Datenight

Gu vil jeg så tage patienterne med hjem!

Som sygeplejestuderende mødes man lynhurtigt med den. Og selvom jeg kun har været tilbage fra barsel i 8 dage, har jeg allerede hørt den utallige gange. Formaningen – eller det gode råd – om at man  “ikke skal tage sine patienter med hjem”.

“Pas på, at I ikke giver for meget af jer selv”, “husk at mærke efter hvornår det bliver for personligt”, “sig til, hvis patienterne kommer med hjem”, “lad os vide, hvis I tænker på dem inden I skal sove”.

Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig forstået det. Jeg vil ikke forstå det!

Gu vil jeg så tage patienterne med hjem! Hvordan kan jeg andet? Gu vil jeg så investere mig selv og lade dem komme ind under huden på mig. Hvis jeg ikke giver dem dét, så kan jeg simpelthen ikke se hvordan jeg skulle kunne være den sygeplejerske, som de fortjener.

I sidste uge var jeg i praktik. Min første uge i psykiatrien. Og i går var jeg tilbage på skolebænken. Og jeg nåede lige at få en klump i halsen, da underviseren sagde til os, at vi ikke skulle blive private. Og jeg kom i tanke om, at jeg da allerede havde vist en patient baggrundsbilledet på min telefon, så han kunne se de børn, som han spurgte så interesseret ind til. Og at jeg havde aftalt at drikke en kop kaffe med selvsamme patient efter hans næste samtale. På en café. I arbejdstiden. Som en del af behandlingen og godkendt af min vejleder – selvfølgelig. Jeg passer på mig selv – men stadig på grænsen mellem det professionelle og det private. Det personlige.

Jeg er fuld af respekt for, at sygeplejersker arbejder forskelligt. Men for mig, er den personlige relation det absolut vigtigste. Det er hele udgangspunktet for mit virke, at jeg formår at danne en ægte forbindelse med de her mennesker. Mennesker, som blotter sig og lader mig komme ind på det allermest sårbare tidspunkt i deres liv. De fortjener, at jeg lader dem komme ind under huden på mig. De fortjener, at jeg tager dem med hjem. Jeg er ikke bange for at blive slidt op. Jeg er ikke bange for, at jeg giver for meget. Giver det hele. Jeg ville først blive bange, hvis jeg kunne lægge mennesker, historier og relationer fra mig, i det øjeblik jeg lagde min kittel fra mig.

Så ville jeg blive bange. Så ville jeg blive noget andet end sygeplejerske.

image

   

16 kommentarer

  • Mette

    Nu har jeg aldrig været indlagt på psyk, men jeg bor på et psykriatrisk bosted og jeg kan fortælle dig at de personaler der vælger at lukke os ind, er dem vi er aller gladest for. Det betyder så meget for os når det ikke kun er envejs kommunikation. Min ene kontaktperson har fx haft hans søn på besøg på arbejde et par gange, den ene gang fik jeg endda lov til at holde ham, det betød og betyder så sindssygt meget for mig at min KP stoler så meget på mig, at jeg må holde hans søn.

    Så lad endelig vær med at holde dig tilbage! Mærk hvor din grænse går, men så længe du er tryg ved det, så del endelig lidt af dig selv med dem du møder! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak for en virkelig dejlig kommentar, Mette! Jeg vil tage dine ord med mig! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maibritt Nielsen

    slm sygeplejerske bliver jeg både glad og trist over dette indlæg. Glad, selvfølgelig, over at du tydeligvis er og bliver en fremragende sygeplejerske og person men trist over at det STADIG er så gammeldags i uddannelses systemet og på mange afdelinger i sygehus væsenet. På det plejehjem jeg har været leder i mange år og i den hjemmepleje jeg er leder af nu, er det FORLÆNGST oldscool kun at måtte være såkaldt professionel. Næ du. Det er nyeste viden at man skal og kun kan være, personlig ( ikke at forveksle med privat) når man indgår i en relation med beboere, patienter mv. Så du er såmænd meget moderne men desværre i et gammeldags miljø. Endnu. Men så dejligt at høre at I unge stritter imod det og gør oprør. Du kan med fordel læse om Eden Alternative. Det siger noget om dette. Og Bil Thomas og i særdeleshed Tom Kideood. Om personcentreret omsorg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Maibritt. Hvor blev jeg dog glad for din kommentar – tusind tak! Du må være en fantastisk leder. Jeg føler heldigvis en form for modreaktion imod den gammeldags tankegang hos mine medstuderende. Tak for den foreslåede litteratur – det vil jeg helt sikkert kaste mig over!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mikala

