Dengang vi købte (og dengang vi dræbte) en guldfisk

En fed baby, en mand jeg ikke ser og utroligt mange 6-årige

IMG_3485

…-og en virkelig lang overskrift – men dagen i dag har været indholdsrig.

Først en konstatering: Hugo er tyk. Lækker, men tyk. Bastant. Havde fordoblet sin fødselsvægt da han var 2 måneder. Siden har jeg ikke fået ham vejet – og nu er han snart 5 måneder. Der ligger ikke et sundhedsplejerskebesøg før vi skriver 2016 – og med tredje barn er man ikke så bekymret. I hvert fald ikke før både barnets mormor og farfar tilfældigvis står i ens entré på samme tid – og spørger, hvad klumpen dog vejer. Det gjorde de her til formiddag. Og så trådte de skiftevis op på badevægten med og uden Hugo – og fik ham til henholdsvis 10 og 10,3 kilo. Lidt søgen på nogle statistikker viste, at 10 kilo er sådan noget, som en gennemsnitlig 1-årig vejer – og så kunne selv en afslappet tredjegangsmor blive en kende bekymret. Jeg fandt i hvert fald ud af, at sundhedsplejen havde åbent hus, lånte min mors bil og tog min tykke baby under armen. Og han var fin, sagde de. Stor og stærk og helt perfekt. Og jeg skulle bare tage det roligt. Men de ringede nu alligevel en halv time senere, for at sikre sig, at jeg tog ham til 5-måneders undersøgelse hos egen læge – for “når man vejer så meget som Hugo gør, så skal man kontrolvejes“…

Senere sendte min mand mig en sms med et spørgsmål om, om jeg egentlig ikke havde lagt mærke til, at han havde barberet sig. Tsk, det kan i hvert fald ikke have været særlig meget tænkte jeg – og bad om et billede. Fuck. Det var vildt meget. Fuldskægget er blevet trimmet voldsomt – og jeg har ingenting set. Hold nu kæft, hvor skal jeg tage mig sammen…

IMG_3472

Til eftermiddag var det Sias tur til at have hendes “spise-lege-gruppe” fra børnehaveklassen med hjemme. Fem børn, sammensat af læreren, som skiftevis skal hjem til hinanden. Kaotisk, men hyggeligt. Stræberbørnehaveklassebørn, som frivilligt sætter sig til at skrive vokaler og synge vokaltrappesangen.

IMG_3509

Stilhed – og rod – efter storm…

Følg bloggen:

Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

   

4 kommentarer

  • Henriette

    Altså, da min dreng var 9 mdr. vejede han 14(!)kg. Det gik ligesom lidt mere i stå, da han begyndte at kravle. Nu er han knap tre og vejer 18,5. Og er 1m høj. Og det hele passer fint sammen nu. Alt bortset fra. at han er mega meget større end de andre i vuggestuen ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Arh hvor vildt! Mine har også altid set ældre ud end de var. Det er ikke altid en fordel, når folk dermed forventer mere af dem. Tak fordi du læser med! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanni

    Min basse var også STOR indtil han var omkring 10 måneder. Eller det er han faktisk stadig men ikke så tyk, bare kraftig bygget som sin søster og mor og far :). Han havde en kampvægt på 4200g og 56 cm da han blev født, og allerede da han var 3 måneder brugte han str 74!!!! I tøj! Og da han var 8 måneder brugte han 86! Nu er han halvandet og bruger 92, så det udligner sig lige så stille :)

    Er sikker på det også er tilfældet for jeres dreng :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tak for din kommentar! Mine to store børn var også nogle kæmpebabyer og er i dag helt normale. Derfor var jeg heller ikke nervøs – før bedsteforældrene fik gjort mig helt befippet! :) Tak fordi du læser med!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dengang vi købte (og dengang vi dræbte) en guldfisk