"Det er en meget mild narkose"

Det gik. Nogenlunde.

img_5275

Min mor har taget billedet. Jeg sidder og våger over Hugo, som er ved at vågne fra narkosen. Originalen indeholder også genstanden for min opmærksomhed, som må være verdens mest fredfyldte 1-årige. Men han er klippet ud. Det gjorde jeg uden at tænke så meget over det. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor – men det kom vist for tæt på, og selvom det er en ganske ufarlig ting, som tusindevis af forældre har prøvet, så tror jeg på at man skal gå med den mavefornemmelse.

Det var ikke sjovt. Formiddagen gik overraskende fint – og tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer og trøstende ord til morgenens ondt-i-maven-indlæg. De både varmede, beroligede og forsikrede mig om, at det selvfølgelig skulle gøres.

Og pludselig var klokken 12 og vi befandt os hos ørelægen. En ret no nonsense-agtig type, som jeg bryder mig virkelig godt om. Han hilste på Hugo i venteværelset, lyttede på hans lunger og sagde, at narkoselægen var en fin fyr, som ville hente os om lidt. Og det gjorde han og vi kom ind på operationsstuen og blev bedt om at lægge Hugo op på briksen. Og selvom jeg gjorde mit allerbedste for at virke naturlig, så kunne han tydeligvis mærke, at det var noget rod og han blev pjævset og ville over til mig.

Min mor og jeg holdt i hver hans arm og han fik den lille maske over sit hoved imens han kiggede mig lige i øjnene. Hans øjne blev hurtigt fyldt med tårer og han kæmpede bravt imod og skreg. For fanden. Jeg var konstant ved at bryde ud i vores faste godnat-sang, men var også bange for at han fremover ville forbinde den med noget dårligt. Så jeg nøjedes vist med at fastholde hans blik og sige nogle beroligende ord, imens jeg kæmpede for ikke selv at tude – i sekunder, der føltes som ulideligt lange minutter. Og så gav hans krop op og hans øjne lukkede sig. Og jeg havde afsindigt svært ved at slippe ham og gå ud – og min mor måtte vist fysisk hjælpe mig.

I venteværelset sad en mor, som var nummer to i køen og som var alene – og jeg ville så gerne undgå at tude foran hende, så jeg strøg ud i opgangen og hylede behersket, imens jeg tog nogle dybe indåndinger. Og vendte tilbage og ventede. Tiden føltes uendeligt lang og jeg blev træt af alle de artikler og debatter, jeg i nat havde googlet mig frem til, hvor mødre beskrev hvordan de nærmest ikke nåede at sætte sig ned i venteværelset, før de blev kaldt tilbage. Jeg nåede at forestille mig alt muligt frygteligt og overdrevet, indtil jeg pludselig hørte ørelægen og narkoselægen grine og snakke – og blev mindet om, at det for dem jo bare var “another day at the office”. Og så gik døren op.

Thor var stødt til imens vi ventede – så han og jeg blev vist ind på opvågningen, hvor narkoselægen var i gang med at lægge en helt slatten og tungt sovende Hugo i den korrekte stilling på en briks. Vi fik at vide, at han ville vågne i løbet af fem minutter, men under hans kamp havde han åbenbart fået så meget narkose, at det nærmere tog tyve – og pludselig fik jeg en idé om, at jeg ville være alene med ham. Jeg havde i ugerne op til gang på gang bedt Thor om at holde fri – men han mente sagtens at jeg kunne klare det selv. Det kunne jeg jo også næsten og det var fair nok. Men midt i alle mine følelser, fik jeg en ganske irrationel og egoistisk tanke om, at det ville være pissehamrende uretfærdigt, hvis Hugo vågnede op til os begge to – og Thor så var helten, fordi han ikke var der, da han blev holdt fast. Jeg nåede heldigvis at fortryde inden han vågnede – eller inden ørelægen gav os lov til at vække ham.

Han var rundt på gulvet, da han vågnede. Han var ked af det og forvirret. Men vi fik lov til at gå hjem, hvor vanilleis og panodil i flydende form fik ham tilbage i topform. En form, som han blev i resten af dagen. Totalt på toppen, glad, syngende, hoppende og snakkende. Sia fik sågar testet hans nye hørelse og fik ham til at sige “diller”. Til alles store begejstring. Også min.

Jeg er færdig nu. Fysisk, mentalt og med det her indlæg, som blev utroligt meget længere, end det måske behøvede. Hvis I har holdt ud så langt, så må I have en dejlig aften! Paradise startede i går – og jeg har brugt en stor del af dagen i dag på at spørge mig selv, hvem fanden jeg er. Jeg opdagede det nemlig ikke.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

2 kommentarer

  • Camilla F

    Ups… jeg skrev en kommentar om at det gik lynhurtigt med min søn. Det var dumt, det kan jeg virkelig godt se. I min kommentar glemte jeg vist at skrive at grunden til at jeg ikke nåede i venteværelset også var pga min “ugly cry” fra operationsdøren lukkede og indtil døren til opvågningen åbnede. Jeg var næsten helt i knæ og havde slet ikke det menneskelige overskud til at tage hensyn til andre ventende mødre. Jeg undskylder mig med at det var mit barn nummer 1, hehe. Jeg vrælede også ved hans første vacination, mens jeg ikke kunne fremtvinge en enkelt tåre da min datter skulle gennem samme “brutale” stik.
    Jeg er dog stadig en følsom type normslt😆

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det skal du overhovedet ikke undskylde! Tiden føles jo altid ekstra lang i sådan nogle situationer og jeg var nok bare hurtigt færdig med at græde – netop fordi jeg tænkte at jeg skulle være hurtigt tilbage :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Det er en meget mild narkose"