Ugen der gik #34 (med virkelighed, sommerhus og Musikquizzen)

Er jeg for modig? Tanker om (ikke) at pakke sine børn ind i vat…

image

Vi var i Tivoli i dag. Vi havde prøvet et par forlystelser og jeg gik ned for at tisse med de to store, imens Thor gik rundt med Hugo, som sov i sin klapvogn.

Toiletterne ved siden af Den flyvende kuffert, I ved. Hvor man går ned ad en trappe og derefter går til venstre for at komme ned til dametoiletterne og til højre for at komme ned på herretoiletterne. Sia pegede på skiltningen og sagde til Elliot, at han skulle gå til højre. Jeg rettede hende og sagde, at han bare skulle gå med os. Men det ville han ikke. Han ville ned på herretoilettet alene og jeg gav ham lov. Og ligeså snart han slap min hånd og strøg ned ad trapperne, blev jeg i tvivl. Jeg har aldrig tisset så hurtigt og tog mig ikke tid til at tørre mine hænder, for jeg ville være færdig før Elliot og stå og vente på ham, hvor vores veje havde skiltes et par minutter inden.

Og vi ventede. I hvad der føltes som adskillige lange, lange minutter. Og så kom min lille dreng ud og op ad trapperne. Han fortalte mig, at han havde haft lidt svært ved at låse døren op, som han havde låst “fordi ingen andre måtte komme ind”. Og jeg fik så ondt i maven og blev så træt af mig selv – lige indtil jeg så lyset i hans øjne, da han fortalte mig, at han havde fået lirket låsen op ved at bruge sine kræfter – og at han ville finde sin far og fortælle at han selv havde været på “drengetoilettet”.

Jeg er måske lidt modig på mine børns vegne – sådan generelt. Jeg vil ikke pakke dem ind i vat og vil gerne vise dem tillid, når de beder om den. Jeg lader også engang imellem Sia være alene hjemme i 5 minutter ad gangen – hvis jeg skal over i bageren på den anden side af vejen eller over og hente Elliot i børnehaven med Hugo. Og det bliver jeg også gang på gang i tvivl om, hvorvidt er forsvarligt – for hvad hvis der sker noget?

Men det gør der jo ikke – hun sidder bomstille i sofaen med sin iPad fra vi går til vi kommer tilbage og jeg stoler på hende. Ellers ville jeg jo ikke lade hende gøre det. Men jeg “tør” alligevel ikke rigtig fortælle folk, at jeg gør det. Og nu fortæller jeg det så til jer allesammen alligevel. For at høre, hvad I tænker?

Synes I, at jeg er for modig? Og vil I helst pakke jeres børn ind eller lade dem prøve selv?

18 kommentarer

  • High five til dig. Jeg vil også forsøge ikke at pakke mine børn ind i vat og vise dem tillid og ansvar. Min mor har altid fortalt om alt hvad der var farlig og kunne gå galt og det sætter sig sgu i en.. Så thumps up til dig – håber jeg har nerver og mod til at gøre dig kunsten efter en gang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du får så stærkere og klogere børn af ikke pakke dem ind i vat, så high five herfra! :-) knus frk. Næsten-pædagogiskassistent

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Tænker det er en mavefornemmelse ang. det enkelte barn. Jeg lader min den store fornuftige smutte hjem til veninderne i en radius af 1.5 km hun har ingen telefon og får det heller ikke hun er kun 7år. Hun har været alene hjemme siden hun var 4-5 pr i op til en halvtime af gangen. For hun kan godt. Den lille på 4år vil jeg nok være mere betænkelig ved, da hun er hurtiger til at glemme. Men man læser jo sit barn. Kan sige pga mit arbejde, folk er alt for overbeskytende hvad der ang. deres børn. Hvad er pisse irriterende. Og de fatter ikke hvad for bjørnetjenester de gør for deres børn.
    Godt du lader dine afprøve deres grænser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jean

    Hej.. Jeg synes det er så svært at afgøre hvornår de må det ene og det andet. Det kommer også meget an på hvilket barn det er. Der er forskel på modenhed o.s.v. Jeg synes egentlig det er okay at lade en 6 årig være alene i fem min. Jeg tænker mere, har hun nogen hun kan gå til hvis ,guder forbyde det, der skulle ske noget med dig på vej over til børnehaven…😬? Tak for en god blog..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Mine skønne unger (10 og 12) har været alene hjemme i længere intervaller (op til et par timer) med en mobiltelefon siden de var 6 og 8. Det skal lige siges at de hele tiden selv har været helt trygge ved det, det har hele tiden været på deres præmisser. I starten var vi aldrig langt væk, i Bilka eller da vi satte nyt hus i stand i samme by, men andet kvarter. De har hele vejen selv sat tempoet, men de er meget trygge og jeg har vænnet mig til ikke at være pyllermor-bekymret hele tiden 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Mine to drenge på 8 og 10 har for nyligt fået lov til at cykle alene hjem fra skole – og være hjemme lidt før der kommer voksne hjem. Jeg stoler 100% på dem, men tanken om, at der kunne ske mig noget, ligger jo et eller andet sted i baghovedet. I forhold til at måtte gøre “vilde” ting, så forsøger jeg at holde mig i skindet når de balancerer, klatrer, hopper osv. Jeg prøver at sætte det lidt i perspektiv ved at tænke på hvad jeg selv kastede mig ud i som barn. Når ens bedste ven bor på en gård, så får man bare prøvet nogle ting som ville give forældre (mere) gråt hår, hvis de vidste det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg egentlig er lidt halv-pylret. Tror jeg er det mest med den mindste. Men nu er vi (endelig) kommet dertil hvor de selv kan gå hjem fra skole (sammen – den mindste må ikke alene). Og være alene hjemme op til en time (igen mest den ældste). Men det var en svær overgang. Nok mest for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pyha, jeg bliver helt nervøs ved tanken. Men mit ældste barn er også kun knap tre år… Så behøver man ikke at tage stilling til den slags endnu, vel? Vel? Lidt i samme boldgade; vi bor i USA og min fornemmelse er, at her er forældrene virkeligt meget “på” børnene konstant. Der er ikke så meget med bare at lade ungerne lege og så håbe det bedste. Det er meget med at være der hele tiden og guide legen (okay, det er også svært når alle børnene er i “MIN!”-alderen, men alligevel.) Igår luftede min mand nogle tanker omkring det for forældrene til en ny legekammerat og faren havde et virkeligt godt svar: “Yeah man! People forget they are not raising children, they are raising adults!” Og det er jo dét jeg gerne vil prøve at huske. Hvad er det for nogle voksne der skal komme ud af de her unger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Godt indlæg – der lige ramte plet på mine mor bekymringer, så derfor får du lige et par ord med på vejen herfra. Min søn på 6 får efter meget plagen og forsikringer om, at han absolut er stor nok – lov at være alene hjemme en halv times tid af gangen, når jeg feks henter hans små søskende eller handler ind. Jeg har haft samme overvejelse som Nønne mht, at hvad nu hvis der sker MIG noget. Vi bor på landet, så der er ingen naboer at kontakte, men vi har fundet en aflagt telefon frem, købt et taletidskort og øvet os meget i, hvordan man ringer op til far og bedsteforældre ( der ofte kun er 10 min væk) så på den måde er jeg tryg nok ved situationen. Men for dælen altså, hvor kan de børn skabe mange bekymringer. Jeg prøver virkelig også at undgå at pakke dem ind i vat – men det er godt nok svært nogle gange.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Så er du sgu endnu mere modig end mig! Jeg havde tænkt, at jeg først ville turde lade Sia være alene så længe, når hun fik sin egen telefon – men det er da en god idé med en gammel telefon med taletidskort! Det må jeg overveje om jeg tør ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Jeg ville ønsker jeg var mere modig mor! :) Jeg pylrer ikke om min søn når det kommer til at klatre i træer og den slags, men at lade ham være ude at lege alene og den slags, åh det er svært.. Jeg synes det er sejt du er modig på dine børns vegne, håber jeg kan bliver bedre og bedre til det også :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg synes du gør det helt rigtige, at vise sine børn tillid og lade den klare nogle udfordringer selv er den største gave, ud over nærvær, man kan give sine børn. Det er så vigtigt at de får mulighed for at vokse med opgaven og jeg tror at hvis de ikke må noget selv før de er teenagere og så pludselig må det hele selv, så mangler de at gøre sig nogle værdigfulde erfaringer undervejs. Jeg er selv ret modig på mine børns vejne, min store dreng på 10 er lige begyndt at cykle i den københavnske trafik selv, og selv om min overbevisning siger mig at det kan han godt, ja så er det med is i maven hver gang :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak! Jeg tror at du har helt ret – jeg fik også selv lov til mange ting som barn, og jeg tror at det har gjort mig selvstændig og givet mig en god grund-tro på egne evner :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nønne Maalø Larsen

    Jeg følger ikke så meget med herinde, så ved ikke præcis, hvor gamle dine store børn er, men Sia ser ud til ca. at være på alder med min den store.
    Kunne hun være alene hjemme? Ork ja da! Det ville ikke bekymre mig (ret meget). Men hvad hvis der skete mig noget, mens jeg var væk? Hvis jeg lovede hende at være tilbage 20 min senere, men kørte galt på vejen? Så ville hun ikke længere kunne håndtere situationen – så derfor er hun ikke alene hjemme endnu😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Sia er 6 :) Jeg ville heller ikke turde lade hende være alene i længere tid end 5-10 minutter og ikke hvis jeg skulle ud og køre – det tør jeg først når hun får en telefon og jeg ved, at hun ville vide hvad hun skulle gøre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Tumbs up! Jeg synes du er sej og kender bare følelsen ALT for godt. Men jeg tror du gør det helt rigtige. For 4 mdr fik min ældste datter på 4 konstateret T1 diabetes og hun vil gerne ud og lege som hun er vant til uden mor, det har taget tid men selvfølgelig skal hun det selvom jeg skal mande mig meget op for ikke at ringe til den anden mor hvert 5 min for at høre hvordan det går! Vi skal huske de på et tidspunkt forhåbentligvis skal klare sig selv :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak. Og hvor er jeg ked af at høre, at I skal kæmpe med sygdom. Kan godt forestille mig, at det må gøre en ekstrabekymret, så det er fandeme sejt, at du insisterer på at hun skal have de samme muligheder som alle de andre børn! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #34 (med virkelighed, sommerhus og Musikquizzen)