En halv grad for varm

Frisk timian, andre ting jeg ikke forstår – og mødet med min indre madblogger

I går eftermiddags smurte jeg noget læbestift i ansigtet, vinkede farvel til mand og børn og cyklede mod Islands Brygge. Jeg var inviteret til et event, hvor jeg skulle inspireres til at lave lækre julefrokostretter – sammen med en håndfuld andre bloggere.

Og lad mig nu bare sige det, som det er: jeg er ikke just madblogger. Mange af de andre deltagere var madbloggere. Det er jeg ikke. Jovist, jeg lægger da en opskrift op i ny og næ – men det er fandeme aldrig mig selv, der har opfundet den dybe tallerken eller det, der ligger på den. Jeg følger opskrifter slavisk – og når jeg så har lavet en ret så tilpas mange gange, at jeg har fået sat mit personlige præg på den (læs: tilføjet en ingrediens og udelukket skråstreg skuet ned for en anden), så føler jeg mig i min gode ret til at dele min version. I må for guds skyld ikke tro, at det er mig, der er den kreative.

Det er Maria Vestergaard til gengæld. Madbloggeren (og den medicinstuderende, instagrammende mor i øvrigt) var vært for eventet og havde fået til opgave at lege tv-køkken. Og hun var fandeme god til det. Og hun var så afsindigt sød og sjov, at man ikke skulle tro, at det var muligt, når man samtidig er klog og pæn og god til at lave mad.

Til gengæld sagde hun en masse ting, som jeg simpelthen ikke forstod!

“Jeg kan godt lide at servere en lille appetizer for mine gæster, inden selve middagen”

“Så rører man den bare op med lidt salt, peber og frisk timian”

og “Det her er faktisk ikke engang særligt fancy”…

Jeg har aldrig i mit liv været så meget som i nærheden af at overveje, at kreere en appetizer for mine gæster. De skal føle sig heldige, hvis jeg overhovedet laver middagen selv. Frisk timian er i min verden ikke bare noget, man lige rører op med noget andet. Det er for eksempel ikke noget, som nogensinde befinder sig i mit køkken. Og jo, det var specielt fancy – dét, som søde, sjove og dygtige Maria Vestergaard kreerede. Det var det sgu! Det var pølseskiver, som hun formede som små roser og det var en anden slags pølse, som hun rullede rundt om noget smøreost, som hun bare havde rørt op med føromtalte krydderurt (og nå ja – sennep og salt og peber). Og det var en løgkompot, som bare var kogt ind med æblecidereddike (igen et produkt, der aldrig har fundet vej til mit primitive køkken), brun farin og kanel.

Og imens jeg sad dér og betragtede fænomenet “madblogger” – og blev enig med mig selv om, at jeg ganske enkelt bare ikke besad den kreativitet og ubesværethed, som der kræves – så satte Maria en konkurrence i gang. Vi skulle – i hold af to – selv finde på en kreativ julefrokostanretning. Med udgangspunkt i det pålæg, som var omdrejningspunktet for eventet. Men ellers med helt frie tøjler – og et bord, der bugnede af krydderurter, smøreoste, sennep, øl, appelsiner med nelliker, mayo og diverse eddiker. Og alt muligt andet.

Fuck! Det var jo lige præcis det, som jeg netop var blevet enig med mig selv om, at jeg ikke kunne finde ud af. Denne konkurrence krævede lige præcis de evner, jeg for et splitsekund siden havde affundet mig med, at jeg ikke besad. Og til sidst skulle alle anretningerne sættes op på et bord og sammenlignes og smages og bedømmes. Rend mig. Cecilie, hvad laver du egentlig til et madevent, din uduelige, uopfindsomme blogger?

Og så skete der noget mærkeligt. Min holdkammerat (som altså heller ikke ligefrem er madblogger) og jeg blev pludselig ramt af et eller andet udefinerbart. Et konkurrence-gen, måske. Vi begyndte i al fald at idéudvikle, så man skulle tro, at vi var børn af Claus Meyer. Vi tændte ovnen – og vi rørte saftsuseme alle mulige krydderurter op i alle mulige smøreoste og sennepper. Og vi fyldte både af peberfugter med vores oprørte creme og vi foldede pølseskiver på pæne måder og vi gav det hele en tur i ovnen. Og så skar vi rugbrød i stænger og marinerede dem i øl og i appelsinsaft og i olie. Og grillede dem. Og vi lagde det hele på en bund af salat og med en appelsinbåd on the side – og placerede stolt vores kreation på dommerbordet. Masterchef, I ringer bare!

Og Maria smagte på alle retterne. En efter en. Og sagde diplomatisk “mhmm” til dem allesammen. Og så skulle hun udråbe en vinder. Og jeg var pludselig fuldstændig overbevist om, at det selvfølgelig var os. Det kunne ganske enkelt ikke være andre end os.

“Og vinderne er…”

Tavshed.

Spænding.

Nogle madbloggere! Som havde haft “en god fornemmelse for at sammensætte smage“, sagde hun sgu. Som om øl og appelsin ikke passer sammen med timian og sennep?!

Men vi fik en andenplads. Og endnu vigtigere fik jeg faktisk en lyst til at eksperimentere i mit faldefærdige køkken. Sådan helt seriøst!

img_2398

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En halv grad for varm