Undskyld uden noget

En kærlighedshistorie

-LOVE-love-36983825-1680-1050

De af jer, der har læst med i lang tid, kan måske huske at jeg i December kørte en “kærlighedsjulekalender”. Hver dag fra den første til den fireogtyvende udgav jeg en af jeres kærlighedshistorier, som I havde sendt til mig. Det var vildt hyggeligt – og da det blev juleaften havde jeg stadig nogle historier liggende, som jeg så begyndte at udgive hver fredag. Indtil jeg løb tør. 

Nu er det blevet sommer – eller det er det i hvert fald lige om lidt – og der er sket det fantastiske, at der er landet en helt fantastisk kærlighedshistorie i min mailbox. Den er skrevet af Sophie, som lige er blevet færdig som journalist og som i December interviewede mig til hendes afsluttende opgave, der blandt andet handlede om bloggere. Hun fortalte mig godt dengang, at hun havde en god historie, men jeg fik aldrig overtalt hende til at give mig den. Og pludselig – et halvt år senere – fik jeg en mail.

Her er Sophies fine historie, som var skyld i at jeg lå og småhylede i min seng, da jeg læste den onsdag aften:

“Det er da altid noget, at ham den anden praktikant ikke er en, man har lyst til at være sammen med,” sagde jeg til min veninde og roomie Ida efter første dag som journalistpraktikant.

Jeg var lige fyldt 22 år og med undtagelse af et kort forhold, havde jeg været single i seks år.

Jeg havde det fantastisk. Endelig var jeg kommet til Købehavn. Væk fra Aarhus, væk fra Journalisthøjskolen – over til mine venner og min største drøm: At bo I København. At være single var ikke noget, jeg gik op i, at jeg var. Jeg havde været det længe og nød bare livet sammen med alle mine venner, som også var singler.

Ikke særlig lang tid efter jeg startede som praktikant, skete der noget, som jeg senere skulle fortryde bittert. Der var fest på arbejdspladsen, og jeg var blevet taget så godt imod af alle mine søde kolleger.

Ham den sympatiske, men ellers ret uinteressante praktikant, viste nye sider af sig selv. Måske var han ikke helt så sød og ordentlig, som jeg havde beskrevet overfor Ida. Var han i virkeligheden ret fræk? Og hvorfor flirtede vi så meget? Som aftenen gik blev han mere og mere charmerende, og jeg håbede i mit stille sind, at det var alkoholen, der talte, for han var lige kommet ud af et langt forhold, og jeg vidste, at det var farligt at blive interesseret i ham.

Da festen var slut og de fleste dampet af, sagde vi farvel. Jeg skulle til at gå og var SÅ ærgerlig over, at han ikke kyssede mig. Det brændte i hele min krop, og det blev kun vildere, da han endelig tog om mig og gav mig det bedste kys, jeg nogensinde havde fået.

SHIT, tænkte jeg. Nej, nej, nej, nu bliver jeg forelsket. Jeg kan ikke styre det. Vi var pisse fulde, men jeg kiggede ham flere gange strengt i øjnene og formanede ham om, at vi stadig skulle være venner på arbejdspladsen, og at det IKKE måtte blive akavet. (Vi sad på kontor sammen!).

Nu er det ikke første gang i mit liv, at jeg er blevet forelsket. Jeg kan gå i to år, se masser af fyre og føle absolut ingenting. Desværre vidste jeg godt, at jeg nu var ramt. Næste dag brugte jeg på at have tømmermænd og være i drømmeland. Hvordan kunne han kysse SÅ godt?

Drøm blev dog hurtigt til virkelighed, og hver dag sad jeg og så på den anden praktikant – Kristoffer. Jeg VIDSTE, at vi var perfekte sammen. Han var høj på singlelivet, og til tider pisse irriterende, men han kunne ikke skjule sin enorme hjælpsomhed, sin empati, charme og underspillede, sarkastiske humor.

Cirka en måned efter vi havde været sammen første gang skulle vi til en fest på Journalisthøjskolen i Aarhus. Jeg havde ét mål, og det var at være sammen med ham. Jeg var så forelsket og helt rundt på gulvet, at jeg ikke kunne kigge ham i øjnene, når han gik forbi, på trods af, at vi brugte tid sammen hver eneste dag på arbejde.

“Du bliver sgu nødt til at skjule det lidt bedre, Sophie”, sagde Ida. “Du ser helt vild ud, når du kigger på ham.” Så jeg drak mig pisse stiv. Jeg nåede dog at kysse med ham, inden jeg brækkede mig ud over toilettet og inden jeg faldt i søvn ude på gangen. Når jeg ikke sov eller kastede op, så holdt jeg øje med ham, og det var fandeme lidt af en prøvelse. Manden var i sit es, og Ida fortalte mig, at hun ude på toilettet havde hørt fem piger sige: “Ejj, Kristoffer er blevet single! Men man kan ikke være sammen med ham i aften, for han har allerede kysset med en eller anden mega grim en.”

FEDT. Aftenen endte med, at jeg sad på en stol og kiggede på Kristoffer, som omgivet af piger dansede rundt. Han kom hen og aede mig på armen og spurgte, om jeg var okay, men jeg nåede ikke at svare, før en mørkhåret pige trak i ham og sagde: “Kom, der er en taxa til byen nu.”

