Ugen der gik #7 (med vintertid, græskarudhuling og prisuddeling)

Dengang vi købte (og dengang vi dræbte) en guldfisk

monsieur

Det var søndag den 29. Juli 2012. Den sidste dag af sommerferien. Og jeg følte, at jeg måtte gøre et eller andet ekstra for min to-årige datter. Sætte trumf på, så ferien havde været helt perfekt. Det regnede. Hun skulle have en guldfisk! Det eneste dyr, jeg kunne overtale Thor til at få inden for døren. Thor er et meget empatisk menneske – men dyr kan han ikke se fidusen i.

Så en guldfisk skulle det være. I en lille bowle. Pigen blev ellevild og vi satte kursen mod Maxi Zoo. Men i Maxi Zoo sælger de ikke dyr. Kun udstyr. Og jeg fik fortalt dem, at så var det sgu da et åndssvagt navn, de havde.

Lyngby storcenter havde åbent hver søndag – og i Lyngby storcenter lå Bonnies dyrecenter. De havde i hvert fald fisk! Afsted det gik. Men Bonnies dyrecenter var den eneste butik i det søndagsåbne center, der ikke havde søndagsåbent. Argh. Jeg satte mig på en bænk – med en utålmodig to-årig, som ikke kunne forstå hvorfor hendes nyopståede fiskedrøm ikke var så let at opfylde. Jeg googlede. Fandt frem til, at Bonnies dyrecenter i Helsingør var åben. Helsing-fucking-ør! Jeg er ikke sikker på, om det efterhånden var mit eller barnets behov, men til Helsingør kørte vi. Pegede på den flotteste guldfisk og bad om en bowle. “Har I ikke allerede fyldt en bowle op derhjemme og ladet vandet temperere over et par dage?” spurgte damen. Nej! Det har vi eddersaftsuseme ikke! Det her er et spontant – men ikke desto mindre vigtigt projekt. Men en guldfisk kunne altså godt blive ganske stresset over at komme ned “i et nyt miljø“. Ejmen vil du holde op? Min far gav mig en ny guldfisk hver måned da jeg var barn – og jeg har sgu aldrig set en stresset fisk! Jeg spurgte pænt (tror jeg nok) om jeg ikke bare kunne købe et par poser af deres vand? Og fik lov. Vi betalte for fisk, bowle, sten, plante, plastikslot og to poser grumset vand – og kørte lykkelige mod storbyen.

Sia var lykkelig. Fisken skulle hedde “monsieur”, hvilket hun havde lært at sige på en italiensk campingplads tidligere på måneden. Og et par uger efter købte vi en “madame” til ham. Og yderligere et par uger efter, afgik monsieur ved døden. Pis. Hvordan skulle vi forklare det til det glade barn, der hver eneste morgen kom springende ind i stuen – imens hun skreg “monsieur og madame – monsieur og madame”?! “Hvor er monsieur?!” spurgte hun med store øjne. Vi løj og sagde, at han var svømmet ud i det store hav til alle sine venner. Og da vi ugen efter stod i Bonnies dyrecenter for at købe en ny plante til madame,  skreg hun op – “Monsieur! Han er kommet tilbage!“. Hun stod helt glad og stirrede ind i montren med guldfisk – og jeg gav hende ret. Han var kommet tilbage! Og han skulle selvfølgelig med os hjem.

Og så levede de. Virkelig længe. Overraskende længe. Ni måneder senere skulle vi på påskeferie – og vi kunne ikke få nogen til at komme og fodre dem. Og vi kunne ikke tage bowlen med os. Og ja ja – jeg HAR efterfølgende fået at vide, at der findes en slags pille, som man bare kan give dem – og så har de mad til flere uger. Men måske følte vi også bare, at deres tid var kommet. Og hvad gør man så? Jeg vil faktisk gerne behandle dyr ordentligt, så jeg undersøgte grundigt, hvad der var den mest ordentlige måde at skille sig af med et par guldfisk på. Kom omkring mange hjemmesider for fiskeentusiaster. Og nej, det er ikke at skylle dem ud i toilettet. De risikerer bare at overleve og dø en langsom død. Næ, det skal åbenbart gøres hurtigt og nænsomt. Enten ved halshugning eller kogning. Vi valgte det sidste. Noget, som efterfølgende har mødt stærke reaktioner – lige fra grineflip til dyb forargelse. Og nu håber jeg ikke, at jeg har skræmt dyrevenner væk. Men helt ærligt. Det er fisk. Som vi fanger og spiser dagligt. Og som ovenikøbet havde et dejligt, LANGT liv – i et tempereret miljø. Og som vi igen fortalte barnet, var svømmet ud til deres venner i de syv verdenshave.

Følg bloggen:

Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

4 kommentarer

  • Renée

    Er jeg den eneste, der kommer til at tænke på Krumme filmene, og den kogte kat??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      HAHA! Gud ja! Nu har jeg pludselig meget bedre – en kogt kat er vel trods alt værre end en kogt fisk. Eller var katten død i forvejen?!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • mette

    Jeg ruller rundt i sofaen af grin… gud hvor kan jeg se det for mig at sia står og skriger Seeee han er kommet tilbage;)))

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Haha! Du skulle have set julelysene i hendes øjne – der var ikke noget at gøre! :) Tak fordi du læser med!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #7 (med vintertid, græskarudhuling og prisuddeling)