Ugen der gik #66 (jule-edition)

“George Michael er død” – og hvad sker der så?

georgemichael51

George Micheal er død!” sagde Thor i nat. Vi havde set alt for mange afsnit af “The Affair” og var kommet alt for sent i seng. Men nu lå vi der. I mørket – oplyst af skæret fra Thors telefon. Thors telefon, som gav ham nyheden. At George Michael var død.

I 2009 døde Michael Jackson. Jeg var gravid med Sia – den junimorgen for mere end syv år siden, hvor jeg fik nyheden på samme værelse, som jeg i går modtog nyheden om en anden stjernes bortgang. Dengang var det bare Thors drengeværelse i den lejlighed, som han delte med nogle venner. I dag er det vores soveværelse – 7,5 år og tre børn senere. Vi var lige stået op – den junimorgen. Og vi skulle til Paris. Og jeg blev ked af det.

Siden har mange superstjerner forladt os. Prince, Bowie og Cohen. Blandt andet. Stjerner, som jeg godt kendte – og jeg syntes selvfølgelig, at det var trist, at de forlod os. Trist. Ikke mere end det. Og Instagram flød over hver eneste gang. Og jeg tænkte i mit stille, mildt fordømmende sind, at det da var utroligt hvordan alle pludselig blev superfans.

Så kommer de sociale medier til at flyde over med billeder og “rest in peace” i morgen”, sagde jeg da også lettere kynisk til Thor, da han havde fortalt mig om George Michael. I nat. Og så faldt jeg i søvn.

Og så vågnede jeg i morges. Og han var stadig død. Og jeg gik på Instragram og jeg gik på Facebook. Og jeg blev bekræftet i mine forudseelser. Det flød over. Alle var kede af det. Alle var fans. Alle havde mistet noget.

Og så skete der det underlige, at jeg også blev ked af det. Kynikeren fik ondt i maven – og der indfandt sig gudhjælpemig pludselig en tåre i øjenkrogen. Og jeg undrede mig. Jeg kendte ham jo ikke. Jeg kendte hans musik – men jeg kendte ikke manden. Så om han var død eller levende gjorde vel ikke nogen forskel for mig personligt. Hans musik kunne jeg jo stadig sætte på, hvis jeg fik lyst. Og det fik jeg. Jeg havde faktisk pludselig ikke noget valg. Mine fingre fandt nærmest på magisk vis vej til Spotify – som af sig selv.

Og så skete der det ironiske, at det gik op for mig, at hans sange har betydet mere for mig, end jeg anede. Havde du spurgt mig for et døgn siden, hvor mange George Michael-sange, jeg kendte – havde jeg måske svaret 2-3 stykker. Og havde du spurgt mig, hvor mange George Michael-sange, jeg kunne udenad – så havde jeg nok svaret 0. Højst 1.

Og som jeg lyttede til min lynhurtigt oprettede spilleliste – imens jeg lagde make up og glattede hår, gik det op for mig, at jeg ikke bare kan utallige af hans sange udenad. Det gik pludselig også op for mig, at manden har skrevet de mest fantastiske tekster. Pludselig lyttede jeg til de ord, jeg skrålede. Og jeg forstod, at “Freedom” ikke bare er sindssygt god at danse til. Og at “As” ikke bare er en fantastisk duet – men noget, der minder om poesi. Og jeg tudede til “Father Figure” og dansede uhæmmet til “Outside”. Midt på mit badeværelse.

Og som jeg forstod hvad han betød, forstod jeg samtidig, at alle dem, der lod Instagram flyde over i Prince-, Bowie-, og Cohennostalgi, måske bare havde mistet det samme, som jeg åbenbart mistede i går.

Men minderne har vi stadig. Og her er mit bedste.

   

1 kommentar

  • Min kæreste synes det var årets værste julegave, da han opdagede det her til morgen – han måtte hører Wham som hyldest straks (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #66 (jule-edition)