Ugen der gik #139 (med vandlegeplads, Rasmus Seebach og sommerfugle)

Jeg blev ramt af tekniske udfordringer i går – og ugen der gik kommer derfor med et døgns forsinkelse.

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Optaget et afsnit om 2015 i min og min mors podcastserie, som snart når sin uundgåelige ende. Om det år, jeg blev mor til tre – og blev blogger, blandt andet.
  • Fejret min lillesøsters 23-års fødselsdag. En fødselsdag, hun stædigt insisterede på at fejre – på trods af lungebetændelse. På den måde er hun – gudskelov – stadig lidt et barn.
  • Fået mit eksamenstidspunkt. Og fået absurd mange sommerfugle i maven over, at jeg er freaking færdiguddannet sygeplejerske om 12 dage. 12 dage!!!
  • Skrevet og rettet og ændret i den bacheloropgave, der skal afleveres farligt snart. Den er så godt som færdig – og det er en vild ting.
  • Kommet i tanke om, at Hugo fylder tre i den kommende uge. Hverken Thor eller jeg havde i vores eksamensræs skænket det en tanke. Så nu har vi panikinviteret familien til dagen før dagen – fordi vi for længst har lagt planer på selve dagen uden overhovedet at overveje, at den 7. juni var en særlig dag…
  • Endelig fået besøgt vandlegepladsen i Fælledparken, som vi af en eller anden grund aldrig har fået udnyttet. Hugo brugte 40 minutter på at fortælle sig selv og alle andre, at vand var det værste, han vidste – og overgav sig derefter mere end totalt og havde to timers vandfest.
  • Været til Rasmus Seebach familiekoncert med Sia, min mor, min lillebror og fætter. Vi fik billetterne i julegave og Sia har simpelthen glædet sig så meget. Og jeg var ved at tude over lykken i hendes øjne, da han gik på scenen.
  • Været til børnefødselsdag i Canas kolonihave. Med boller, kage, is, burgere og vandpistoler. Det blev til en vandkamp, der nærmest var mere intens mellem voksne end børn – og den fine have lignede mest af alt en festivalplads, da vi forlod den!

God mandag!

img_5644

img_5664

img_5617

img_5666

img_5665

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Om fredagsslik og nødhjælp

img_9748

Annonce for UNICEF

Jeg mindes ikke, at der var noget, der hed fredagsslik i min barndom. Det havde i al fald også været en slags løgn, for der var både slik om fredagen og om lørdagen. Og på en hverdag her og dér – vist nok. Og så blev det er nyt årtusinde og så blev folk mere bevidste om, at raffineret sukker er noget skidt – og så fandt nogen det fornuftigt at indføre fredagsslikbegrebet. Så det gjorde vi også. Og vi forsøger at holde sukkerfesten til den ene gang om ugen.

Hver evig eneste fredag kan du altså finde os i den lokale blandselvbiks – sammen med hvad der føles som resten af Østerbro. I starten lod vi ungerne vælge ti stykker slik hver, men da især den store hurtigt gennemskuede, at antalbegrænsningen ikke satte nogen begrænsning for stykkernes størrelse, gik vi over til et max på hundrede gram. De udvælger omhyggeligt deres favoritter, vejer og tjekker og overvejer. Alt imens jeg kyler flere hundrede gram blandet alt muligt ned i en pose – til deling med min mand, bevares.

Fredag efter fredag. Efter fredag efter fredag.

Men ikke i morgen. I morgen gør vi noget andet. Vi sender de 48 kroner, vi ellers ville have investeret i slikbutikken, til UNICEF. Lige nu gør ekstrem tørke nemlig, at 3 millioner børn er i direkte livsfare på grund af sult. Derfor opfordrer UNICEF danskerne til at springe fredagsslikket over og i stedet hjælpe med at redde liv. En opfordring, jeg hjertens gerne vil hjælpe dem med at dele – og som jeg også tænker er en dejligt konkret måde at snakke med mine børn om et ellers svært begribeligt emne på.

