Min første dag i virkeligheden

Dag 2 i virkeligheden – fra et gulv ved en tremmeseng

image

Jeg ligger på gulvet ved siden af Hugos tremmeseng. Han havde lidt ekstra brug for sin mor her til aften – og det fik han lov til at have. Han sover nu, men jeg ligger nogenlunde og der er langt op. Og jeg er tæt på ham – og lyden af hans på samme tid tunge og hurtige åndedræt, er det eneste jeg har lyst til at lytte til lige nu.

Det har været endnu en virkelig god dag – ude i virkeligheden. I dag var jeg for første gang dér, hvor jeg skal være frem til sommerferien. På Amager – i distriktpsykiatrien. Jeg skal være sammen med psykiatriske sygeplejersker og deltage ved samtaler med psykisk syge. Det virker som et fantastisk sted og jeg er helt vildt tændt. Jeg kan få lov til at suge til mig, byde ind, spørge og være opsøgende. Og jeg glæder mig til at lære alt det, som jeg kan lære. Indtil videre har psykiatrien virkelig vundet mig. Selv mødetiderne har jeg optur over. De betyder nemlig, at jeg godt kan nå at aflevere Sia om morgenen, så Thor ikke – som først antaget – behøver at begive sig ud på ladcyklen med hendes brødre, men kan nøjes med at droppe Elliot af i børnehaven på den anden side af vejen.

Og så fik jeg i øvrigt fikset mig ud af den uheldige situation, som jeg havde bragt mig selv i. Da jeg i min barselsbobel ikke havde opdaget, at “de” havde rykket skoleåret en uge – og vi derfor havde bestilt flybilletter og charterferie til en uge for tidligt. Jeg sløjfer nogle såkaldte studiedage og får lov til at tage afsted. Hvilket betyder at vi rejser om otte uger og fire dage. Se, det kan jeg virkelig godt overskue!

Jeg var hjemme klokken lidt i fire i dag – gennemblødt, fordi jeg faktisk alligevel endte med at cykle. Og igen sådan rimeligt ovenpå. Faktisk så meget, at jeg både fik kreeret risotto til min familie – og en banankage til afdelingen, som jeg tænker at jeg kan score billige point på i morgen. De virker nemlig ganske kageglade – så jeg ser det lidt som en investering.

Nu vil jeg se om jeg kan bevæge mig op herfra. Og slutte dagen af med en perfekt tv-aften. Spis og spar, gift ved første blik og Paradise. Jeg forlanger ikke mere.

 

   

6 kommentarer

  • Det lyder så spændende med psykiatrien. Efter at have været en tur forbi, som pårørende, har jeg nogle gange haft lyst til at sadle om, og gøre præcis det du gør nu.

    Så, good job <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det kan jeg godt forstå. Og det er vel aldrig for sent? :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nej, det er det nok ikke. Men tror jeg finder en anden vej derhen. Er færdig som lærer om et halvt år :) Så må vi se hvad der sker.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie M

    Det er dejligt, at du glæder dig til at arbejde på en psykiatrisk afdeling og gøre en forskel der. :-)
    Husk nu at se de ”psykisk syge”, som ganske almindelig mennesker med en diagnose.
    Man er jo heller ikke et brækket ben. Det er bare vigtigt at huske, for det kan virkelig få en, til at føle sig mærkelig, hvis man får at vide, at man er psykisk syg.
    Ikke noget ondt ment, men det kan virkelig gøre en forskel for de indlagte (ved jeg fra mig selv). :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Du har megameget ret og din kommentar har inspireret mig til at skrive et indlæg om netop det. Så hold øje i næste uge :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har glemt Spis og Spar i dag! Kæmpe krise! (godt jeg kan nå Paradise endnu ;-) ) . Men pokkers, alligevel :-( Dejligt ellers, at du har haft en god dag, hvis vi ser bort fra vådt tøj. Banankage er så meget en god investering! :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min første dag i virkeligheden