Status på ferielivet - og den dejligste fødselsdag

En historie om psykisk lidelse

image

Da jeg udgav dette indlæg, fik jeg en kommentar, som rørte mig. Fra en pige, som er indlagt på en psykiatrisk afdeling og som beskrev sin lidelse så fint – og som det viste sig, at jeg har mødt. Uden at have haft den fjerneste idé om, hvad hun kæmper med.

Jeg har siden mailet med Clara – og jeg har fået lov til at dele hendes tanker, som hun på så fin en måde sætter ord på:

Mit navn er Clara, og jeg er 22 år gammel. Jeg har mørkebrunt hår og blå øjne, og udenpå ligner jeg alle andre unge mennesker. Jeg griner, snakker, har fritidsinteresser og er i gang med en videregående uddannelse. Alligevel er jeg ikke helt som alle andre, for jeg er nemlig syg – usynligt syg.  

Jeg er pt. indlagt på en psykiatrisk psykoseafdeling, da jeg har skizotypi, angst og en depression. Ordene i sig selv lyder meget voldsomme og er også  ofte meget uhåndterbare for det gængse menneske – for hvad betyder de ord egentligt? Det er nok også derfor, mange mennesker bliver nervøse, når psykiske sygdomme nævnes. De gør det ikke for at være stride, men fordi det kan være enormt svært at vide, hvordan man skal reagere, når personen, du snakker til, er syg inde i hovedet.

For jeg ér syg inde i hovedet. Det er dog ikke noget, jeg selv har valgt, og jeg ville også ønske, at jeg var rask, men jeg ved også, at jeg kommer til at leve med skizotypi og angst resten af mit liv. Jeg er til gengæld også sikker på, at jeg med tiden lærer at leve med det og lærer at håndtere det bedst muligt. Alligevel kan jeg godt forstå, hvis folks umiddelbare (og ufiltrerede) tanke er; hvorfor tager hun sig ikke bare sammen? Den tanke har jeg også ofte om mig selv, selvom jeg på nuværende tidspunkt godt ved, at det ikke bare lige handler om at ”tage sig sammen”. Det til trods kan jeg blive så frustreret og grædefærdig, når min hjerne går i baglås og lader mig synke i dybet på åbent hav uden en redningsvest.

Det er enormt svært at navigere i en verden, der er anderledes end alle andres. Jeg hører ikke stemmer, men min verden er altid i bevægelse, flyder ud, flyder sammen, bølger og skvulper og vender op og ned på alting. Jeg har svært ved at finde ud af, om min krop faktisk ér min krop, og jeg bliver i tvivl om, hvem det egentligt er, jeg ser i spejlet. De tilbagevendende spørgsmål hos mig er altid noget i retningen af; hvem er jeg? Hvor starter jeg? Hvor begynder verden, og hvor slutter den? Er det mine hænder, der skriver på tastaturet og hvorfor kan jeg ikke mærke mine arme? Hvorfor har mine fingre egenskaber efter mine negles udseende og gad vide om andre mennesker også kan flyve ud af deres krop og se sig selv udefra?

For med min sygdom opfatter jeg verden og min krop anderledes end de fleste, ligesom mit tankemønster også bryder termen for, hvad der er ”normalt”. Alligevel vil jeg bare gerne behandles normalt, hvad end det så er. For jeg er et menneske med en sindslidelse. Jeg er ikke bare en sindslidelse. Det er også derfor, jeg føler mig endnu mere skør og skæv, når sygeplejerpersonale taler (og hvisker – hold kæft hvor de hvisker) til mig, som om, jeg er ved at dø og sender mig medlidenhedsblikke, hvis blot jeg spørger om, hvor toilettet er. Jeg siger ikke dette for at kritisere nogle eller deres arbejde, for hvis der er noget, jeg ved, så er det, at de gør et stort arbejde, og jeg er uendelig taknemmelig for al deres hjælp og omsorg, når jeg selv kæmper med at forstå, hvordan verden egentligt hænger sammen. Jeg nævner det blot, fordi det kan være svært at huske, at et menneske har en sygdom, men ikke er sin sygdom, og jeg kan allerbedst lide at blive talt til som værende ligesom alle andre. Jeg bliver nervøs, utryg og usikker, hvis jeg bliver tiltalt i meget beskyttende toneleje, men jeg er også sikker på, at det er det rigtige for mange andre at blive tiltalt sådan. For vi er jo alle mennesker, og vi er sindssygt forskellige, så hvad der virker for mig, virker måske ikke for andre og omvendt, og dette viser også bare, at alle med sindslidelser er forskellige mennesker med forskellige personligheder og forskellige drømme.

Min drøm er at blive rask og at blive glad. Jeg tror på, at det engang sker, og jeg tror, at åbenhed og ærlighed er vejen frem for mig til at få det bedre. Alligevel ved jeg også, det bliver en lang kamp, for jeg har haft psykiske problemer siden, jeg var barn, og allerede som 11-årig troede jeg, at jeg blev forfulgt, og jeg kunne hele tiden høre en helikopter over mit hoved. Så psykiske sygdomme er (desværre) ikke noget, der lige forsvinder henover natten, men det er der trods alt heller ikke mange andre sygdomme, der gør.

Jeg tror på fremtiden, og jeg ønsker og håber, at jeg lærer at navigere rundt i min (nogle gange) ret skæve verden, og at jeg lærer at elske livet helt og holdent. For der er mange ting at elske og holde af, men jeg skal bare lære at se det i de tider, hvor min verden ramler. For jeg vil gerne arbejde, have en familie og huske at nyde livet. Jeg har mål og drømme ligesom alle andre, og selvom chancen for at slå igennem som forfatter måske er lavere end ved mange andre erhverv, så håber og tror jeg på, at det engang vil lykkes. Ellers vil tiden forhåbentligt bringe en masse andet godt med sig, ligesom den forhåbentligt også vil for dig, der læser med derude.  

6 kommentarer

  • Cecilie K

    Stærkt! Meget spændende og oplysende læsning. Det er ingen bedrift at være “en succes”, hvis livet ikke har givet én noget at kæmpe med – de virkeligt stærke, modige og imponerende mennesker er dem, der skal kæmpe og gør det (specielt dem, der er ramt af psykisk sygdom). Måske du skulle bruge dit åbenlyse “skrive-talent” til noget, Clara.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Hvor har du ret. Og jeg ved at Clara har ambitioner med sine skriverier – og jeg tror så meget på hende!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara Bugge

    Tak for jeres søde kommentarer, og fordi I tog jer tid til at læse mit indlæg. Og tak fordi, Cecilie har givet plads til mine skriblerier <3
    Kh Clara

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Meget fint indlæg og dejligt, at der også er plads til det på din blog. Har selv lidt af angst i mange år, men jeg gør altid meget ud af at fortælle, at det altså ikke er noget, som definerer mig som person – jeg er meget mere end det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Rørende, modigt og stærkt skrevet, Clara og tak for at give indlægget plads på din blog, Cecilie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Smukt <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status på ferielivet - og den dejligste fødselsdag