Jeg tog hjem, brækkede mig 4 gange mere, græd og ringede næste dag til min far. “Hvad gør jeg?! Jeg er så forelsket. Og han er SÅ ligeglad. Jeg KAN ikke glemme ham nogensinde.” Min far beroligede mig i over en time – forsøgte at snakke fornuft og forklare mig om nødvendigheden af at være alene efter et langt forhold. Det hjalp lidt, men jeg var stadig fuldstændig færdig, og tanken om at jeg skulle se ham igen om mandagen gjorde mig dårlig.

Hvis Kristoffer synes, jeg havde været en anelse kikset til festen, så var det ikke noget han lod mig høre for. Kort efter begyndte vi at træne sammen i det fitnesscenter, som hørte til arbejdspladsen. Vi fik da trænet lidt, men det meste af tiden gik med at holde øje med hinanden.

Vi trænede altid på måtte sammen til sidst, hvor vi fandt på, at den ene jo lige kunne se på den anden, så vi var sikre på at øvelserne blev udført korrekt. Det var helt til grin – for det gik kun ud på at bruge tid sammen og tjekke hinanden ud. Vi begyndte at ses – cirka en gang om ugen efter træning, og selvom det sikkert ikke gjorde forelskelsen mindre, så kunne jeg ikke sige nej. Jeg fik i det mindste et ugentligt fix.

Arbejdsdagene var dejlige, for der brugte jeg tid med Kristoffer og skrev mails til Ida om, hvor skøn han var. Ind i mellem måtte jeg dog proppe musik i ørene og gå en tur, når det overvældede mig, at han ikke var min og måske aldrig blev det.

Aftenerne brugte jeg sammen med Ida. Vi sad på trappen ned til den kælder, vi boede i og drak whisky og røg cigaretter. “Tror du, det er sundt for dig, at I træner sammen og ses,?” spurgte hun. “Det her er det sværeste, jeg nogensinde er gået igennem, men hvis han en dag skal blive min, er jeg nødt til at holde strategien,” forklarede jeg hende.

Så jeg fortsatte. I 4 måneder spiste vi frokost sammen hver dag på arbejde, hentede kaffe sammen, trænede og havde sex en gang om ugen. Jeg havde forsikret ham om, at der heller ikke var mere i det for mig, så vi skulle da endelig bare fortsætte. Jeg grinede af hans historier om damer og drukture, og tog selv på Tinderdates for at bevise overfor ham hvor ligeglad, jeg var. Når det blev fredag græd jeg – der var tre dage til jeg skulle se ham igen, og jeg vidste, at han skulle bruge sine weekend på byture.

En aften hjemme hos mig, kunne jeg mærke en forskel hos Kristoffer. Vi havde det altid godt sammen, men pludselig var han mere interesseret, end han plejede. Han ville vide alt muligt om mig, han nussede mig og kiggede anderledes på mig. Jeg var helt høj, så jeg løb ud på badeværelset til Ida.

“Der er sket et gennembrud. Jeg tror, han er ved at overgive sig.”

Samtidig kunne jeg mærke, at jeg snart ikke kunne mere. Det var SÅ pisse, fucking, vanvittigt hårdt at spille komedie hver dag, og jeg havde oven i købet fået en konkurrent på arbejde, som OGSÅ ville have ham, jeg synes, skulle være min mand.

Så efter mange overvejelser satte jeg mig ned og skrev en besked til ham på Facebook. “Hvis det vi har er ingenting, er det ikke meningen, jeg skal tænke på dig. Hvis det, vi har, er mere end det, er det meningen at der skal være middage, biografture og ubetinget glæde. Vi kan ikke tale sammen mere – heller ikke på arbejde. Jeg må have fred. Hvad end vi havde – jeg vil savne dig.”

Det var en lettelse. Så befriende at have fortalt bare en brøkdel af, hvad jeg følte. Det holdt dog ikke helt, det med ikke at snakke sammen. Der var stadig frokoster og fredagsbare, men jeg kunne mærke, at Kristoffer ændrede sig. Pludselig havde han svært ved at kigge på mig, og jeg tror ikke, han brød sig om, når jeg tilfældigvis lige fik smidt en kommentar om en tinderdate.

Cirka en måned efter min ‘farvel-facebook-besked’ fik jeg en mail på arbejde fra ham. Om vi skulle gå en tur? Jeg var helt rolig – den måde, han havde smilet til mig på til redaktionsmødet, fortalte mig, hvad han ville sige.

“Om jeg stadig ville ham – sådan rigtigt?  Vi kunne jo starte med en tur i biografen?”. Han var afklaret, han var forelsket og ville gerne vinke farvel til singlelivet.

Efter det brugte vi alt vores fritid sammen, tog på en fantastisk rejse til Østeuropa og flyttede sammen.

I dag er der gået 2 år og tre måneder, en positiv graviditetstest og en flytning til Bornholm siden biografturen. Vi har tit grinet af, hvor strategisk jeg var, og hvor lidt han havde fattet. Jeg griner ikke helt så meget, når jeg tænker på, hvor hårdt det var, men jeg er mere end taknemlig for, at han har gjort mig lykkelig hver dag lige siden.

Jeg kan afsløre at Sophie lige har startet sin egen blog – nemlig Spiralbaby. Og så kan I jo selv prøve at gætte hvordan hun blev gravid – eller besøge hendes blog og få svaret! Jeg vil i hvert fald følge med hos hende fremover – for hun skriver så fedt og er så dejligt selvironisk og nede på jorden.

Og – hvis der sidder nogle derude, der har fået lyst til at dele deres egen kærlighedhistorie, så tøv endelig ikke med at sende den til mig på tregodegrunde@gmail.com – det er så hyggeligt!

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Undskyld uden noget