Et radiointerview og farvel Langkawi

En sejltur fra helvede

img_9223

Nogle gange sker det, at forventninger og virkelighed ikke stemmer overens. Jeg havde eksempelvis forventet, at børn var sådan nogle, der sov til minimum 7. At jeg ville føle mig voksen som 29-årig – og at graviditetskilo var sådan noget, man “ammede af”. Det kan ske. Der er ikke altid lighedstegn mellem det, man tror og det, der sker.

Dog har jeg aldrig i mit liv oplevet så voldsom en kontrast imellem det forventede og det faktiske, som jeg oplevede i dag.

Vi skulle sejle fra Langkawi til Penang. To malaysiske øer tæt ved den Thailandske sydkyst. Beliggende i det smukkeste ø-landskab, hvor der skyder klippe-øer og Robinsonlignende settings op overalt i det azurblå hav. Her er så pænt, at man næsten ikke fatter det. En sejltur fra det ene tropeparadis til det andet, måtte være noget nær det smukkeste, man kunne opleve. Som menneske i verden. Jeg skulle bare stå på dækket og betragte og suge ind. Imens mine børn legede rundt og min mand hentede kaffe eller is til mig i den butik, der selvfølgelig ville befinde sig på en færge, der sejlede 3-timers ture.

Jeg glædede mig. Det troede jeg også, at min mand gjorde. Han undlod bare at fortælle mig, at han i går havde googlet turen og læst voldsomme beretninger, advarsler og “jeg gør det aldrig igen” gange mange (læs eksempelvis denne – den er fandeme sjov!).

Nu ved jeg hvorfor. Færgen var ikke en færge. Der var i hvert fald ikke plads til en eneste bil og der blev ikke solgt så meget som en halv liter vand. Vi blev stuvet sammen på det nederste dæk. Vist nok halvt under vandoverfladen. På passagersæder, der mest mindede om dem i et udenlandsk tog. På rækker af fem. Med ganske højt placerede vinduer. På tv-skærmen på væggen kørte noget meget lidt børnevenligt. Railroad Tigers. Noget med kinesere, der bankede hinanden med hamre. Kig ud af vinduerne, unger. Hvis I kan se derop.

Og så sejlede vi. Og de første ti minutter var stille og rolige. Og pludselig gik det amok. Bølgerne var kæmpestore og vi sejlede direkte imod dem – med det resultat, at skibet væltede fra side til side. Jeg har faktisk sejlet meget som barn og mange af min barndoms sommerferier foregik på et skib – men jeg har aldrig i mit liv oplevet så voldsom bølgegang og så vild gyngen. Sia, som har tendens til køresyge kiggede på mig – kridhvid i hovedet imens hun proklamerede, at hun havde det dårligt. Jeg stjal en pose fra en af skibets få skraldespande, forsikrede hende om, at det var OK, hvis hun skulle brække sig – og beordrede hende til at kigge på en af øerne i horisonten.

Der gik en times tid – hvor hun flere gange bad om posen, for at droppe det igen – og hvor jeg selv fik det værre og værre. Min søster vendte sig om, kiggede på os og sagde nonchalant, at hun da havde noget kvalmestillende med. Nå men skide meget ja tak! Jeg slugte en hel og knækkede en anden mellem tænderne, så Sia kunne få en halv. Og jeg ved ikke om de bare virkede hurtigt eller om vi troede det, men vi fik det faktisk bedre.

Og så begyndte det. Folk bagved os, foran os og til højre og til venstre begyndte at kaste op. En ubeskrivelig stank bredte sig – og min søster begyndte ivrigt at smøre sin roll-on parfume på alle vores håndled. For sådan en havde hun selvfølgelig også med. Velforberedt type. Sia sniffede voldsomt til parfumen og vi prøvede febrilsk at ignorere de mange høje lyde af mennesker, der overgav sig.

Jeg vil ikke fortælle, hvordan toiletterne så ud, da jeg besluttede mig for, at var nødt til at tisse. Jeg vil bare fortælle, at det var jeg så ikke nødt til alligevel. Til gengæld vil jeg fortælle, at der var en rigtig fin og tom førstesal på skibet. Hvor luften ikke var så varm og så tæt af opkast og hvor man faktisk kunne se ud af vinduerne. Og jeg vil fortælle, hvad vagten sagde, da vi med vores tusinde blege børn plæderede for et par pladser deroppe. “The president is up there”.

Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, at en eneste præsident i verden ville indfinde sig på det skib. Og jeg gør det ved gud heller aldrig igen. Men hey, vi er fremme. Vi bor på 28. etage med verdens flotteste havudsigt og alt er godt.

Vi overlevede.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

10 kommentarer

  • Hanne

    Puuuuh, for en tur. Man tror aldrig det ender, vel?🙈
    Jeg var på en lignende tur for mange år tilbage; vi skulle sejle fra x til Zanzibar, en sejltur på vistnok også 3 timer. Det var de længste timer i mit liv, og jeg har alligevel tilbragt en del timer i fødende tilstand😮
    Da staff gik rundt og delte poser ud, flygtede jeg ud på dækket og “nøjedes” med at se på dem, der kom ud for at kaste op ud over rælingen. Eller, jeg kiggede væk!
    Jeg blev ikke selv søsyg, men min daværende kæreste kæmpede tappert mod søsygen.
    Da vi skulle samme vej tilbage tog jeg en søsyge pille i håb om, at den kunne slå mig ud, så jeg i det mindste kunne sove fra mareridtet. Pillen var så bare længe om at virke; så istedet for at sove på færgen blev jeg umådeligt træt, en time efter vi kom frem og måtte sove hen over et cafebord 🙄🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Jeg bliver nød til at spørge…
    Skal i sammen ‘vej’ tilbage?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Glerup Kristensen

    Åh.skræk og gru! Jeg har været med præcis samme færge

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Cecilie

    Du har lige beskrevet mit værste mareridt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh gud jeg havde en lignende tur i Vietnam for snart mange år siden – det kom lige væltende tilbage i hoved på mig da jeg læste din historie. Håber resten af ferien går mere smooth ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Stakkels dig! Det satser jeg på – og heldigvis flyver vi videre! 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Pyha, sikke en tur!!! Godt I er fremme og nu kan nyde ferien igen.
    Jeg drømte om dig i nat, ja bare kald mig stalker… 😂 jeg var med jer på ferie og din storetå var helt i orden igen. I var (selvfølgelig) en skøn og sød familie at være på ferie med.
    Når man ikke selv skal på ferie, må man jo nyde andres 😂
    God ferie til jer, og endnu en gang tak for en skøn og ærlig blog.
    Kh Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Haha – det er fandeme sødt! Jeg er meget beæret over at være en del af dine drømme 😊😘

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et radiointerview og farvel Langkawi