofil – og pludselig var hun næsten min nabo og mor til Elliots nye ven fra Indianerstuen. Og lynhurtigt var hun min veninde og en dag spurgte hun, om jeg ville overtage hendes blog. Tregodegrunde.dk, som på daværende tidspunkt var et ganske nyt sideprojekt til hendes “rigtige” blog – og som hun var kørt død i. Og jeg sagde ja. For hun havde fået overbevist mig om, at jeg ikke var for blufærdig til at blogge – og at jeg havde en god historie at fortælle. Hun anede ikke om jeg kunne skrive. Og udkastet til mit første indlæg opfordrede hun mig da også til at skrive om.

Og så var jeg blogger. Og min start var anderledes end de fleste andres. Jeg havde læsere fra starten – for Cana opfordrede jo sine til at hoppe over til mig. Jeg startede ikke med at skrive til mig selv og min mor – som de fleste andre nystartede bloggere gør. Der var et publikum. Nogle forventninger. Jeg udgav daglige indlæg, for det gjorde Cana – så sådan bloggede man vel. Og det gik skidegodt! Jeg elskede det, læserne blev hængende og en masse nye kom til. Jeg fik udvidet min omgangskreds, blev inviteret til arrangementer, spiste cupcakes og fik goodiebags med hjem. Og da der var gået et år, besluttede jeg mig for at satse endnu mere på det hele.

Jeg fik en kontorplads i Andedammen, oprettede en virksomhed, begyndte at skrive endnu flere indlæg, tog orlov fra mit studie – og drømte om at være fuldtidsblogger. For det måtte uden tvivl være det fedeste job i verden. Og det lykkedes. Og så var det bare ikke det fedeste job i verden. Ikke for mig. Jeg savnede mit studie og jeg følte, at bloggen tog for meget fokus fra min familie. Så jeg ombestemte mig. Genoptog mit studie og skruede en smule ned for bloggeriet – og ironisk nok, så væltede det ind med nye læsere. Og kampagner. Hvor jeg før måtte kæmpe for at få tilbudt sponsorerede indlæg, så kom tilbuddene pludselig flydende ind i min indbakke i en lind strøm. Og jeg sagde ja til det meste. Og nok også en ting eller to for meget. Men det er så nemt at være bagklog – og så svært at sige nej til gode penge, når man har en million børn og har været på SU i en evighed.

Og hvor er jeg så nu? Hvor er bloggen? Et mystisk sted. Et sted med en masse tvivl – men også et sted, hvor jeg føler, at jeg er lige på vippen til at have fundet balancen. Til at have fundet mig selv som blogger. To år senere. Jeg har næsten ikke dårlig samvittighed, når der går flere dage mellem indlæggene – og jeg er næsten ligeglad med at mine læsertal er dårligere, end de havde været længe. For jeg ved, at I stadig er her. Jer, der har været med længe og som læser med jævnligt. Jer, jeg skriver til. Og jeg ved, at I er cool med at virkeligheden kalder og at der ingen kontinuitet findes i hyppigheden af mine skriverier. Og jeg ved, at I er cool med, at jeg også nogle gange skriver om vinterstøvler og vitaminpiller – fordi jeg synes, at det er sjovt og fordi det giver mad på bordet.

Det forestiller jeg mig i hvert fald. Jeg ved selvfølgelig ingenting. Så derfor er min intention med det her indlæg også lige at stikke en føler ud. Hvordan synes I, at det går herinde? Er I her stadig? Er der noget, I ønsker jer mere eller mindre af? Hvor længe har I læst med og hvordan fandt I herind? Og hvem er I egentlig? Svar på det hele eller på det halve eller lad være. Det er op til jer – men det ville gøre mig glad med en status. Her i regnen.

Tillykke til mig. To år som blogger, man! Jeg aner ikke hvor længe jeg bliver ved – men lige nu kan jeg faktisk ikke undvære det. Og tak for det!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Elliot. For fanden.

img_0827

Det er din fødselsdag. En time endnu. Jeg sidder i sofaen – med udsigt til flag, gaver, balloner og stearinlys, der blafrer i vinden fra det åbne vindue. Din far render rundt og ordner. Bærer lænestolen tilbage på dens plads. Tømmer opvaskemaskinen. Hans telefon spiller musik fra hans lomme – og om lidt pakker han sikkert flagene væk og lægger dine gaver andre steder hen. Og så er din fødselsdag slut.

Det er den jo allerede for dig. Men ikke for mig. I de her sidste timer, føler jeg nok i virkeligheden allermest og allerstærkest, at det er din fødselsdag. Nu, hvor gæsterne er gået hjem og kagerne er spist. Hvor sangene er sunget og krammene er givet. Nu, hvor jeg bare har minderne om i dag, der blander sig med minderne fra de sidste seks år af mit liv. Med dig.

Minderne om den dag, jeg blev din mor. Efter den fineste fødsel. Så smertefuld, men så god og så fin og præcis som den skulle være. Og jeg fik dig op til mig og jeg brød sammen og kaldte dig for den smukkeste dreng, jeg nogensinde havde set. Og det var du og det er du. Du er det fineste lille menneske, Elliot. Og du gør mig så stolt, så glad og så taknemmelig.

Dit seneste år har været vildt. Det er gået op for mig i løbet af de sidste dage. De dér dage op til din fødselsdag, hvor jeg går og kæmper med at forstå, at mit lillebitte barn pludselig ikke er det. Og hvor jeg går og kigger frem og tilbage. Du har udviklet dig så sindssygt meget i løbet af de seneste 365 dage. Da du fyldte fem, havde du aldrig været til fodbold før. Og kort tid senere, begyndte du i B93, hvor du fandt en passion, jeg sjældent har set mage. Pludselig var fodbold det meste af din verden. Og sådan er det stadig. Hvis du ikke spiller fodbold – i fodboldklubben, i SFO’en, i gården, på værelset, i parken eller i gangen – så snakker du om fodbold. Og lærer dig selv om fodbold. Du kender størstedelen af de europæiske ligaer udenad – og du ved hvilke hold, der har hvilke point, hvem de skal møde næste gang og hvem de mødte sidst. Hvor mange mål de scorede og hvor de ligger i udebanestatistikken. Og du forventer, at jeg har en holdning til eller en idé omkring hvornår Liverpool skal møde Chelsea, hvilken spiller, jeg tror scorer det første mål. Hvilken plads, Liverpool kommer op på, hvis de vinder – og hvad det vil betyde for deres placering i hjemmebanehierakiet. Da du kunne stave til alle lydrette ord som 3-årig, spurgte folk os, om vi havde pacet dig. Det havde vi ikke. Du interesserede dig bare helt enormt meget for bogstaver. Og nu interesserer du dig helt enormt meget for fodbold. Og jeg ved, at din kompromisløshed en dag bliver din bedste ven.

Det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at du er et fint menneske. Du er så samvittighedsfuld og så opmærksom. Du kunne næsten ikke bære, at du ikke havde købt gaver til dine søskende – så de også fik noget på din fødselsdag – og du vil dem så gerne, selvom de langt fra altid gengælder din kærlighed udadtil. Al den kærlighed du har i din krop – og som du ikke altid aner, hvor du skal gøre af. Du må altid give den til mig. Du tonser rundt på fodboldbanen og påtager dig den anførerrolle, der ikke eksisterer endnu – og du overvældes af for høje lyde og indtryk og siger fra, når verden bliver for meget. Du går i Parken, fordi du elsker at se FCK. Og du holder dig for ørerne i alle 90 minutter for at skærme dig selv – imens dine øjne koncentreret iagttager hver eneste tackling. Du er så kompleks og så autentisk. Og du tør at være det hele.

Elliot. For fanden. Tak fordi du blev min. Jeg håber, at du altid vil være det.

Og jeg elsker dig.

img_0823

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Dengang jeg brød sammen

IMG_0257

Det er tirsdag aften. Jeg bliver ved med at tro, at det er onsdag – men det er det altså ikke. Bare så vi er enige. Det er tirsdag aften og jeg er netop kommet hjem fra forældremøde i 0. klasse. Og det er faktisk løgn. Jeg har netop fortæret den burger, jeg købte på vejen hjem fra forældremøde i 0. klasse. Jeg troede i et meget langt øjeblik, at jeg skulle dø af sult. Vi spiser altid cirka sharp 18 – og pludselig var klokken halvanden time mere end det – og burgerekspedienten havde virkelig travlt. Jeg var faktisk tæt på at besvime, tror jeg nok. Og imens jeg stod og ventede og koncentrerede mig om at lade være med at besvime, lyttede jeg den podcast igennem, som Cana og jeg optog i sidste uge – og som vi udgav tidligere i dag.

Som I måske kan huske, har Cana og jeg en podcast, der går under navnet “Damer i dilemmaer”. Hvis I ikke kan huske det, så er I lovligt undskyldt. Vi har nemlig holdt en overordentligt lang sommerferie, men genoptog altså vores lille projekt for et par uger siden, hvor vi udgav et afsnit omhandlende et dilemma om noget så dilemmafyldt som fætter/kusinekærlighed.

