Hugos hår

Glansbilledtvivl

Jeg går og tumler med en glansbilledtvivl. Den er sat i gang af en kvinde på facebook, som var faldet over dette indlæg – og som ikke var begejstret. Hun mente ikke, at det var hårdt at have tre børn eller at jeg skulle tale konceptet ned. Hun mente at indlægget handlede om at få opmærksomhed, at mine børn ville kunne føle sig uønskede – og at det i øvrigt var en hån mod barnløse par.

Bum.

Hun havde ikke besøgt domænet her før – og hun kommer højst sandsynligt aldrig tilbage. Hvis hun kendte mig, ville hun vide, at jeg ikke brokker mig synderligt meget. At jeg i høj grad er fortaler for at lave alle de børn, man har lyst til – og at jeg overvejende skriver om det gode. Det pæne, det dejlige, det sjove, det opryddede. Og jeg forsvarede mig med, at jeg også synes, at jeg har et ansvar for at vise nogle andre sider. For at være ærlig og for ikke kun at vise et glansbillede, der er umuligt at leve op til.

Men hendes kritik prikkede alligevel til en tvivl, som jeg har tumlet med længe. En tvivl om hvad og hvor meget, jeg kan tillade mig at fortælle herinde. For hvis jeg ikke stod til ansvar for nogen som helst, så ville jeg fortælle hele lortet. Jeg har ikke nogle hemmeligheder eller tanker, der er for dystre til at blive delt og jeg er ikke specielt blufærdig. Men jeg står til ansvar for alle de mennesker, jeg har omkring mig og jeg har altid haft det som en slags grundregel, at mine skriblerier ikke må gå ud over andre. Jeg er nødt til at holde mig på egen banehalvdel. Det er hverken Thor eller vores børn, der har valgt, at jeg skal blogge. Jeg må gerne skrive, at jeg har været en idiot over for Thor. Jeg må ikke skrive, at Thor har været en idiot over for mig.

Og så er der altså også det faktum, at der ikke går forfærdeligt lang tid, før min førstefødte selv kan finde herind. Hun er bevidst om, at jeg har en blog og hun ved vist også, hvad den hedder. Lige om lidt scroller hun selv igennem de her indlæg. Og så må der fandeme bare ikke ligge noget, som hun kan blive ked af. Eller misforstå. Eller ikke forstå. Og så er der eddermame svært, at være ærlig – for hvor meget forstår en 10-årig?

Og selvom jeg egentlig selv mener, at ovenstående indlæg var i orden og ikke gjorde grin med andre end mig selv – og selvom jeg ved, at jeg har proppet mine unger med nok kærlighed og humor til, at de ikke vil tage skade af at læse, at jeg ikke altid huskede deres vitaminpiller – så synes jeg sgu, at det er svært at finde balancen. Jeg kunne selvfølgelig bare hive mine børn ud af ligningen og lade være med at skrive om dem. Men det er jo for fanden i  allerhøjeste grad dem, der definerer mig og dem, jeg tænker på. Dem, der får mig til at grine og til at græde. Gør det hårdt og gør det til det bedste i verden.

Jeg sondrer hver eneste dag. Overvejer hvad der er OK og hvad, der ikke er OK. Men lige præcis det dér specifikke indlæg, havde jeg ikke i et sekund overvejet, at der kunne være noget i vejen med. Og det er måske det faktum, der får tvivlen til at gro og balancen til at synes umulig.