    Hørt!
    Som tidligere patient i både psykiatri og somatik, og nu som ergoterapeut kan jeg kun være enig med dig! Selvfølgelig er der en grænse imellem personlig og privat, og den grænse er jo individuel, men når det så er sagt, så har jeg som patient rykket mig langt mere når jeg er blevet mødt af en personlighed, og ikke kun en kittel. Det er for mig at se også en tillid patient og behandler imellem – som patient forventes det at du åbner dig og deler meget personlige ting, og det er alt andet lige, noget nemmere, his der også er en vis tillid den anden vej rundt.
    Som ergoterapeut er jeg på ingen måde i tvivl om at jeg også giver noget af mig selv. Jeg drømmer om at arbejde i psykiatrien, og derfor er det bare endnumere vigtigt for mig. Selvfølgelig skal jeg ikke dele alt, og det vil altid være en balance der skal have opmærksomhed. Men jeg synes at formaningerne om ikke at blive personlig er skræmmende, for det er vel netop det vi kan, som de ‘varme hænder’

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Dejligt indlæg – jeg er helt sikker på du bliver en fantastisk sygeplejesk- måske netop fordi du får dem ind under huden og fordi du slet ikke kan lade være med at give af dig selv.
    Har selv arbejdet med udsatte unge de sidste 20 år – og får dem stadig ind under huden, viser stadig billeder af mine børn (og børnebørn) og giver stadig en del af mig.
    Der er jo mange måder man kan tage dem med hjem på 😀😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Som sygeplejeske er jeg også nødt til lige at kommentere. Kunne aldrig få på arbejde uden at have mit hjerte med, men for Søren jeg har øvet mig meget i IKKE at tage patienterne med hjem… Har desværre lidt for ofte ligget søvnløs efter en aftenvagt og tænkt på dit og dat, har jeg husket det og det, gad vide hvordan han og hun klarer natten/aftenen… For mig var det simpelthen en nødvendighed at lære at lade patienterne blive på afdelingen – for ikke at glemme mig selv. Når jeg er på vagt giver jeg alt hvad jeg har og mere til, men stoler så også på at mine skønne kolleger tager over når jeg går hjem.
    Og PS. Gid der i min hverdag var tid til at kigge på mobiler og vise patienterne billeder af hvad end der måtte være interessant på tlf.
    Jeg er helt klar over at psykiatrien er noget ganske andet end somatikken. I bund og grund vil jeg bare ønske dig rigtig meget held og lykke, og pas på dig selv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak for din kommentar, Randi. Du har helt ret. Man skal tage det seriøst hvis det pludselig fylder for meget. Der har jeg gudskelov ikke været endnu – men jeg har jo også mange oplevelser og erfaringer til gode! Og ja, psykiatrien er noget helt andet end somatikken – det er højst sandsynligt derfor, jeg er så begejstret for det indtil videre! Tak fordi du læser med! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er selv sygeplejestuderende, og har som dig også været i klinik i psykiatrien, er nu på modul 10 :)
    Jeg giver dig helt ret, man bliver nødt til at give noget af sig selv. Jeg synes bare det er vigtigt at huske på, vi alle er forskellige, så hvad der er ok for dig, er ikke nødvendigvis ok for mig. Jeg ville fx. aldrig vise et billede af min kæreste eller børn når jeg får sådan nogle, da det er for privat for mig :)
    Men jeg er helt enig, vi bliver nødt til at give en stor del af os selv, for at give den bedste pleje til vores patienter, ellers bliver det meget uægte det vi ender med at gå og lave.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak for sin kommentar! Jeg er – som jeg skriver – fuld af respekt for at vi alle arbejder forskelligt – selvfølgelig gør vi det. For mig er det ikke for privat at vise billeder – men jeg deler jo også meget af mit liv i forvejen, og hvis de ville se billeder af mine børn, ville det ikke kræve mange sekunders søgning på internettet – da de jo har adgang til mit fulde navn. For mig at se er det ikke anderledes end at mange af de ansatte har billeder af deres familie stående på deres kontorer, hvor samtalerne foregår :) Tusind tak fordi du læser med og tager dig tid til at kommentere – og held og lykke med resten af din uddannelse. Det kan jo være, at vi mødes ude i virkeligheden!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg er ikke sygeplejerske men pædagog inden for special området, og jeg tænker at der lidt netop her er mange paralleller at drage til sygepleje jobbet. Jeg tror ikke man kan undgå at give noget af sig selv og inden sengetid overveje hvordan man kunne have gjort noget anderledes eller give sig selv et skulderklap for for medvirkende til at barnet har nået et mål – det er jo derfor man er i faget. Tror man skal passe på når man ikke kan tænke på andet eller hvis man pludselig bliver ramt af at blive kaldt ‘xxxxx’ (indsæt selv provokerende, evt sexualiserende sætning) for 30. Gang på samme dag. Så skal man snakke med nogen om det. Men nej man kan ikke undgå at tage dem med hjem, kunsten er at de ikke får lov at fylde for meget, så man stadig har noget at give på arbejdet og til sine kære ikke mindst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Lige præcis. Rigtig god pointe. Indtil videre føler jeg, at jeg har formået at finde den balance – og det håber jeg at jeg bliver ved med at kunne. Tak for din kommentar! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Angelika

    Jeg er sygeplejerske og jeg er så enig i, at du skal have dig selv med i din identitet som sygeplejerske og at du ved at give lidt af dig selv får så meget mere tilbage – ligesom i de fleste andre aspekter af livet. Nogle (af min erfaring få) sygeplejersker har behov for at være helt private og er rigtig gode til at være nærværende, men samtidig holde den distance. Dette kunne jeg ikke personligt, men vi er alle forskellige og heldigvis er der både plads til og behov for vores forskelligheder.
    Jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil vise billeder, drikke kaffe med og være meget tæt med patienterne. Man får som sygeplejerske ofte et blik af mennesket bag facaden, ser deres sårbarhed og vil bare gerne hjælpe. Ellers var man jo ikke blevet sygeplejerske!
    Når det er sagt, så ville jeg passe på med de private kaffedates, da det kan være svært at opretholde en professionel kontakt efter dette. På samme plan som at man helst ikke skal pleje sine nærmeste venner, da der kan blive interessekonflikt og man bliver let blændet, da man har en meget personlig holdning og personlige følelser for dette menneske, men bliver nødt til at se hele situationen med objektivitetens briller. Ej at forglemme, at specielt i psykiatrien, er der sygdomme, der gør mennesker utilregnelige og manipulerende, og dette er desværre set før, at det er kommet til at gå ud over en sygeplejerske/hjælper. Fra mit synspunkt er det vigtigt at finde balance mellem mit private jeg og mit professionelle jeg, for på den måde at kunne beskytte både mig selv (egentlig mere fysisk end psykisk) og beskytte dem omkring mig. Det lyder kynisk, men i sidste ende betyder familien mere for mig end patienterne og derfor må jeg passe på dem før jeg passer på patienterne.
    Så alt i alt er jeg helt enig, men blivee stadig lige nødt til at påpege vigtigheden af, at du passer på dig selv – ikke mod nedslidthed eller tårer, når du kommer hjem (for mon ikke de er sunde nok? – empati er jo en god egenskab!), men mod sårbare individer, der muligvis ikke besidder samme sociale kompetencer som dig og muligvis ikke har lært livets spilleregler.
    Bare mine tanker, da jeg læste dit indlæg. Hvilke jeg forøvrigt altid er vilde med at læse, da jeg selv er mor i storbyen og jo så også er sygeplejerske, så selvom jeg kun har to børn, så er det altid sjovt og hyggelogt, når man kan genkende de tanker og følelser, du beskriver :) Tak for det og tak for, at du deler dele af dit privatliv ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Angelika. Tusind tak for din gode kommentar! Jeg har lige omformuleret afsnittet omkring kaffedrikkeriet lidt, så det fremstår tydeligt, at jeg selvfølgelig passer på mig selv :) det er ikke en “privat kaffedate”, men en del af patientens behandling og noget, som de i stor stil gør sig i, der hvor jeg er. For at træne patienterne i at komme ud. Og selvfølgelig med en stabil og fuldstændig ufarlig patient. Jeg stoler på min dømmekraft og ville aldrig sætte min familie i fare. Men det ved jeg også, at du ved :) Tusind tak fordi du læser med og giver dig tid til at kommentere – det er jeg virkelig glad for!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Angelika

      Tak for din respons!
      Okay, så giver kaffedaten mere mening – jeg havde forstået det som om du mere eller mindre bare var blevet spurgt af en patient om I skulle tage på kaffedate efter arbejde og det er jo noget helt andet end en del af behandlingen. Jeg er godt nok i somatikken, men ved jo godt, at det er en stor del af psykiatrien at lave hverdagsting med patienterne, så det har jeg fuld forståelse for. Og skønt, at du elsker psykiatrien forresten! Det er et lidt forsømt område, hvor der bare altid er behov for passionerede mennesker! Jeg er personligt ikke så god til det, da jeg har svært ved ikke at kunne regne med folk dag ud og dag ind, så jeg har stor respekt for de sygeplejersker (eller studerende, for I har mindst lige så stor betydning!), der bare har den tålmodighed som det område kræver. Held og lykke med det hele – glæder mig til fortsat at følge med :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Datenight