Hvis du vil være med, så send en sms med teksten SLIK til 1900 – så donerer du de 48 kroner, som UNICEF har regnet ud, at en gennemsnitlig dansk familie bruger på fredagsslik. Du kan også dele et billede af et hjerte i en eller anden form på Instagram med hahtagget #hjertertilafrika – og du kan læse mere om kampagnen lige HER.

img_6773

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Så nu skriver jeg

Det er halvanden måned siden, jeg sidst har skrevet et rigtigt blogindlæg. Noget, der ikke er en ugeopsamling eller noget, som nogen har betalt mig for. Skrevet på eget initiativ. Uden nogen forventede det. Uden deadline. Uden emne eller omdrejningspunkt, som er givet på forhånd.

Halvanden måned.

Jeg vidste godt, at det var længe siden. Men alligevel. Halvanden måned er mere end det. Og jeg har lige læst det – og det handlede om, at Hugo skulle stoppe i vuggestuen og at jeg ikke var klar til det, der fulgte efter. Eller troede, at han var. Og det føles som noget, der ligger uendeligt langt tilbage – for han var klar. Ja der kan man bare se. Han sover i underkøjen, tisser på toilettet og har på en ufatteligt bestemt måde nedlagt veto mod sin middagslur. Og vi har kørt tremmesengen på lossepladsen, investeret i et toiletsæde til små typer og omfavnet den fleksibilitet, som dage uden pauser har givet os tilbage. Og jeg grædt lidt og gabt lidt og spurgt ham hvem i alverden han er – og hvor han har gjort af ham den anden. Ham, der ikke var klar. Min medsammensvorne.

Det er halvanden måned siden jeg sidst har følt trang til at skrive. Behov for at skrive. Halvanden måned, som har været fuld af omvæltende begivenheder, overvældende følelser og alt for store overvejelser. Stof stof stof! Og jeg ved hverken helt hvad det skyldes eller betyder. Men nu ligger jeg her. Tyve minutter over midnat. På grænsen mellem mandag og tirsdag. Og jeg er ikke træt, for i morges sov jeg længe. Og alle dem, jeg kender, de sover.

Så nu skriver jeg.

Fordi jeg ikke kan lade være.

ca8c0750-b2a1-4746-8668-803d027cafd8

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #135 (med date, tårer og sommerhus)

Ugen der gik kommer her med en dags forsinkelse. I går havde jeg nemlig for travlt med alt muligt andet – blandt andet at køre til Falster, hvor jeg i skrivende stund befinder mig i min seng, imens jeg kan høre fuglene fløjte udenfor.

Nå, men i ugen, der er gået, har jeg:

  • Holdt mandag fri med min mand. Vi tog ud og spiste brunch og gik i Grand klokken 12 – sammen med alle pensionistbiografklubberne. Vi så “Ladybird”, som virkelig godt kan anbefales!
  • Tømt Søstrene Grene for udendørsunderholdning til mine unger, nu hvor gårdsæsonen for alvor er skudt i gang. Sjippetorv, sæbebobler, gadekridt og jeg skal komme efter dig. Og et nyt sæt sengetøj til Hugo – de har simpelthen verdens fineste baby- og juniorsengetøj til nærmest ingen penge!
  • Gået aftentur med min veninde. Det gør vi som regel en gang om ugen og det er så dejligt. Man får snakket på en helt anden måde, når man går imens.
  • Haft alvorlig optur over, at alting lige pludselig er sprunget ud. Nøj, hvor er min by pæn, når den er dækket i grønt – og når aftenerne er lange og lyse.
  • Fået Hugo klippet. For nu gik den på en måde ikke længere. Og det bliver sommer. Og jeg må udleve min fantasi om at være mor til en langhåret dreng på et andet tidspunkt.
  • Optaget og udgivet det hidtil mest tunge, følsomme og personlige afsnit af min og min mors podcast. Det handlede om min bedstemors død – og især om min mors ulykke. Jeg græd. Og den respons, vi har fået, har været hele åbenheden værd!
  • Hevet min mor med i Rundetårn. For første gang i 25 år. Jeg elsker det sted – og det var forfærdeligt hyggeligt.
  • Holdt Hugo hjemme fredag, da han var vågnet før fanden havde fået sko på – og da jeg havde mulighed for det. Vi tog på legeplads, hvor han kurede ned af bakker og hoppede på trampoliner. Og så slappede vi af derhjemme, hvor jeg opdagede, at han har lært at lege. Alene. Med figurer, der siger ting til hinanden og synes ting. Og det var så sødt og overvældende, at jeg var på nippet til at hyle.
  • Været til endnu et fodboldstævne med Elliot. Og jeg elsker det altså stadig. Det er ligesom det eneste sted, jeg har det lækkert med at spise hotdogs og drikke Faxe Kondi – og hoppe, heppe og klappe som en åndssvag.
  • Fejret min mors 52 år. Med boller og lagkage i solen på hendes terrasse.
  • Kørt til Falster med min bachelormakker. Søndag aften – med et pitstop på Mc’Donalds, Mads og monopolet i højtalerne – og den smukkeste udsigt, da solen gik ned som vi krydsede broen. Vi skal være her til på onsdag – og få styr på vores analyse – og grille laks, drikke aperol og gå turer på stranden. Næste uge gør Thor det samme – han skriver nemlig også bachelor nu – og om mindre end halvanden måned har vi vores uddannelser i hus!

