Jetlag i New York

Jeg er i New York med mine søstre. Klokken er 6:15 og min krop ved godt, at det er løgn. Jeg håndterer jetlag ad helvedes til. Faldt efter en semibrav kamp i søvn klokken 22 i går – og da jeg klokken 5:20 havde været oppe og tisse for anden gang, begik jeg den fejl at besvare en mail. Og en til mail. Og en SMS. Og tjekke afstanden til et museum. Og afstanden mellem museet og den svævebane til Roosevelt Island, vi er blevet tippet om at prøve. Og frokostmuligheder på Roosevelt Island. Og anmeldelser af frokostmuligheder på Roosevelt Island. Og vupti, så var klokken 6 og jeg gav en times søvn mere et halvhjertet forsøg og konstaterede lynhurtigt, at det ikke ville komme til at ske. For nogen snorkede, en politibil på gaden larmede, som de kun gør det her – og klokken var pludselig 6:10 og min krop vidste godt, at det var løgn. Så jeg talte timer fra 22 til 5:20 og sagde til mig selv, at jeg godt kan hive dagen hjem på kaffe.

Så nu sidder jeg her. I mørket i sengen og forsøger at lyse så lidt og så hensigtsmæssigt med min telefon som muligt – og trække vejret så lydløst som muligt. Og læste I hvad jeg skrev? Jeg er i New York med mine søstre!!

Vi bookede fly og hotel for et halvt år siden og i søndags ankom vi! Min søster, som er så åndssvagt hardcore, blev sidste år kåret som årets medarbejder i den (gigantiske) virksomhed, som hun arbejder i – som den yngste nogensinde, ikke i parantes bemærket. Og præmien bestod i en pose penge, som hun måtte bruge på en tur til New York. Og så valgte hun fandeme at invitere os! Og jeg har glædet mig som et lille barn og virkeligheden lever allerede – på trods af jetlag – mere end op til forventningerne. Det er så fantastisk, at få lov til at være sammen med mine søstre på den her måde. Mine søstre, som får mig til at dø af grin en gang i timen, og som jeg kan være mig selv på i en helt særlig grad med. Vi shopper, snakker, spiser, diskuterer og græder af grin i en stor, perfekt pærevælling. Og jeg vil gemme de her dage et helt særligt sted i mit hjerte – og varme mig ved dem når hende, der gjorde dem mulige, om en måned flytter herover permanent. For det gør hun. Fordi hun er så dygtig, at Danmark er for lille. Og jeg forsøger at lade være med at tænke på det, for det gør ondt og jeg vil ikke have det. Og samtidig kan jeg så tydeligt se, at det er det helt rigtige for hende. Så det bliver det også for mig.

Og nu står jeg op og forsøger at tage et lydløst bad. Og så vækker jeg de andre og hiver dem ned til morgenmadsbuffeten, der blandt andet indeholder vafler med flødeskum. Og så fortæller jeg dem, at man kan gå fra museet til svævebanen – og at der er god sushi på Roosevelt Island.

God tirsdag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Voksenting og værdi

Annonce for Bauta Forsikring

Forsikringer er en af de mest voksne ting, jeg kan komme i tanke om. Og jeg er ikke god til de dér helt tørre voksenting. Tandlægetjek, årsopgørelser, budgetter. Det er ting, der får mig til at føle mig lille og dum og som giver mig dårlig samvittighed på forhånd. Jeg ignorerer på helt barnlig vis den garanteret enormt fornuftige anbefaling om, at man skal gå til tandlægen en gang om året – og lader der gerne gå i hvert fald fem gange så mange. Min forskudsopgørelse lader jeg SKAT om at rette til, selvom jeg garanteret ville kunne gøre det mere præcist og fornuftigt selv – og jeg forsøger mig med at lægge et budget for hver måned når lønnen går ind, men det holder aldrig mere end et par dage.

Og så er der forsikringer. Og de ligger i samme bunke – for de får mig også til at føle mig lille og dum – men jeg ignorerer dem ikke. Jeg tør simpelthen ikke ikke at være forsikret. For de mulige konsekvenser af det, kan jeg simpelthen ikke overskue.  Så lige dér har jeg altid været rimeligt tjekket og voksenagtig. Jeg tror, at jeg tegnede min første forsikring, da Thor og jeg netop var flyttet sammen og jeg havde fundet ud af, at jeg var gravid. Vi valgte et af de selskaber, vi kendte navnet på – selvom det nok hverken var det bedste eller det billigste – og så var vi forsikrede dér, indtil vi en dag fik anbefalet Bauta. Et forsikringsselskab, som en masse faggrupper – blandt andet sygeplejersker – kan blive medlem af. Det var voldsomt meget billigere, hvilket jo ikke er at kimse af, når man er to studerende med – dengang – to unger. Hos Bauta Forsikring kan man nemlig få en studieforsikring med op til 50% rabat, som både indeholder en indbo-, rejse- og ulykkesforsikring.

Og vi har været glade for Bauta. Vi har aldrig haft hverken indbrud eller vandskade – men vi har altså fået stjålet tre ladcykler – tre ladcykler! Og når man er på SU, bor i byen og ikke ejer en bil, så er en ladcykel altså en slags livsnødvendighed – og så tuder man altså virkelig meget, når den bliver stjålet – og så bliver man altså virkelig glad og lettet, når ens forsikringsselskab er så tilgængeligt, ordentligt og effektivt, som vi har oplevet det hver eneste gang.

Og fordi vi kun har haft gode oplevelser med Bauta, behøvede jeg heller ikke at tænke mig om særligt mange gange, da jeg blev spurgt om jeg ikke ville skrive nærværende indlæg og derudover – sammen med min mand – deltage i et lille forsøg, som der er kommet en ret fin video ud af. Bauta bad os om at gætte værdien af en del af vores indbo – og jeg blev ærligt talt ægte chokeret og gladere end nogensinde for at være ordentligt forsikret, da det gik op for mig hvor meget vores ting rent faktisk er værd – på trods af at vi aldrig har haft særligt mange penge at rutte med.

Se med her!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Tre år, tre gode grunde – og 33 timer

I mine gryder er der aftensmad, der simrer – og i min sofa er der drenge, der tygger tyggegummi og ser Gurli Gris. Thor er cyklet til Nørrebro efter Sia, der snart er færdig til dans – og jeg sidder her – ved mit spisebord med udsigt til mine tyggegummityggende drenge og med et halvt øre på pastavandet, der muligvis godt kunne finde på at koge over. Man kan aldrig regne med pastavand.

Og så følte jeg en trang til at skrive nogle ord herinde. I går aftes – da jeg havde smidt mig i min seng efter en aftenvagt og egentlig skulle skynde mig at falde i søvn, så jeg kunne være et minimum af veludhvilet til dagens dagvagt – åbnede jeg min yndlingsapp og opdagede noget. App’en hedder Timehop og viser mig hvad jeg har foretaget mig på de sociale medier for et, to, tre og så videre år siden – og i går fortalte den mig, at det var præcis tre år siden, at jeg udgav mit allerførste blogindlæg.

Og det er vildt, synes jeg. Det var det også den dag, jeg havde blogget i et år – og den dag, jeg havde blogget i to. En sær fødselsdagsfornemmelse. I tre år har jeg delt meget og lidt og ofte og sjældent – herinde. Og selvom frekvensen af mine indlæg er lavere end nogensinde før – så holder jeg stadig usigeligt meget af det rum, som bloggen er og giver mig. Jeg håber på, at jeg meget snart får overskud og plads i mit hoved til at skrive mere og bedre og oftere – og jeg skylder jer, der stadig hænger ved, en kæmpe tak for at være så loyale og støttende. Jeg sætter mere pris på jer, end I overhovedet kan forestille jer.

Og apropros overskud i hovedet, så har jeg i dag truffet en beslutning, som jeg tror og håber kan bidrage til, at jeg får mere af netop det. I virkeligheden er det en beslutning, jeg har truffet for lang tid siden – i dag fik jeg bare sagt den højt og gjort den til virkelighed.

Jeg går ned i tid.

Om et par måneder går jeg fra 37 til 33 timer og jeg glæder mig! Jeg har aldrig haft ambitioner om at arbejde fuld tid som sygeplejerske – jeg har altid forestillet mig, at jeg ville arbejde mindre imens mine børn var børn. Men til min jobsamtale blev jeg anbefalet at starte på 37 timer – med mulighed for senere at gå ned i tid – for at komme ordentligt ind i specialet. Så det gjorde jeg. Og det har fandeme været hårdt.

Og netop her kom Elliot hen til mig og spurgte hvorfor jeg arbejdede på computeren i stedet for at se Gurli Gris. Og det var jo i virkeligheden et ganske glimrende spørgsmål, så jeg klappede skærmen i tastaturet og døde af grin over issælgerens stemme i den episode, hvor Gustav køber en dinosaurusis. 

Og nu er det blevet aften og klokken er blevet alt for mange. Jeg fik fodret min familie af og så har jeg brugt resten af tiden på et forældrerådsmøde i børnehaven og det nye afsnit af Klovn. Og jeg burde gå i seng, men jeg var jo lige i gang med at fortælle noget vigtigt.

Det har fandeme været hårdt at starte på 37 timer. Ikke fordi 37 timer i sig selv er mange timer – men fordi man på den afdeling, jeg er faldet for, ikke slapper mentalt af i ret mange minutter ud af de 37 timer. Man er konstant på. Det er en intensiv afdeling, patienterne er overvåget døgnet rundt – og der er hele tiden alarmer, der bimler – og man er tvunget til konstant at registrere, om det er et af de børn, man har ansvaret for, der har brug for hjælp. Nu. Og det er fedt og spændende og jeg elsker uforudsigeligheden og det akutte aspekt. Jeg elsker, at jeg aldrig ved, hvad jeg møder ind til. Men jeg er altså også træt på en hidtil helt ukendt måde, når jeg går hjem. Og så kan det være overordentligt udfordrende, at finde de sidste reserver frem og eksempelvis prioritere at fokusere på Gurli Gris.

Så derfor. For at få mere tid til min familie – og for at passe på mig, så det forhåbentlig stadig er sjovt og fedt at gå på arbejde om et og fem og ti år – går jeg snart ned i tid. Fordi jeg kan.

Og nu skal jeg sove. For om syv timer trækker jeg i kitlen. Og jeg glæder mig.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Det er en fase

Jeg er her stadig. Jeg ligger i min seng og forsøger at finde ro efter aftenvagt nummer fire. Med udsigt til en femte i morgen og med meget besvær med at finde den dér ro. Jeg drømmer om mit arbejde om natten. Om sonder og modermælk og iltmætning og læger. Og forældre og børn, der glemmer at trække vejret. Jeg vågner ofte netop inden jeg falder ordentligt i søvn – med et sæt og med tankerne på stue 14. Eller 10 eller 16.

Det fylder. Meget. Mit arbejde. Alt for meget lige nu. Det er helt hundrede meget hårdere at være blevet sygeplejerske end jeg havde drømt om. Og der er ingen tvivl om, at det har været en udfordring at starte sin karriere på en højtspecialiseret intensiv afdeling – og i et speciale, som var ukendt og som er voldsomt komplekst og svært. Spændende også, uden tvivl – men pissesvært og teknisk og ret meget forfra. Jeg er fuldstændig skeløjet når jeg har fri – og alt for meget rundt om mig sejler. Rengøring er en by i Rusland, for eksempel. Det sker bare ikke. Jeg skylder mine veninder en million opkald og virkelig meget opmærksomhed. Og jeg har så mange praktiske hængepartier, at jeg har helt ondt i maven over det.

Det er en fase. En sej en. Vi skal allesammen vænne os til en helt ny hverdag, nye rutiner og nye vilkår. Og jeg ved, at det bliver nemmere og sjovere og godt og rigtigt. Når jeg er hjemme på mit arbejde og når hverdagen er blevet hverdag. Så jeg bider tænderne sammen og forsøger inderligt at fokusere på alt det dejlige, der sker sideløbende med tilvænningen. Min familie, som faktisk trives i det nye og den kærlighed mellem os, som er så stor og vigtig og grundlæggende, at jeg føler mig helt enormt heldig.

Heldig og træt. Og så må resten vente og hænge. Ligesom jeg håber, at I vil.

Godnat.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hej

Jeg har slået rekord i tavshed. Her. Og som jeg ligger på en solstol i Sicilien og skriver de her ord i en note på min telefon, er jeg overhovedet heller ikke sikker på, at de nogensinde kommer videre eller ud. For det er svært at skrive, når man har slået rekord i tavshed.

Og det er jo ikke fordi, jeg ingen ord har. Dem løber jeg nok aldrig tør for. Det er mere fordi jeg går og overvejer om de skal deles. Og hvor og hvordan og hvorfor. Jeg tænker på det hver aften, inden jeg lukker øjnene. Om jeg skal lukke ned. Om jeg skal lukke ned for at åbne op et andet sted. Men det er en svær beslutning at træffe, når det her sted har været mit i tæt på tre år. Når jeg har delt og følt og modtaget. Her. Så den får tid. Beslutningen.

Og imens jeg venter på, at den træffer sig selv, kan jeg vel godt dele nogle af de ord, der står i kø og former sætninger i mit hoved, når jeg ligger og flyder rundt i poolen på en oppustelig vandmelon. Jeg skriver mange blogindlæg i mit hoved på den vandmelon. Om hvordan det går. Med mit liv og mit job og mine unger og min mand.

Og det går pissefint. Jeg har haft to uger på neonatal og det har været vanvittigt på så mange måder. Vanvittigt og overvældende, men også det helt rigtige. Det er underligt, at noget, der får en til at tude og føle sig en helt ny grad af magtesløs, samtidig kan føles som det rigtige. Men det gør det altså. Og så priser jeg mig pænt lykkelig for, at jeg efter to uger kunne pakke mine ting og vinke farvel til Riget og København og give mig selv to ugers afbræk. Med solen og min familie. Og det er den bedste ferie, jeg kan huske, at vi har haft. Vores børn skændes, så det brager og er tydeligvis pissehamrende trætte af hinanden, men de leger også. Og vi leger. Og vi spiller UNO og besejrer umulige badedyr og læser historier og spiser is. Og når børnene sover, så drikker vi øl og spiller spil og snakker om alle de ting, der aldrig er tid til at snakke om. Som vi aldrig tager os tid til at snakke om.

Og nu omkommer jeg snart af varme, så jeg hopper i poolen. Og så sender jeg de her ord ud og spøger jer, om I stadig er der til at læse dem?

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl