sms'er fra et ægteskab #25

Elliot er udmeldt

601451_10153171907115473_1550001877_n

Jeg troede egentlig ikke, at det var en stor ting. Jo, på papiret er det – men følelsesmæssigt var jeg med. Da jeg i går troppede op på lederens kontor og spurgte, om hun ville have en ledig plads i børnehaven. Elliot skulle meldes ud. Pr. 30/4 – og når man ikke overgår til en folkeskole, er det noget, man selv skal sørge for.

Så jeg skrev under på en blanket og undrede mig over, at lige netop den procedure ikke var blevet digitaliseret. Og hun slog hans cpr-nummer op for mig – fordi jeg har så mange børn og er dårlig til tal. Og så snakkede vi lidt om løst og fast. Og jeg gik hjem.

Og så kom den. Bekræftelsen. Pr. intra, pr. e-boks og pr. papir. Bare så jeg var helt sikker. Det skal hermed bekræftes, at Elliot Underbjerg er udmeldt.

Av. Pludselig.

Han skal væk. Om to måneder skal han væk. Væk fra det sted, som har været hans andet hjem i snart fire år. Væk fra de mennesker, der har hjulpet ham med at vokse og lære og udvikle sig. Fra en indadvendt, stille og ofte bange lille dreng – til en periodevist højtråbende, evigt fodboldspillende bulderbasse – med huller på knæene og jord under neglene. Altid med respekt for den lille dreng indeni. For det særegne, eftertænksomme, underfundige, som han også er. Altid med respekt for Elliot og for hans behov.

Mennesker, der ofte har forstået ham bedre, end jeg selv har. Som har været forudseende og evigt støttende. Som hjalp mig til at hjælpe ham gennem den lille livskrise, som det var for ham at blive storebror. Som gav mig min kærlige dreng tilbage. Som ikke synes, at det er underligt, at han ofte lægger sig for sig selv – men som kalder det sundt og godt og et udtryk for, at han kender sig selv og sine behov og begrænsninger. Og det er i høj grad deres skyld, at han gør det.

Og nu skal han væk. Og jeg kan ikke skrive det uden at tude. For selvom jeg denne gang ved nogenlunde, hvad der venter på den anden side – og at jeg sender ham hen i verdens bedste skole – så er det bare ikke det samme. Der er ikke de samme mennesker – og jeg ved sgu ikke helt om jeg kan undvære dem i hans liv.

Og nu stopper jeg. Og går ud og lægger en ny make-up.

Fuck, altså. Jeg troede at det blev nemmere for hver gang. At man blev stærkere. Men han er jo sin egen.

img_3872

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

4 kommentarer

  • Anja

    Blev lidt forvirret. Det er helt vildt, så meget Elliot ligner Hugo på det første billede. Så troede lige at du var ved at melde Hugo ud af vuggestue.. hehe, det kunne jeg ikke lige få til at gå op :P

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Haha – ja, det er ret sindssygt at se gamle billeder af Elliot. Og Sia og Elliot ligner i virkeligheden hinanden endnu mere :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Jeg må lige høre, hvad det er for en børnehave? Bor selv på Østerbro og er på udkig til min søn. Tak for en dejlig blog – elsker at følge med. Hilsen Josephine

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

sms'er fra et ægteskab #25