Ugen der gik #144 (som ægte sygeplejerske og med afsavn og gyserfilm)

Det var søndag for syv minutter siden – og det glemte jeg det meste om. Så nu ligger jeg her – i min seng – og samler op på ugen, det er gået. Jeg kan alligevel ikke sove. Det er der flere grunde til. Dem kommer vi til.

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Haft min første arbejdsdag som rigtig ægte sygeplejerske! Min nye afdeling – neonatalafdelingen på Riget – er fantastisk og mere end jeg havde turdet håbe på. Specialet er spændende, arbejdet er udfordrende og kollegaerne er så søde, at man skulle tro, det var løgn! Jeg kan mærke – helt ned i maven – at jeg er landet det helt rigtige sted. Jeg kan også mærke, at der er uoverskueligt meget at lære og at meget af det, der foregår, er både svært og overvældende – og at jeg glæder mig helt vildt til at lære at håndtere og mestre både det instrumentelle og det kommunikative. Men det kommer. Det ved jeg. Det siger de.
  • Genset tredje og første sæson af SKAM, som igen er tilgængeligt på DR. Fuck. Den får mig stadig til at græde på en måde, som ingen anden film eller serie nogensinde har gjort.
  • Været ude og spise, sejle og drikke drinks med en masse af mine nye kollegaer. Et socialt arrangement, jeg hoppede på – og sikke en god investering. Det var den hyggeligste aften – fraset den halve time på havet, hvor jeg skulle tisse så voldsomt, at jeg ikke kunne mægle et ord af frygt for at komme til at tisse i bukserne. Det var smertefuldt. Og nu husker jeg snart de knibeøvelser.
  • Sendt min familie sydpå. Thor kører med alle ungerne til Sicilien, hvor jeg flyver ned og møder dem til fjorten dages ferie på lørdag. De strækker turen ud over en uge, så de ikke skal køre så langt hver dag – og så de får nogle dage på den campingplads, som min far og hans familie er på. Det var hårdere end forventet at sige farvel – især fordi Elliot blev enormt ked af det. Og så har jeg igen været nødt til at indse, at jeg er en idiot til at være uden mine børn. Nok fordi jeg aldrig har prøvet at være voksen uden dem…
  • Brugt fire timer på at slentre rundt i byen – apropros ovenstående punkt. For at slå tiden ihjel og for at se hvordan det var at have al tid i verden til at kigge på udsalg. Og det var sgu helt rart – sjovt nok.
  • Haft en journalist fra Politiken på besøg. Hun interviewede Thor og jeg om vores kommende karrierer i det offentlige og om vores tanker om vores uddannelser og kommende karrierer. Jeg mistænker, at der kommer en ret fin artikel ud af det – også selvom Hugo kastede op et par gange undervejs…
  • Spist burgere og streamet “Get out” med Cana og hendes kæreste, som jeg her til aften pressede mig på hos. “Get out” er en gyserfilm. Det vidste jeg godt, for jeg har set den før. Det dér med at jeg ikke kan sove? There you have it…

