Ville du anbefale andre at blive sygeplejerske?

Annonce for Københavns Professionshøjskole

På Facebook er jeg medlem af en gruppe for sygeplejersker. Den er stor og bruges i (lidt for) høj grad til, at folk kan diagnosticere hinanden – men engang imellem byder den på interessante spørgsmål og debatter. Forleden faldt jeg over et opslag, hvor en ældre sygeplejerske spurgte, om hun burde anbefale sin unge niece at blive sygeplejerske. Niecen drømte om faget, men hvad ville vi råde hende til? Der var mere end hundrede svar – og langt størstedelen bestod af rungende nej’er. Ofte skrevet med versaler. Og selvom jeg gennem de sidste otte måneder – og det skal ikke være nogen hemmelighed – ofte har spurgt mig selv, hvad i alverden jeg tænkte på, da jeg valgte det her fag – så overraskede mængden af advarsler i facebooktråden mig. De fleste ville simpelthen råde fasteren til at slukke niecens drøm om en fremtid i sundhedsvæsnet. 

Men nu vil jeg gøre noget andet. Og det havde jeg faktisk tænkt mig at gøre længe inden, jeg faldt over ovennævnte debat – men efter at have læst nej på nej på nej, føles det mere rigtigt end nogensinde. 

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af Københavns Professionshøjskole, som jeg selv er uddannet fra. De havde brug for nogle stemmer, der ville hjælpe med at sprede ordet om deres uddannelser forud for deres årlige Åbent hus-arrangement. Og jeg var instinktivt i tvivl om hvorvidt jeg var den rigtige til opgaven, for det har været en kæmpe omvæltning og en endnu større udfordring at gå fra studerende til sygeplejerske – også langt større, end jeg havde forventet. Men jeg kunne da godt gå til et møde på et smart kommunikationsbureau på 20. etage, hvor kaffen bliver serveret i pæne glas af en, der tilsyneladende er ansat til det. Og så sad Matilde, som er uddannet pædagog og som selvfølgelig også var inviteret, overfor mig – og sagde, at hun gerne ville være med til at fortælle unge piger, at det er godt nok at blive pædagog. At det er fint nok. At det ikke er en nødløsning. Og lige dér blev jeg altså ramt, for der er ingen tvivl om, at jeg allerede havde været sygeplejerske i mange år, hvis nogen havde fortalt mig netop det, dengang jeg fik min studenterhue på.

Det kaldte nemlig allerede på mig dengang. Mit fag. Jeg kan så tydeligt huske, at nogle piger, jeg kendte perifert, startede på sygeplejerskeuddannelsen – og at jeg blev så misundelig og ønskede stille, at det ville være “godt nok”, hvis jeg også blev det. Men der er sgu ikke nogen fra Øregård, der bliver sygeplejersker. Og alle mine lærere havde altid fortalt mig, at jeg kunne noget ganske særligt – og da jeg skiftede skole i syvende hviskede min favorit, Lone, i mit øre, at jeg skulle vise verden hvad jeg kunne. Og det var sgu nok ikke i en kittel på en hospitalsgang, hun havde ment.

Derfor var det først som 25-årig mor til to og med et helt nyt værdisæt, at jeg turde gå efter det, jeg vidste ville gøre mig glad og give mig mening. Og jo jeg har fortrudt gang på gang, men jeg har aldrig rigtigt fortrudt. Uddannelsen var en rutsjebanetur og en skole i så meget andet end sygepleje. Jeg fik en uddannelse i empati. Jeg voksede som menneske og begyndte pludselig at se andre mennesker på en helt ny måde. Jeg så alt det omkring dem, deres historier og forudsætninger – og mine fordomme smuldrede og mit hjerte voksede. 

