Få (SERIØST) barn nr. 3, hvis...

Det skal nok gå. Det skal det jo.

image

Kære Cecilie. Du har fået plads på PCA Ambulant HBA DP Team“.

Det stod der i en mail, som jeg modtog forleden dag. Først forstod jeg heller ikke alle forkortelserne, men jeg forstod med det samme, hvad beskeden betød.

Beskeden betød, at alle de mennesker, der på det sidste har sagt til mig, at min barsel da snart er slut, har haft ret.

Jeg har sagt “aaarh”. Trukket lidt på det. Så var jeg da heller ikke tættere på hverdagen. Men jo. “PCA HBA DP” betyder at min barsel snart er slut. “PCA HBA DP” står for hverdag.

Shit…

Den 25. April – altså om 47 dage – skal jeg stille på Psykiatrisk Center Amager. Jeg skal i klinik (som er et finere ord for praktik). Og det har jeg en hel masse følelser omkring.

Den følelse, der først rammer mig, er heldigvis at jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at komme tilbage til det, som jeg ved at jeg er skidegod til. Jeg er skidegod til at være sygeplejestuderende – og jeg glæder mig til at prøve mig selv af i psykiatrien. Et område, som jeg egentlig aldrig har overvejet som min endelige vej, men som jeg har en idé om godt kunne finde på at tage røven på mig.

Den anden følelse kan jeg ikke finde et ord for. Eller måske kan jeg bare finde alt for mange. Det er en følelse af en knude i maven. Hugo! Min tykke, glade lille baby. Nu blev følelsen af en knude i maven til en følelse af en klump i halsen. Og nu blev det til en tåre. Og en til. Hugo. Hvordan i alverden skal jeg kunne undvære ham i ni timer om dagen – fire dage om ugen? Hvordan i hele hule helvede?

Jeg aner det ikke. Og samtidig aner jeg det jo udemærket. For jeg har prøvet det før. At vende mig om, åbne min dør og forlade først Sia og så Elliot. Med både en knude i maven, en klump i halsen og adskilligere tårer ned af mine kinder. Forlade dem. For at vende tilbage. For at vende tilbage træt – og samtidig fuld af energi. Fyldt op af oplevelser og udfordringer – men stadig med masser af plads lige dér, hvor det kun er mine børn og min mand, der får lov at komme ind.

Det skal nok gå. Det skal det jo.

11 kommentarer

  • Randi

    Hej igen. Elsker at luske lidt rundt på din blog og finde “gamle” indlæg jeg ikke har læst før. Det her ramte mig hårdt, min egen trut skal starte i dagpleje 1. Maj hvorefter jeg vender tilbage til hverdagen som sygeplejerske med skiftende vagter og alt hvad det indebærer. Ved ikke engang endnu HVEM der skal passe hende, gør det endnu sværere at have det i mit hoved!! Øv bøv. Men endnu en gang vil jeg blot sige; du skriver skønt. OG nyd at være studerende!! Man bliver i den grad ramt af virkeligheden når man er færdig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Irene

    Åh ja… Hverdagen. Min starter også igen den 25. April. Selvom jeg også har gjort det to gange før har jeg nærmest angst over at skulle forlade min lille baby. Jeg er nemlig også mor til tre og i næsten samme alder som dine. Jeg arbejder som Hjemmesygeplejerske og kan næsten ikke overskue aften- og weekendvagterne væk fra mine børn. Glæd dig over du er studerende og stadig har lidt fri indimellem – jeg har jo egentlig også nogle fridage engang imellem. Held og lykke med opstarten.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak Irene. Du kan tro at jeg føler mig meget priviligeret og vil stor-nyde de sidste næsten to år som studerende mor! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der stod jeg for 2 måneder siden og kunne slet ikke forstå at der faktisk er et liv efter barsel og at det hele (selvfølgelig) går.
    http://mrsmom.dk/soevnloes-nat-og-daarlig-fornemmelser-er-det-normalt/
    Held og lykke med praktikken og må du have 47 fantastiske dage indtil ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene

    Årh sidder her og tuder for der beskriver du lige hvordan mine følelser er omkring at skulle starte igen til august efter tredie barsel. Jeg er dog allerede sygeplejerske. Jeg har virkelig lyst til at starte og jeg har overhovedet ikke lyst til at slutte (barsel).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Lige præcis – man vil gerne og man vil overhovedet ikke :)
      Hvor er du sygeplejerske henne?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hvor er det fint skrevet, sidder her med ()graviditetshormoner og) tårre i øjnene, der er jo heldigvis længe til jeg står i samme situation, men det er det jeg frygter mest ved at få barn nr 3, en efternøler som kommer til at stå model til meget opsparret omsorg fra søskende, forældre og bedsteforældre. Men hvor er det heldigt at man har kvinder som dig i kommende job som sygeplejerske, kvinder som kender virkeligheden og hverdagen uden for de hvide gange, og kan relatere til patienterne for det lan man bedre når man også har et liv ved siden af. Tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Årh, sikke dog en dejlig kommentar – tusind tak for den. Og held og lykke med det hele! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min bedste veninde arbejder som sygeplejeske på lukket psykiatrisk afdeling. Så sig til hvis du pludelig får brug for sparring af en i faget – på de gange :-).

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Få (SERIØST) barn nr. 3, hvis...