Men nu prøver jeg alligevel. Og sov godt!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #143 (med gårdfest, usynlig klipning og dimission)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Drukket en øl med Frederikke, der fra i morgen bliver min kollega. Jeg har fulgt hende på de sociale medier gennem lang tid, men har aldrig mødt hende ude i virkeligheden. Tre timer fløj afsted og jeg gik fra caféen på Nørrebro med endnu flere sommerfugle i maven end før – og endnu mere utålmodig efter at komme i gang med min nye hverdag.
  • Rendt forvildet rundt i de lange og mange gange i Rigshospitalets kælder for at finde en fotoautomat – og hentet et id-kort, hvor der gudhjælpemig står “sygeplejerske” på. Altså, det vidste jeg jo godt, at der ville stå – men det var alligevel vildt at se det sort på hvidt!
  • Optaget og udgivet det allersidste afsnit af min og min mors podcast. Det var vemodigt og mærkeligt at sige farvel til mikrofonen og de tusindvis af lyttere, vores projekt endte med at få – men det føltes også rigtigt at stoppe imens legen var god og ikke finde på noget nyt bare for at gøre det. Det har været så fin en proces, der endte med at få en betydning for så mange andre mennesker end os selv – og jeg er stolt og taknemmelig.
  • Fejret min mands 30 år! På dagen med morgensang, brunch i solen om formiddagen og take away i gården om aftenen – og i går med den hyggeligste gårdfest. Vi havde inviteret familie og venner til let mad, øl og cocktails – og havde pyntet vores ellers temmeligt grå og kedelige gård op med vimpler, balloner og kulørte lamper. Det var den dejligste aften – og min svigermor tog ungerne med hjem ved 22-tiden og leverede dem først tilbage her til eftermiddag, hvilket efterlod Thor og jeg med tid til at sove længe, spise crossainter i sengen, gå tur på kastellet og spise is i gården under de vimpler, som vi ikke nænner at pille ned.
  • Været hos frisøren for første gang siden august. Fik klippet et pænt stykke af de voldsomt tørre spidser – og sprang ud i noget langt pandehår. Temmeligt stor forandring, følte jeg. Der var bare ikke andre end Elliot, der opdagede noget som helst…
  • Kørt til Hornbæk med alle mine unger – for at fejre Cecilies 32 år med minipizzaer, linsedeller, slik og chokoladekage. Ungerne legede fuldstændig konfliktfrit og kreativt – og jeg kom til at lægge mig i hængekøjen, hvilket ikke gjorde noget godt for min beslutning om at prøve at elske og omfavne at bo i lejlighed…
  • Været til dimission på sygeplejestudiet. Jeg havde egentlig besluttet mig for at blive væk, da man alligevel får sit eksamensbevis i e-boks, men det føltes så underligt uafsluttet – og det var rart at få sagt farvel og tak på en ordentlig måde. Hej hej Metropol!
  • Sunget “ferie ferie ferie” med mine unger og resten af deres skole – til sommerferieafslutning i gymnastiksalen. Det er helt vanvittigt at tænke på, at jeg om lidt har børn i 1. og 3. klasse – og at Sia snart er færdig med at gå i SFO. For fanden, hvor går det stærkt!

Nu vil jeg drøne op til vores pizzeria og hente den aftensmad, jeg har trumfet igennem. Og så vil vi hænge nogle flag op og synge med på nationalsangen og forhåbentligvis opleve vores landshold spille sig i den første kvartfinale i tyve år! Argh hvor jeg glæder mig!!

God aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hvad kan Vestsjælland?

Annonce for Visit Vestsjælland

Der er gået en uge siden vores weekend i det vestsjællandske og som lovet kommer hermed en fortælling om alt det, vi oplevede. Og det var altså langt fra så lidt!

Jeg har brudt mit hoved og spurgt min mor – og er kommet frem til, at jeg altså aldrig før har besøgt min egen ø’s vestkyst. Jeg har aldrig haft et familiemedlem eller et ærinde derovre – og jeg har aldrig overvejet at det skulle kunne andet end at forbinde Sjælland med Fyn.

Jeg tog fejl. Ægte fejl! Visit Vestsjælland spurgte, om de ikke måtte vise os hvad de kunne – og nu skal I bare høre.

Vi proppede en fridag i kalenderen og kørte hjemmefra torsdag eftermiddag – og da vi først havde fået frigjort os fra den københavnske myldretidstrafik, tog det os ikke engang en time at nå til Stillinge Strand, hvor vi fandt det sommerhus, som var blevet booket til os. Et sortmalet træhus beklædt med bonderoser – og med en velkomstgave til os fra ejerne bestående af nogle vestsjællandske specialiteter og et håndskrevet kort. Godt begyndt!

Da vi havde lagt sengetøj på dynerne og udforsket haven, gik vi ned til en helt særlig isbod, få hundrede meter væk. Cirkus is, hed stedet – og klap kaje, hvor var det charmerende. En mere end 100 år gammel cirkusvogn, som sælger de lækreste is, som tilmed er enormt overkommelige prismæssigt, når man er vant til københavnerpriser.

Med maverne fulde af citronsorbet, chokoladeis, softicetopping, guf og drys, stak vi ned til stranden. Og hold.nu.bøtte hvor var det en fuldstændig overdrevet lækker strand! En kæmpestor sandstrand – med det klareste vand, aftensol og udsigt til Storebæltsbroen. Elliot smed tøjet og sprang i vandet, Sia skrev vores navne i sandet med hvide sten og Hugo soppede og havde optur over fænomenet vandmand – og det var så tæt på kvalmende idyllisk, jeg mærkede et af de dér særlige stik af lykke.

 

Fredag brugte vi det meste af dagen på Kragerup Gods. Det flotteste gamle gods, der udover at være et flot gammelt gods, byder på en kæmpestor klatrepark – Go High. Her hoppede Thor og Sia op i trætoppene, hvor de prøvede kræfter med klatre- og svævebanerne. Den længste var 408 meter lang! Da de kom ned på jorden grillede vi burgere – og så var det tid til højdepunktet på Elliots dag – fodboldgolf! Jeg havde aldrig hørt om den kombination før, men det er altså en ting, der findes – og ikke kun på Kragerup. Og det var sjovt, men det var også 30 grader varmt og blottet for skygge, så efter et par baner begyndte ungerne at sukke efter at komme hjem på stranden – så det gjorde vi. Og så badede de i timevis.

Lørdag startede i Gerlev Legepark, hvor vi skulle lære at lege sammen. Ungerne havde vist forventet noget med store farvestrålende rutsjebaner – og der var skuffelse at spore, da de mødte det her ganske primitive og træfarvede sted. Men så kom søde Mette, der gav dem is og med smittende entusiasme fortalte om vigtigheden af leg og om hvordan formålet med den her park var, at voksne og børn skulle lære at lege sammen. Og så blev vi sluppet løs i et mindre mekka af gammeldags bowlingbaner, kongespil, petangue, balancebaner og så uendeligt meget videre. To timer forsvandt på magisk vis og som dug for solen, og da klokken slog tolv blev der kaldt til fællesleg på en stor græsplæne, hvor alle parkens voksne og børn blev instrueret i en særlig form for fangeleg – og hvor det pludselig var svært at se hvem der havde det sjovest. Opturssted, altså!

Vi kørte fra legeparken til Trelleborg, som er danmarks bedst bevarede vikingeborg. Her blev vi modtaget af Jacob. En viking med jordens rareste øjne og væsen, som lærte ungerne at snitte deres navne i runer og at skyde med bue og pil – og som tændte et bål i en træhytte og lod os tilberede vores egen frokost på vikingemanér – bestående af pølser og fladbrød – med æblemos, kanel og hakkede hasselnødder. Det smagte af dessert og var så autentisk, at det koksede helt i min hjerne, da jeg fik at vide, at vikingen Jacob boede på Nørrebro.

Søndag pakkede vi vores ting, afleverede sommerhusnøglen og kørte ud til vores sidste stop inden København – nemlig den tæt på diametrale modsætning; Lykkebjerg Bondegårdsferie. Vi har ofte overvejet at tage på sådan en slags ferie, for vores børn kan seriøst ikke se forskel på en hest og en ko, og efter den her forsmag er der ingen tvivl om, at det er vi nødt til at gøre en dag. Niels, som bondemanden hed, var sådan et menneske, som allerbedst kan beskrives som lun. Sød, sjov, sarkastisk og rolig. Og han viste os rundt på hele gården – og vi klappede geder og samlede æg og hoppede i trampoliner, inden han smed os op i en hestevogn spændt fast til en traktor, og kørte os en tur rundt i skoven og op og ned ad bakker, så ungerne hvinede af lykke og jeg holdt ekstra godt fast i alting.

Og hvis man efter ovenstående strøm af lovord skulle være i tvivl om hvad jeg synes om Vestsjælland, så lad mig skære det ud i pap: det er et ganske særligt sted, som byder på den lækreste strand, jeg nogensinde har været på herhjemme – og hvor der findes et hav af aktiviteter, man kan være fælles om som familie. Weekenden var et helt fantastisk og tiltrængt afbræk i en semipresset periode – og de tre dage føltes som en decideret ferie, fordi vi oplevede så meget.

Vi vender uden tvivl tilbage.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Sygeplejerske!!

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så træt, som jeg er lige nu. Træt ind i knoglerne. Så træt, at det eneste fornuftige ville være at gå i seng. At give slip. Og det kan jeg ikke. Endnu.

Jeg kan ikke få mig selv til at give slip på den her dag. Den må gerne lige være lidt længere. Jeg er nødt til lige at blive her – og suge det sidste ud af den. Imens min familie sover tungt rundt omkring mig. Imens uret tikker, TV’et mumler og en fest et sted i nærheden lader til at blive sjovere og sjovere.

Jeg er sygeplejerske! For fanden, jeg er sygeplejerske!! Og jeg vågnede med en underlig blanding af ro og kvalme. Afklarethed og nerver og lykke og nervøsitet. Og jeg cyklede mod skolen på Tagensvej for måske sidste gang i mit liv. Den samme rute, som jeg har cyklet i fem år. Og da jeg cyklede forbi Rigshospitalet – og kiggede op på den store bygning, der tårnede op i morgensolen, begyndte jeg at tude. Midt i trafikken og byggeriet. Fordi det var så afsindigt stort. Fordi jeg kunne huske alle de gange, jeg i løbet af de fem år har cyklet forbi det hospital på vej mod skolen – og fordi jeg kunne huske hvordan jeg hver eneste gang har kigget op og tænkt, at det var dét, det hele skulle ende med. At det var derinde, jeg skulle gøre en forskel for nogen og for mig selv, en dag. En dag, der i så lang tid lå så uoverskueligt langt ude i fremtiden – og nu var det nu. Nu skulle jeg bare lige cykle hen og forsvare min bachelor – og så ville titlen være min. Titlen og adgangen. Og så var der en bus – og den flagede – og jeg var ligeglad med hvorfor. For lige dér flagede den for mig. For mig og for alle de andre, der i de her dage afslutter og dermed starter på det, de har drømt om.

Og det gik godt! For helvede. Jeg fik 10 og jeg fik ros og vi havde skrevet en skidegod opgave. Og på den anden side af bedømmelsen og held og lykke ventede et mindre heppekor bestående af nogle af mine allervigtigste og nærmeste. Og så skal jeg ellers lige love for, at tårerne fik frit løb. Jeg vidste, at det ville blive en lettelse. Jeg anede ikke, hvor stor den ville blive.

Og vi skålede i champagne og jeg trak vejret dybt og fik ondt i kinderne af at smile. Og så forlod min mand selskabet – for at tage til jobsamtale. Jeg opdagede stillingsannoncen for nogle uger siden, et par timer efter den var slået op, og jeg vækkede begejstret Thor, der var faldet i søvn på sofaen med et “Her er det! Det er perfekt!!”. For det var det. De hænger ikke på træerne – stillinger på gode skoler og med netop de linjefag, som han har valgt. Og det her job havde det hele og mere til.

Og han kom hjem igen og han sagde at det var gået godt og at de ville ringe inden klokken otte. Og så sendte vi Hugo i sommerhus med sin farfar – og tog de store med i Tivoli for at fejre. Og spiste is og pizza og misbrugte vores Turpas, imens vi kiggede på klokken og testede, at vibratoren på Thors telefon virkede. Og klokken blev fem og den blev seks og den blev syv og han blev mere og mere stille. Og så stod vi i kø til de dér både – og da vi stod allerforrest spurgte Sia hvad det var for en telefon, der ringede. Og så sprang han væk fra køen og tog telefonen op til øret og jeg forsøgte desperat at aflæse hans kropssprog – og han smilede stort til mig og så vidste jeg det.

Så vidste jeg, at vi er i mål. For nu. For fanden.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #139 (med vandlegeplads, Rasmus Seebach og sommerfugle)

Jeg blev ramt af tekniske udfordringer i går – og ugen der gik kommer derfor med et døgns forsinkelse.

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Optaget et afsnit om 2015 i min og min mors podcastserie, som snart når sin uundgåelige ende. Om det år, jeg blev mor til tre – og blev blogger, blandt andet.
  • Fejret min lillesøsters 23-års fødselsdag. En fødselsdag, hun stædigt insisterede på at fejre – på trods af lungebetændelse. På den måde er hun – gudskelov – stadig lidt et barn.
  • Fået mit eksamenstidspunkt. Og fået absurd mange sommerfugle i maven over, at jeg er freaking færdiguddannet sygeplejerske om 12 dage. 12 dage!!!
  • Skrevet og rettet og ændret i den bacheloropgave, der skal afleveres farligt snart. Den er så godt som færdig – og det er en vild ting.
  • Kommet i tanke om, at Hugo fylder tre i den kommende uge. Hverken Thor eller jeg havde i vores eksamensræs skænket det en tanke. Så nu har vi panikinviteret familien til dagen før dagen – fordi vi for længst har lagt planer på selve dagen uden overhovedet at overveje, at den 7. juni var en særlig dag…
  • Endelig fået besøgt vandlegepladsen i Fælledparken, som vi af en eller anden grund aldrig har fået udnyttet. Hugo brugte 40 minutter på at fortælle sig selv og alle andre, at vand var det værste, han vidste – og overgav sig derefter mere end totalt og havde to timers vandfest.
  • Været til Rasmus Seebach familiekoncert med Sia, min mor, min lillebror og fætter. Vi fik billetterne i julegave og Sia har simpelthen glædet sig så meget. Og jeg var ved at tude over lykken i hendes øjne, da han gik på scenen.
  • Været til børnefødselsdag i Canas kolonihave. Med boller, kage, is, burgere og vandpistoler. Det blev til en vandkamp, der nærmest var mere intens mellem voksne end børn – og den fine have lignede mest af alt en festivalplads, da vi forlod den!

God mandag!

img_5644

img_5664

img_5617

img_5666

img_5665

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts