Hjemkomst, skoldkopper og udsigt til forår

Fredag aften og uambitiøst nærvær

Fredag aften. Har tændt stearinlysene og Disneysjov og fyldt slik i ungernes skåle. Det er weekend. De to uger med fridage er fløjet forbi. Den første fuld af aftaler og gøremål – den sidste en slags indespærret i lejligheden med skoldkopperamt 2-årig. På mandag indfinder jeg mig på skolebænken – for første gang i mere end syv måneder – og tager hul på det sidste semester. Vildt. Sindssygt og sindssygt fedt.

Havde et slags klarsyn tidligere i dag. Gik ind til Elliot, der sparkede en fodbold rundt på legeværelset. Det er sådan, han rydder op i sit hoved, tror jeg. Sparker til en bold i timevis – imens han skiftevis agerer kommentator på sin egen enmandskamp – og er stille. Jeg tog ti straffespark på ham – og scorede nul gange – og så tog jeg ham op til mig. Og krammede ham. Han er et følsomt væsen, men han er ikke sådan en, der forlanger nærhed eller beder om det. Så man skal selv hælde på ham. Og i dag kunne jeg mærke, at det var tiltrængt. Han sad ligesom fast på mig og ville ikke ned igen – så for at skåne min ryg og forlænge momentet, tog jeg ham med ind i soveværelset, hvor vi lagde os på sengen. Og i en halv time fik jeg lov til at være helt tæt på ham – imens vi snakkede, fortalte, grinede og pjattede.

Det var så forfærdeligt dejligt og hyggeligt – og så kom jeg i tanke om alle de gange, jeg har tilbragt timer med 0-, 1- og 2-årige i den seng i løbet af mine barsler. Jeg lagde mig ofte derind i løbet af dagen – fordi de nød det og fordi det var nemt og roligt. Men jeg nød det ikke. Jeg nød det ikke fordi jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke gjorde noget andet med min baby. Noget mere. At jeg var så pinligt uambitiøs, at jeg bare lod dagene forsvinde i dobbeltsengen. I stedet for at stimulere mit barn på et legetæppe eller gå en tur med barnevognen.

Og hold nu kæft, hvor er det åndssvagt. Jeg fik helt ondt af den dér unge, usikre mor, der var mig. Blev så ked af, at jeg havde været så hård ved mig selv. Og imens jeg roste mig selv for at være nået langt siden dengang og for at hvile mere i mit moderskab, stod det pludselig også meget klart, at jeg langt fra er i mål. Jeg har jo stadig dårlig samvittighed. Tæt på konstant og over det ene og det andet. Over for meget iPad, for lidt fuldkorn og for lidt højtlæsning. Jeg kan og skal slappe endnu mere af. Stole endnu mere på mig selv og mine valg. For jeg er en pissegod mor og jeg har pisseglade børn og måske må det hele gerne være en lillesmule uambitiøst og afslappet. Måske skal det netop være det.

God weekend!

154c4ff4-c4b2-4167-a6e1-2a72d848979f

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

4 kommentarer

  • Elisabeth

    Så fint skrevet. Det er der stjernestunderne gemmer sig. Der hvor man lader alt andet ligge midt i kaosset, to-do’s, madpakker mm.
    Bedste hilsner fra en pissegod mor til en anden pissegod mor 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • DorteS

    Åh, du ramte mig der! Uambitiøst nærvær skal være mit nye dogme. Tak, du har reddet min dag. På alle måder. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et fint og reflekterende indlæg, Cecilie! Det rammer spot on. Jeg udgav selv et indlæg om min og min søns “uambitiøse barsel” for nogle dage siden. Jeg ser alle vegne alverdens planlagte aktiviteter og ugentlige barselshold, morbaby-træning, sansehold, babymotorik, salmesang, babysvømning og så videre. Det virker som om, det er mere “smart” at være en mor der kan overskue tusindvis af tilmeldte aktiviteter – og det er så fint hvis man trives sådan, men jeg gør ikke. Jeg har valgt det hele fra. Bevidst. Og så dobbeltsengen, ro og spontanitet til. Når vi har lyst. Jeg bliver så stresset, og min baby ditto, hvis vi har for meget på programmet. Det er okay at hvile i, bare at være en mor. Ikke en speltmor, en tusindaktiviteter om ugen-mor eller en mødregruppe-mor. Bare en uambitiøs og afslappet mor, der tager alting i eget tempo. Faktisk bare en mor.
    God weekend <3
    http://www.carolineejacobsen.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Hvor er det godt skrevet, Cecilie. Du er nemlig en fantastisk mor!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemkomst, skoldkopper og udsigt til forår