Og nu er jeg derude. I virkeligheden. Jeg har valgt en hardcore arena – men jeg redder i bogstaveligste forstand liv hver eneste dag og jeg får meget tilbage fra de familier, jeg får lov til at hjælpe videre. Jeg er blevet en del af et helt særligt fællesskab, jeg er uendeligt stolt af min titel og min kunnen – og jeg er lykkelig for alle de muligheder, der stadig ligger åbne foran mig. Det samme gælder i øvrigt for min mand, der jo har uddannet sig som folkeskolelærer – det har været ganske fantastisk at se ham vokse i den rolle, og han er så meget landet på rette hylde.

Hvis der sidder nogen derude, som overvejer om det er en fin nok vej at vælge – eller om det er at skyde sig selv i foden og at uddanne sig til et slidsomt liv – så stop lige en halv. Hvis sygeplejen, lærergerningen, pædagogikken eller noget andet kalder på dig, så må du lytte til det. Tag i det mindste til åbent hus på min gamle skole i uge 9. Det var dér, jeg blev hundrede procent sikker i 2013. Gløden i de studerendes øjne overbeviste mig om hvor min fremtid lå. Og jeg fortryder aldrig rigtigt.

Hvis du endnu ikke har fundet din plads, er der masser af gode råd til, hvordan du bliver klogere på dit uddannelsesvalg hos Københavns Professionshøjskole

Og hvis du vil læse om uddannelsen i ernæring og sundhed, kan I hoppe over til Carrotstick. Pædagoguddannelsen fortæller Mathilde og Caroline om.

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Det lysner

Hej

Ikke så mange ord om, at det er måneder og årstal siden sidst. Eller. Livet skete, I ved. Hold kæft, hvor har jeg stillet mange store spørgsmål de sidste måneder. Ikke højt. Bare til mig selv. Hvad fanden er meningen med livet – for eksempel. Er det bare det her, vi skal? Aflevere, knokle, hente, handle, løbe, kæmpe, prøve, fejle, undskylde, spise, sove. Forfra. Var det det, vi havde ventet på og sukket efter? 

Og hvis det ikke var det, hvad skulle vi så? Flytte af helvedes til? Dyrke grøntsager eller yoga? Læse videre? Starte forfra? 

Det er bare svært at mønstre overskud til at skifte bane, når man ikke engang har overskud til at lave aftensmad. Eller til at sige til sin mand, at man elsker ham og at det er okay, at han er glad i det her. At det bare er mig, der skal finde ud af det hele. 

Så jeg stod igennem. Det gør jeg stadig. Men nu sker der noget. Det lysner. Jeg er træt af at have ondt af mig selv og min virkelighed – så jeg vandrer rundt i min by. Kilometer efter meter. Om søerne, Kastellet, parkerne og slottene. Og jeg kigger op – og nogle gange mærker jeg et stik af lykke, der gør, at jeg næsten græder.

Jeg ved ikke hvor vi er om et år. Eller om et halvt. Jeg ved ikke hvornår jeg skriver igen – men jeg ved, at det lysner. Og at der findes sprækker af lys og lykke i det hamsterhjul, vi satte igang da det var sommer og alt var muligt. Og at de vokser sig større og lyser kraftigere, når jeg kigger efter dem og griber fat om dem.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Se vores opgraderede badeværelse!

Annonce for Badarkitekten

 

Som jeg skrev for efterhånden mange måneder siden, trængte vores badeværelse til en seriøs overhaling. Det var slidt, det dryppede, det skallede, det sang på alle måder på sidste vers – og jeg hadede at lukke gæster derind.

Og så var det, at VVSmester – som sendt fra himlen – bad mig om at teste deres koncept “Badarkitekten“. Jeg skulle se hvordan det fungerede, når man sendte plantegning, opmålinger og drømme afsted og fik et bud på en løsning retur. Og det var ærligt talt en ret vild oplevelse. Det viser sig nemlig, at arkitekter åbenbart kan et eller andet, som vi andre dødelige ikke evner. Se andre løsninger, kombinationer og muligheder og sådan noget. De billeder, som jeg fik retur var i hvert fald noget helt andet, end jeg selv havde haft fantasi til at forestille mig. Kan man bare sådan rykke en vaskemaskine?! Og gemme den væk? Shit, hvor ville jeg ønske, at vi havde haft råd til at føre arkitekternes idéer ud i virkeligheden!