Det afsnit, vi har udgivet i dag, handler også om kærlighed. Bare ikke mellem familiemedlemmer, men mellem en ung kvinde, der er blevet optaget på sit drømmestudie i København – og hendes spritnye kæreste og far til hendes kommende barn, der bor i Aarhus. Vi blev betroet den opgave, at diskutere hendes muligheder. Skulle hun vælge drømmestudiet og flytte væk fra barndomsbyen og hendes store kærlighed – eller skulle hun droppe ud og blive hjemme, med risiko for aldrig at blive optaget igen?

I afsnittet fortæller jeg en historie, som jeg faktisk aldrig tror, at jeg har delt herinde. Historien om dengang, Thor skulle i militæret. Vi var bare et halvt år inde i vores forhold – og dermed lige knapt et halvt år inde i min graviditet – og Thor skulle afsted til Vordingborg, hvor han skulle aftjene den værnepligt, han havde skubbet foran sig i et par år. Ikke fordi, han havde lyst – simpelthen bare fordi han ikke havde trukket frinummer og fordi, at han på daværende tidspunkt havde en drøm om at blive politimand og dermed ikke ret godt kunne nægte at tage afsted.

Jeg fortalte historien i afsnittet, fordi jeg med den i baghovedet så godt kunne sætte mig i afsenderen af dilemmaets sted. Jeg kunne så godt sætte mig ind i den følelse, hun havde af, at det var en umulighed at lade sig adskille fra ham, der skulle være far til hendes baby. Også selvom det ikke var hverken for evigt eller for særligt lang tid. Det var nemlig også en fuldstændig fysisk og følelsesmæssig umulighed for mig, at give slip på Thor den morgen i september for lige pludselig otte år siden. Også selvom han ville komme hjem hver weekend og højst sandsynligt ville nå at afslutte sit forløb inden min termin. Jeg brød helt og aldeles sammen, den morgen han kyssede mig farvel i entreen i vores lille lejelejlighed i Ålborggade. Jeg kunne ganske enkelt ikke stå på mine ben. Jeg faldt ned på gulvet og græd og græd. Det var så sindssygt smertefuldt, at skulle undvære ham – og jeg tror, at det handlede om, at det hele stadig var så nyt. Forholdet, graviditeten. At jeg havde så stort et behov for at have fuldstændig styr på, hvor manden befandt sig. For selvom han ikke gav mig den mindste grund til at tvivle på ham, så var der jo stadig en lillebitte del af mig, der var pissebange for, at han ville ombestemme sig og alligevel ikke kunne magte at blive far som 21-årig.

Hvad historien endte med, hvordan jeg klarede adskillelsen og hvad vi ender med at råde den fortvivlede pige til at gøre, kan du høre i det nyeste afsnit af Damer i dilemmaer, som du kan downloade HER (eller på din foretrukne podcastapp på mobilen, hvis du søger på “Damer i Dilemmaer”)

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Farvel

img_9007

Jeg har sagt farvel. Farvel til det store gule hus, der blev mit sidste barndomshjem, da jeg var 15. Farvel til vindruerne over terrassen og æblerne i haven. Farvel til badeværelset, hvor mit vand gik inden jeg fødte mit første barn. Til stuen, hvor hun holdt sin første jul. Til køkkenet, hvor jeg arrangerede salater og kransekager til alle tre barnedåbsfester. Til spisestuen, hvor Thor stak en buket blomster i hånden på min mor, første gang han indfandt sig på adressen. Inden jeg vidste, at jeg var gravid – imens jeg anede det hele. Farvel til bagtrappen, som jeg teenagefuld væltede nedad weekend efter weekend. Til entreen, hvor jeg gang på gang har kæmpet med at få mine børn til at forstå princippet bag knager. Farvel til mit værelse, hvor min første kæreste forlod mig og til kælderens badeværelse, hvor jeg låste mig inde for at græde, hver gang min verden brød sammen. Til kontoret, hvor jeg kæmpede med gymnasieafleveringer i de sidste øjeblikke. Og til haven, hvor jeg røg cigaretter i smug. Farvel til terrassen, hvor studentervognen læssede os af til cheeseburgere, dåseøl og en verden, der lå åben.

Der har ikke kun været gode tider i det hus. Det er dér, jeg har været allermest ulykkelig. Men jeg har levet i det hus. Jeg er vokset. Jeg har grædt og jeg har råbt og skreget. Og jeg har grint og forstået. Snakket, talt, erkendt og lært.

Og nu har jeg sagt farvel.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts