Det er en fase

Det er blevet efterår

Det er lige gået op for mig, at det er blevet efterår. Jeg har haft for travlt med at bage boller, bygge lagkager og fejre de syv år, min mellemste fylder om fem dage, til at studse over datoen. Og selvom det føles som om, at det har regnet uden stop i en uge, så er det alligevel en underlig tanke, at det er blevet efterår.

Havde den her sommer virkelig en ende? Det har været svært at tro på, når man har taget sig selv i at brokke sig over den uendelige solskin og har erkendt, at man bare ikke er bygget til så høje temperaturer. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg har en fornemmelse af, at vi er mange. Jeg glemmer aldrig den her sommer.

Og af andre grunde end varmen og solen og afbrændingsforbuddene og sulten efter regn. For det har været en helt særlig sommer af så mange og større årsager. For fanden, jeg blev sygeplejerske! Og det føles pludselig som en evighed og tusinde somre siden – samtidig med at jeg på et splitsekund kan genkalde mig tæt på nøjagtigt den følelse, der gik gennem kroppen på mig, da jeg overvældet, lettet og helt ægte lykkelig trådte ud af døren fra lokale B211 – som sygeplejerske.

Og så gik mit nye liv i gang. Vores. Mit i kitlen på neonatal – i dagvagter, aftenvagter og nattevagter. Med spænding, optimisme og entusiasme. Og frustrationer, opgivenhed og tårer. Og vores med nye rutiner, vi endnu ikke helt har fundet. Koder, vi endnu ikke helt har knækket. Med tidlige morgener, træthed og havregrød.

Jeg glemmer aldrig den her sommer. Den har været helt fantastisk og ganske forfærdelig. Den har givet mig øjeblikke, der vil stå krystalklart i min erindring resten af mit liv. Den har været en afslutning og en ny begyndelse.

Jeg glemmer aldrig den her sommer – og nu er det blevet efterår. Og det føles rart og godt. For jeg føler mig ganske overbevist om, at en masse vil falde på plads i løbet af de kommende tre måneder. At vi, når det bliver vinter, vil være faldet på plads i vores nye liv. Et liv, som på én gang ligner det, vi havde, før det blev sommer – og som samtidig er så anderledes, at det tager tid at finde sig til rette i. At det kræver et efterår. Hvor jeg vil omfavne blæsten og farverne og tænde for gulvvarmen på mit badeværelse. Lære og læse og blive endnu mere selvstændig og sikker på mit arbejde. Og hvor jeg vil nyde min familie. Fredagsslik, Vild med dans, lange kram, konflikter, madpakker og godnathistorier – og den rare og rigtige fornemmelse af, at det pludselig er de helt små hverdagsting, der bliver store og vigtige i det her vanvittige hamsterhjul.

Det er blevet efterår.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

3 kommentarer

  • Jette

    Wow for et indlæg.
    Du skriver så fantastisk ❤️ Helt poetisk
    #yndlingsblogger (og jeg læser mange af de store).
    (Denne kommentar er ikke ment som en fedterøvs og ‘jeg-giver-dig-dårlig-samvittighed-over-din-tvivl-omkring-fortsættelse-af-blogging’. Jeg elsker blot indlægget, og dine indlæg generelt, og håber du finder ro i den beslutning, du end træffer omkring det hele ❤️)
    Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Max

    Fint skrevet!<3
    Tillykke med sygeplejersketitlen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Du har været savnet. Dine skriverier og evne til reflektion er misundelseværdig!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er en fase