Rigtig god mandag!

4f5baf69-dbd8-489e-910a-8ac73a3a40e7

82e6d362-11fa-4392-9a56-88a099c14d52

56835d98-2170-4f99-a9c8-fbc42f71710a

83365441-6645-4ed0-840f-c00c1a267587

9ab5d13b-0715-4eb8-91cd-1a8defe17d5a

94e06b19-9926-4da9-8acc-99ddd24e3f65

bad64793-98d9-4b93-bfe9-a4ce5a6439ef

23846c0a-21f1-4316-80b5-afe34df31535

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Det vigtigste i mine børns liv

img_3124

Reklame for Svanemærket

Da jeg som 21-årig blev mor, blev jeg virkelig MOR. Jeg er vist kommet ind på emnet en gang eller to. Hvordan jeg ikke måtte sætte en fod forkert, læste alle opdragelsesbøgerne, søgte nettet tyndt for retningslinjer, mosede grøntsager, stimulerede og interagerede. Jeg ville for guds skyld ikke forære nogen som helst chancen for at kunne sige, at jeg ikke havde styr på min nye rolle. At jeg ikke slog til. Eller allerværst – at jeg var for ung.

Mine egne behov var en by i Rusland. Og jeg har aldrig været i Rusland. Jeg lukkede ned for mine lyster, behov og i høj grad for mine følelser.

Og så fik jeg et til barn. Og så fik jeg et til barn. Og så kunne jeg ikke længere ignorere den stemme, der råbte på mig. Som var mig. Se mig! Hør mig! Husk mig! Lad mig! Råbte den om kap med dens alter ego – den dårlige samvittighed, der hev i min anden arm. Den stemme, der i ramme alvor ikke mente, at jeg kunne tillade mig at bruge tid eller energi på andet end mine børn. Den stemme, der skældte mig ud, hvis jeg hentede dem senere end 15, satte en lydbog på frem for at læse højt eller – og hold nu fast – tillod mig selv en aften ude. Tillod mig selv at være mig selv. At passe på mig selv.

Og nu skal det her ikke blive helligt, for jeg er langt fra i mål. De skændes stadig i mit indre – men jeg er nået langt. For jeg er den ene af de to vigtigste i mine børns liv. Og jeg er nødt til at huske mig selv, så jeg kan være noget for dem.

f2e9c38e-fcd4-4745-95ec-bd31e96ba883

Og det er netop det, som Svanemærket sætter fokus på i deres nye kampagne “Dit valg i dag betyder alverden i morgen“. Og da jeg så den film, de har lavet i forbindelse med kampagnen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at støtte op om den. Både fordi den fik mig til at tude, satte ord på mine tanker og fordi vi i forvejen har et temmelig nært forhold til Svanemærket, som allerhelst skal pryde alt fra bleer til vaskepulver herhjemme. Fordi det også er en måde at passe på sig selv. Og sine børn og den her planet, i øvrigt.

Gør lige dig selv en tjeneste at se filmen herunder – for det fortjener den altså – og hop så ind og tjek de nye, afsindigt fine temasider ud. Der er en med fokus på, hvordan man som forældre kan passe godt på sig selv og en med fokus på børn og gravide.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl