Ugen der gik #109 (med Paris, forpremiere og podcast)

Der kommer aldrig to dårlige dage i træk

Efterårsferien er slut og hverdagen er i gang igen. Det var tæt på umuligt at komme op i går morges – og vi formåede at snooze os til 45 minutter (!) ekstra og fik åndssvagt travlt. Jeg havde fri. Skrev opgave og optagede podcast. Hentede børn og biksede indisk linsesuppe sammen. Og lod hverdagen vende stille og roligt tilbage.

I dag har været anderledes kompakt. Jeg aktiverede min 5:45-alarm igen, kom afsted før de andre fik øjne, cyklede gennem den kulsorte mose og landede i kitlen og på min syttende etage. Var en tur forbi lægen, da jeg fik fri – og fik hentet børn noget senere, end jeg gerne ville. Vi var først samlet allesammen klokken sytten – og så gjaldt det om at suge så meget nærvær som muligt ud af de 2,5 time, man havde tilbage. At nå hele vejen rundt. Kramme dem alle tre. Kysse dem alle tre i deres små, bløde nakker. Høre dem alle tre hvordan deres dag havde været. Droppede madlavningen, da jeg simpelthen ikke kunne overskue at tilbringe dyrebar tid i køkkenet – og hentede pizza og skar grøntsager ud i stænger. Fandt mig selv i dobbeltsengen – med en nybadet to-årig, der brokkede sig over sit nattøj, en højtlæsende 7-årig, der forsøgte at indvie mig i hendes lektier – og en udadreagerende og overtræt 6-årig, der skulle krammes hårdt, så han kunne mærke sig selv. Larm. Behov. Kaos. Kærlighed. Umulighed.

Han havde haft en dårlig dag, den 6-årige. Det er muligvis løgn, men det var det, han følte klokken fem minutter i sengetid. Det er uden tvivl ham, der har sværest ved at vende tilbage til hverdagen. Ham, der føler alting stærkest og ham, der er det nyeste sted i sit liv. Og det er eddermame svært, at være rummelig og forståelig, når barnet sparker sin lillebror, driller sin storesøster og hiver så hårdt i sin mors cashmerestrik, at den går ret meget i stykker. Men jeg lykkedes faktisk. Jeg holdt ham fast, fik ham til at trække vejret dybt fem gange og fik ham til at sætte nogle ord på hvorfor det hele var lidt svært. Og jeg fortalte ham, at det smarte var, at der aldrig kommer to dårlige dage i træk. Så i morgen bliver god.

Så i morgen bliver god.

img_1072

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

12 kommentarer

  • Brit

    Sikke et dejligt indlæg.
    Og det er så rigtigt, at det er når vores børn er aller mest umulige, at de har aller mest brug for os.
    Tak for en super dejlig blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Kæmpe ros til dig, du skriver så fint! Og jeres podcast er virkelig, VIRKELIG god! Glæder mig til det nye afsnit kommer <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    #mommygoals

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette

    Så fint❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten

    Åh Cecilie, hvor skriver du bare fint. Og hvor lyder du bare som en fantastisk mor <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Så formåede du endnu engang at skrive så det bragte tårer frem… uden at jeg ved præcist hvorfor. Shit du skriver godt altså❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Hvor er det dejligt at høre. Det er jo det, der er meningen med det her. At det betyder noget. Tak fordi du fortæller mig det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tænker det tit, og nu fik jeg endelig taget mig sammen til at skrive det til dig; Hvor er du bare en fantastisk og beundringsværdig mor Cecilie. Dine børn er så heldige at have både dig og Thor, og jeg vil være glad hvis jeg bliver bare halvt så god en mor for min datter på 11 uger, som du er for dine unger ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Søde Tina. Tusind tak. Det varmer mere end du aner. Og du er med garanti en fantastisk mor!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #109 (med Paris, forpremiere og podcast)