Sikke noget rod.

img_7807

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

21 kommentarer

  • Louise

    Som du selv skriver, er der også behov for at fremstille det, der ikke er et glansbillede. Jeg synes personligt, at alle forældre, men især bloggere pga. jeres mange mange følgere, har et ansvar for at være ærlige (ikke hudløst ærlige – jeg er med på, at der er en grænse og nogle mennesker at beskytte). Hvis der er en mor eller far, der kan føle sig mødt i dit ærlige indlæg, kan det måske tage brodden af den præstationsangst, som forældreskabet i høj grad er præget af i dag. Og måske kan din ærlighed inspirere andre til at lade paraderne falde. Jeg synes, det er SÅ vigtigt, at der er nogle, der tør gå foran i den kamp, men jeg kan også godt forstå, at det kan være særligt svært, hvis du kan blive bange for at såre dine børn. Men måske dine børn kan læse det en dag og få lidt indsigt i, at forældreskab ikke kun er rosenrødt. At det også kan være hårdt. Så vil det gøre lidt mindre ondt, den dag, de selv står som forældre, og det hele ikke lige kører. Så vil de kunne se, at det er helt normalt, at det ikke altid kører på skinner – at der ikke er noget galt med dem, men at sådan er forældreskab bare også.
    Så tak til dig for dit ærlige indlæg :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak for din kommentar, altså. Den gjorde mig glad og rolig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg synes altid du skriver med kærlighed til dem og det du skriver om. Selv når du skriver om de ting der ikke er rosenrøde. Og kærligheden til dine børn og mand stråler jo ud af dig på bloggen og på din snap. Hvordan det indlæg har kunne tolkes negativt, har jeg rigtig svært ved at se. Jeg kalder det humor. Jeg synes du skriver så fantastisk og jeg elsker at læse med herinde og følge dig og din familie på snap og hvis jeg var din datter, så ville jeg kun kunne mærke kærlighed ud fra dine indlæg på bloggen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak, Charlotte! Jeg blev så glad, da jeg læste din kommentar! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Arj, altså!
    Du skriver så godt og kærligt. I mine øjne er din blog en gave for måske især din datter. Hvor ville det dog have været fantastisk at kunne læse sin mors overvejelser og betragtninger om dette og hint i (familie)livet fra da man selv var lille. Og især når det er så velskrevet og ærligt (på en fin og positiv men ikke rosenrød måde).
    Fortsæt som du plejer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind, tusind tak for at sætte den vinkel på. Det gjorde mig så glad. Tak! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine F

    Jeg læste slet ikke det omtalte indlæg som brok. For mig var det en humoristisk konstatering af tingenes tilstand med tre børn :-) Generelt synes jeg, at du skriver med en meget sober og humoristisk pen, når du beskriver bagsiden af glansbilledet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Så har du læst det, som det var tiltænkt. Og tusind tak! Virkelig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fine refleksioner du gør dig – og alene det er jeg overbevist om, gør dig til den bedste mor, du kan være for dine børn. Jeg er sikker på, at den humor, du tilsatte det omtalte indlæg, også er med til at gøre dine børn godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak, Anne Sofie! Jeg tror også på, at det er en styrke at blive opdraget med humor og at lære ironiens og sarkasmens kunst. Det har det i hvert fald været for mig :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg tror også det er hvad man udleder af det man læser.
    Jeg havde sgu næsten selv lyst til at få tre børn.
    Så jeg tror det har meget at gøre med brillerne man læser med :-)

    Kæmpe knus din vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melissa

    Hvad er det man siger? At der skal ti til tyve positive kommentarer til at opveje én negativ. Jeg synes ikke du bør hænge dig i en negativ, det kan være dén læser selv har det hårdt – og derved bliver provokeret af det indlæg, for man kan tydeligt mærke ironien og det humoristiske i dit indlæg, og derved tænker man ikke, at du døjer med seriøse negative ting ved, det at være mor til tre, så hvis man selv synes det drønhårdt – så kan man måske blive provokeret af det. Hvis du forstår!
    Jeg elsker din blog, og grunden til jeg gør det, er fordi jeg synes det er den mest ægte blog omkring familie og morlivet, som der er i blogland. Så bliv ved, så længe du selv har det godt med det, hvilket jeg synes du helt klart skal have. Hvis det var min mor, som bloggede og fortalte alle de kærlighedshistorier om hende om min far, så ville jeg vide, hvor stærke mine forældre er sammen – og hvis jeg kunne læse, hvordan min mors kærlighed er til mig, som du virkelig kan på skrift, så ville jeg printe det hele ud og tage med mig på livets lange vej, for man kan bag hvert af dine indlæg mærke, hvor afsindig højt du elsker dine børn, og hvor stolt du er af dem.
    Virtuelt kram fra, en fast læser du ved nok, Melissa

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Åh Melissa. Tusind tak for den vinkel! Jeg var lige ved at tude, da jeg læste din kommentar. Jeg er virkelig glad for, at du er herinde <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • NanO

    Det er paradoksalt, at det var lige præcis det indlæg, jeg har gnægget mest med på i den seneste tid. Jeg har selv tre børn og kunne nikke genkendende til hvert eneste punkt. Jeg tænkte det ikke som brok. Tværtimod. Jeg opfattede det som en ret så humoristisk opsummering af det omrejsende cirkus, man – eller i hvert fald også vores familie – let blir med tre børn. Mange detaljer kan ikke nås. Om det er godt eller skidt – det er egentlig ikke så væsentligt. Det er jo bare sådan. Og det kan med din pen også være sjovt. Hvad det helt sikkert ikke er, er en fornærmelse. Hverken mod de barnløse, dem med et eller ti børn, dem der bor på landet emmer i byen. Du kan ikke, og slet ikke i det her medie, tage ansvaret for alle grupperinger, når du skriver. Jeg synes, at du – som en af de få – har et godt niveau mellem lort og lagkage. Så hvis jeg ku bestemme, så skulle du ikke skænke kritikken flere tanker. Den har ikke hold i virkeligheden

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Jeg følte heller ikke, at jeg brokkede mig og skrev det hverken i afmagt eller ud af frustration. Tusind tak for dine ord! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har lige læst det omtalte indlæg igen. Og jeg kan ærlig talt ikke se, hvad der kan være det store problem. Jeg tror, du er nødt til at børste det af dig, og så acceptere, at den (formodede Østerbro-) borger, bare ikke kunne nok nok spelt i de elementer af moderskab. Det kan jeg. Også med 1 barn og to pap-børn. Og jeg er sikker på, at der er rigtig mange, der sukkede lettede over, at det tog seriøsiteten af det, der til tider kan føles rigtig tungt. Men med dit indlæg blev det hverdag. Ikke kun hos mig, men også hos andre tilsyneladende velfungerende og normale mennesker. Jeg synes du skal holde fast i anti-glansbilledet. Der er rigeligt med glansbilleder på nettet i 2017, men ikke nok af den skæve virkelighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecillie

    Jeg bliver helt overrasket over den reaktion du har fået på det omtalte indlæg. Da jeg læste det, tænkte jeg: Sikke da et sjovt indlæg. Et nemt, sjovt og personligt. Nemt på grund af formen, jeg kan rigtig godt lide lister. Jeg har ikke børn, og blev på ingen måde stødt. Jeg er skolelærer, og kender mange mødre, så jeg ved godt at der er ting man misser, glemmer og bare må lade flyde fordi der ikke er tid og overskud. Samtidig synes jeg også det er ret sigende at denne person ikke har været forbi bloggen før. Jeg har læst hver en sætning og jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var skrevet med en masse kærlighed til dine børn. Øv hvor er det ærgerligt at sådan en kommentar kan få lov til at sætte sig fast. Men jeg forstår godt at den gør. Selvfølgelig skal man overveje hvad med deler. Men lige netop det indlæg var jeg ret begejstret for! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak, Cecilie! Jeg blev så glad, da jeg læste din kommentar. Og ja, det er tosset, at det er de negative kommentarer, der sætter sig fast – men jeg bliver simpelthen så ked af det. Jeg øver mig på at børste det af mig :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hugos hår