Desværre var en fuld renoveringen ikke en del af aftalen – træerne vokser åbenbart ikke ind i himlen. Til gengæld fik vi lov til at foretage en opgradering – og vi var ikke i tvivl om hvad vi ville ændre. Vores badeværelsesmøbel, som bestod af et højt skab og en vask, skulle udskiftes med en bred vask med masser af opbevaringsplads under. Derudover fik vi skiftet armaturet ud med sådan en vandhane, der tænder og slukker af sig selv. Jeg elsker den – selvom den har den bivirkning, at jeg nu virkelig ofte står på andre menneskers badeværelser og venter på, at deres vandhaner slukker.

Og så har vi malet. Vores engang hvide vægge havde nærmet sig en uklædelig grå. Og her skylder jeg min mand at fortælle hele historien. Jeg tænkte nemlig, at det ville klæde vores badeværelse rigtig godt, hvis vi malede væggene i en mørk farve. A la den farve, som arkitekterne havde udset sig til klinkerne på vores gulv. Jeg tænkte, at det lille rum godt kunne bære det med lidt god belysning – og gik op til min lokale malingspusher. Og faldt over en farve, de kaldte eucalyptus. Og hev sådan en spand med hjem, satte min mand igang og tog ind og så en opera. Og kom hjem til det mørkeste, mest skrækkelige og klaustrofobiske badeværelse, jeg nogensinde har befundet mig i. Brugte en dag på at forsøge at elske det – og måtte til sidst kapitulere og bede ham om at male det hvidt. Så det gjorde han. Og nu er jeg glad.

Jeg har filmet nogle før- og efterbilleder af processen, som I kan se i videoen herunder!

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Jetlag i New York

Jeg er i New York med mine søstre. Klokken er 6:15 og min krop ved godt, at det er løgn. Jeg håndterer jetlag ad helvedes til. Faldt efter en semibrav kamp i søvn klokken 22 i går – og da jeg klokken 5:20 havde været oppe og tisse for anden gang, begik jeg den fejl at besvare en mail. Og en til mail. Og en SMS. Og tjekke afstanden til et museum. Og afstanden mellem museet og den svævebane til Roosevelt Island, vi er blevet tippet om at prøve. Og frokostmuligheder på Roosevelt Island. Og anmeldelser af frokostmuligheder på Roosevelt Island. Og vupti, så var klokken 6 og jeg gav en times søvn mere et halvhjertet forsøg og konstaterede lynhurtigt, at det ikke ville komme til at ske. For nogen snorkede, en politibil på gaden larmede, som de kun gør det her – og klokken var pludselig 6:10 og min krop vidste godt, at det var løgn. Så jeg talte timer fra 22 til 5:20 og sagde til mig selv, at jeg godt kan hive dagen hjem på kaffe.

Så nu sidder jeg her. I mørket i sengen og forsøger at lyse så lidt og så hensigtsmæssigt med min telefon som muligt – og trække vejret så lydløst som muligt. Og læste I hvad jeg skrev? Jeg er i New York med mine søstre!!

Vi bookede fly og hotel for et halvt år siden og i søndags ankom vi! Min søster, som er så åndssvagt hardcore, blev sidste år kåret som årets medarbejder i den (gigantiske) virksomhed, som hun arbejder i – som den yngste nogensinde, ikke i parantes bemærket. Og præmien bestod i en pose penge, som hun måtte bruge på en tur til New York. Og så valgte hun fandeme at invitere os! Og jeg har glædet mig som et lille barn og virkeligheden lever allerede – på trods af jetlag – mere end op til forventningerne. Det er så fantastisk, at få lov til at være sammen med mine søstre på den her måde. Mine søstre, som får mig til at dø af grin en gang i timen, og som jeg kan være mig selv på i en helt særlig grad med. Vi shopper, snakker, spiser, diskuterer og græder af grin i en stor, perfekt pærevælling. Og jeg vil gemme de her dage et helt særligt sted i mit hjerte – og varme mig ved dem når hende, der gjorde dem mulige, om en måned flytter herover permanent. For det gør hun. Fordi hun er så dygtig, at Danmark er for lille. Og jeg forsøger at lade være med at tænke på det, for det gør ondt og jeg vil ikke have det. Og samtidig kan jeg så tydeligt se, at det er det helt rigtige for hende. Så det bliver det også for mig.

