At sende sine børn over vejen

Dårlig planlægning og at date i dagslys

img_2399

I sidste måned fortalte jeg om den deal, vi har indgået med min svigermor. Om at hun bortfører ungerne en gang om måneden, hvor de plyndrer slikbutikken og Fætter BR på Fisketorvet. Spiser Mc’Donalds og er alt for længe oppe. Og har det ganske fantastisk.

I dag er en af de dage. Og måske resulterer arrangementet en dag i, at Thor og jeg kan gå ud og spise, hvilket egentlig var hensigten, dengang vi opfandt den fremragende tradition. Vi er bare skrækkeligt dårlige til at koordinere kalendre – så det er hidtil kun lykkedes en enkelt gang. I aften skal jeg i byen med nogle veninder – og Thor skal ud og se fodbold med nogle venner. Så vi har datet i dagslys – ligesom sidst. Børnene blev allerede hentet i formiddags – og regnen væltede ned fra oven, så vi lagde ud med at smide os på sofaen og se X Factor UK, imens vi spiste ristet brød og drak kaffe. Og så ophørte regnen – og vi vandrede ind til byen for at købe Sias fødselsdagsgave. Gennem kirkegården og Østre Anlæg. Indtil himlen igen åbnede sig – og vi gemte os under porten ind til Kongens Have. Der stod vi i ti minutter – imens vi kiggede på mennesker og deres paraplyer, indtil det stilnede af og vi fortsatte ind mod Strøget.

Med favnen fuld af gaver og en ny paraply – og med ret våde sokker – indfandt vi os i 14’eren, der kørte os hjem til Østerbro. Købte en kakaomælk og Irmas udgave af en citronmåne (bare lad vær…) og gik hjem. Varmede kakaoen op og fordømte citronmånen (der er creme i. Helt ærligt.)  – og lod os underholde og forarge af en dokumentar om Jehovas Vidner. Og så lagde jeg neglelak imens Thor spillede FIFA – og nu er han gået og jeg sidder her. Alene i min stue. Imens jeg hører Tokio Myers, som jeg indtil i formiddags ikke anede eksisterede, men som jeg, efter at have set hans gæsteoptræden i X Factor UK, mistænker kommer til at agere soundtrack til resten af mit 2017.

 

God weekend!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At sende sine børn over vejen