Midnatstanker

Godt taget

Jeg er alenemor i den her weekend. To dage (næsten) nede – en to go. Sidder på nuværende tidspunkt på en af vores spisebordsstole – ovenpå en bunke tøj, som jeg ikke orkede at rykke. Min 6-årige har lige været henne og vise mig Atletico Madrids startopstilling på en fodbold-app. Og min ageren-interesseret lykkedes åbenbart så godt, at jeg også lige fik lov til at se deres sidste ti resultater. Min 2-årige leger med plusplus’er, ser Hr. Skæg og snakker i imaginær telefon med sine vuggestuevenner – og min 8-årige har lige fået ophævet den iPadkarantæne, jeg gav hende i morges, da jeg på imponerende upædagogisk vis antog, at det var skærmen, der gjorde hende så uhyggeligt vred over at skulle en tur på den indendørs legeplads.

Det er altid med en underlig form for frygt, at jeg påtager mig græsenkerollen. En rolle, som jeg i øvrigt er meget forskånet for – i hvert fald i forhold til de fleste af mine veninder. Frygt for om jeg nu kan klare det. Om jeg kan gøre det godt nok. Om min tålmodighed rækker. Underlig fordi det jo for fanden bare er mine unger. Og fordi jeg jo for fanden er deres mor. Som selvfølgelig kan klare alt det, jeg skal. Men alligevel.

Og nu skal jeg fortælle jer noget sjovt. Jeg har allerede fået ret i alle mine bange anelser. Mine unger har skændtes og jeg har skældt ud. Der er sprunget en bombe på børneværelset og Hugo har fået lov til at se langt mere Ramasjang end planlagt. Vi er løbet tør for toiletpapir og jeg lykkedes ikke med at lade min telefon ligge under hele Flyvende farmor.

Og nu kommer det sjove. Jeg synes, at det er gået pissegodt! Jeg er helt ægte og ind-i-maven-stolt over den måde, jeg har været mor og den eneste voksen på. For vi har grinet, jeg har fremstillet pizzaer, kartoffel/porresuppe og ved gud bagt et foccaciabrød. Og jeg har konflikthåndteret  og bevaret roen og talt til ti tusind gange. Og jeg har holdt fast og jeg er bøjet af. Og vi har været på legeplads og vi har poppet popcorn. Og jeg har rummet rodet og jeg har støvsuget. Og jeg har afholdt mig fra selvbebrejdelserne og Hugo har fortalt mig, at han elsker mig.

Og det, som jeg næsten er allermest stolt over, er, at jeg er stolt. Fordi. For bare få måneder siden, ville jeg have fokuseret på rodet, skænderierne og de uundgåelige fiaskoer. For bare en uge siden, måske. Og jeg ville have følt mig utilstrækkelig og jeg ville have bebrejdet mig selv til månen og tilbage. Og det ville have virket så destruktivt og selvforstærkende.

Og jeg ved ikke helt hvad der er sket – og måske ved jeg det godt. Måske forstår jeg bare ikke, at det kunne ske for mig. Dronningen af dårlig samvittighed.

Godt taget Cecilie. Klap dig selv på skulderen.

img_8196

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

8 kommentarer

  • Godt gået, Cecilie. Du er en dejlig mor og du bliver en skøn sygeplejerske og kollega. Jeg ville nyde at have dig som kollega :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Godt gået, Cecilie! Og fint reflekteret og formuleret :) Kloge betragtninger jeg tager med mig og sender videre – tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    K… hvor er du nået langt! Hvor er du selvbevidst og hvor bruger du nogle teknikker med bravour (især fordi det nok er ubevidst 😉)
    Græsenke er bare altid en bekymring på forhånd, ik. Og jo, det er nok fordi man (som mor) har en forhåbning/forventning om, at det perfekte faktisk er muligt. At man ikke bliver det mindste sur/irriteret over sine børn, at man kan undgå at de skændes, at man får delt vind og vejr lige! Ævl og bævl! Men hold op det ligger dybt i os
    Tillykke til dig, at du er ved at finde en balance i dig selv, og på vej til at acceptere, at 80%-reglen er okay. Det er værd for os andre at se op til 😊 Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Av, en dejlig kommentar. Tusind tak for den! Jeg elsker 80%-reglen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Meget rammende indlæg for mig. Jeg har to piger på 2,5 år og 4 måneder, og de aftener, hvor jeg har været alene med dem bekymrer jeg mig også rigtig meget på forhånd. Og har dårlig samvittighed, hvis den ene græder.
    Det er så rart at høre, at du kan føle stolthed nu, og det har du da også god grund til at være! Men kender desværre alt for godt den dunken i hovedet med ikke at gøre det godt nok og være bange. Det skal stoppe nu!
    Tak for dine dejlige skriverier :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det handler om hvor man lægger sit fokus – og det er næsten pinligt simpelt, men så ufatteligt svært at leve op til – i al fald for mig. Men det lykkedes sgu denne weekend – i hvert fald 80% af tiden 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Midnatstanker