Og nu står jeg op og forsøger at tage et lydløst bad. Og så vækker jeg de andre og hiver dem ned til morgenmadsbuffeten, der blandt andet indeholder vafler med flødeskum. Og så fortæller jeg dem, at man kan gå fra museet til svævebanen – og at der er god sushi på Roosevelt Island.

God tirsdag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Voksenting og værdi

Annonce for Bauta Forsikring

Forsikringer er en af de mest voksne ting, jeg kan komme i tanke om. Og jeg er ikke god til de dér helt tørre voksenting. Tandlægetjek, årsopgørelser, budgetter. Det er ting, der får mig til at føle mig lille og dum og som giver mig dårlig samvittighed på forhånd. Jeg ignorerer på helt barnlig vis den garanteret enormt fornuftige anbefaling om, at man skal gå til tandlægen en gang om året – og lader der gerne gå i hvert fald fem gange så mange. Min forskudsopgørelse lader jeg SKAT om at rette til, selvom jeg garanteret ville kunne gøre det mere præcist og fornuftigt selv – og jeg forsøger mig med at lægge et budget for hver måned når lønnen går ind, men det holder aldrig mere end et par dage.

Og så er der forsikringer. Og de ligger i samme bunke – for de får mig også til at føle mig lille og dum – men jeg ignorerer dem ikke. Jeg tør simpelthen ikke ikke at være forsikret. For de mulige konsekvenser af det, kan jeg simpelthen ikke overskue.  Så lige dér har jeg altid været rimeligt tjekket og voksenagtig. Jeg tror, at jeg tegnede min første forsikring, da Thor og jeg netop var flyttet sammen og jeg havde fundet ud af, at jeg var gravid. Vi valgte et af de selskaber, vi kendte navnet på – selvom det nok hverken var det bedste eller det billigste – og så var vi forsikrede dér, indtil vi en dag fik anbefalet Bauta. Et forsikringsselskab, som en masse faggrupper – blandt andet sygeplejersker – kan blive medlem af. Det var voldsomt meget billigere, hvilket jo ikke er at kimse af, når man er to studerende med – dengang – to unger. Hos Bauta Forsikring kan man nemlig få en studieforsikring med op til 50% rabat, som både indeholder en indbo-, rejse- og ulykkesforsikring.

Og vi har været glade for Bauta. Vi har aldrig haft hverken indbrud eller vandskade – men vi har altså fået stjålet tre ladcykler – tre ladcykler! Og når man er på SU, bor i byen og ikke ejer en bil, så er en ladcykel altså en slags livsnødvendighed – og så tuder man altså virkelig meget, når den bliver stjålet – og så bliver man altså virkelig glad og lettet, når ens forsikringsselskab er så tilgængeligt, ordentligt og effektivt, som vi har oplevet det hver eneste gang.

Og fordi vi kun har haft gode oplevelser med Bauta, behøvede jeg heller ikke at tænke mig om særligt mange gange, da jeg blev spurgt om jeg ikke ville skrive nærværende indlæg og derudover – sammen med min mand – deltage i et lille forsøg, som der er kommet en ret fin video ud af. Bauta bad os om at gætte værdien af en del af vores indbo – og jeg blev ærligt talt ægte chokeret og gladere end nogensinde for at være ordentligt forsikret, da det gik op for mig hvor meget vores ting rent faktisk er værd – på trods af at vi aldrig har haft særligt mange penge at rutte med.

Se med her!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl