Jeg har et problem

Halvandet døgn uden børn

img_0036

Klokken er snart ti – og jeg sidder ved mit spisebord i min morgenkåbe. Har hverken nået at spise morgenmad, vaske hår eller at rede min seng – for jeg har sovet til klokken kvart over ni (!).

Børnene er her ikke. Da vi afleverede dem i vuggestue og skole i går morges, var det med et ekstralangt kram og et “vi ses i morgen eftermiddag”. Vi havde nemlig indgået den fremragende aftale med deres farmor, at hun skulle hente dem og beholde dem alle tre i længere tid, end vi har undværet dem, siden vi producerede den sidste. Vi havde brug for luft, tror jeg. Vores børn er det vigtigste og bedste i hele vores verden – men vi havde brug for noget uafbrudt tid, hvor vi kunne kigge hinanden i øjnene og få gjort nogle af de ting, forældreskabet ofte sætter en stopper for.

Som at få styr på børneværelset, eksempelvis. For det besluttede vi os ganske hurtigt for, at vi ville bruge det meste af fredagen på. Vi havde begge to fri – og det store værelse, der indeholder størstedelen af det legetøj, tre børn har samlet sammen i løbet af syv år, var mildest talt et ganske skrækkeligt kaos og ikke et særligt hyggeligt sted at opholde sig. Så det har de ikke gjort ret meget på det sidste. Og vi har haft fine planer om at tage os sammen og sortere og afholde loppemarkeder. Og virkeligheden har bare været, at det har vi hverken haft en skid tid eller overskud til.

Så da jeg havde afleveret den lille og Thor havde afleveret de store, stak vi hinanden en high-five, spiste noget morgenmad hos den allermest lokale kaffebar, svingede forbi malerhandleren og investerede i en rulle klare plastiksække – og så gik vi ellers i gang. Første grovsortering tog et par timer og resulterede i fem sække fulde af overflødigheder – og en adskilt reol, som jeg valgte skulle være lilla, da jeg købte den i ILVA i 2012 – og har hadet ret meget siden cirka 2013. Og så kørte vi på lossepladsen, hvor vi satte de brugbare ting af i “byttebiksen” og kastede resten i de korrekte containere – inden vi satte kurs mod IKEA, hvor vi spiste ikke ret nærende frokost og købte et møbel med en helvedes masse skuffer. Og en lampe og en lyskæde og en hynde og en bogkasse og noget plastikplantevægbeklædningshalløj.

Hjemme igen samlede vi løs. Det tager en krig at samle et møbel med en helvedes masse skuffer – men vi kom i mål og vi fik sorteret det legetøj, der overlevede, skrev “figurer”, “puslespil”, “klodser”, “BRIO” osv. på selvklæbende tavlefolie på skuffefronterne, hang en ABC-plakat op, foldede tipien ud, gjorde legekøkkenet egnet til at lege i igen – og alt muligt andet.

img_0038

img_0031

Og så var klokken 18. Og vi havde et bord på Madklubben, der (endelig!) har indtaget Østerbro en halv time senere. Så jeg skyndte mig at smide noget læbestift i krydderen, kreere noget a la en frisure og hoppe i noget silke – og så cyklede vi ud ad Østerbrogade og havde de hyggeligste timer på TONYS. Jeg har altid været kæmpefan af Madklubben og har vist nok besøgt alle deres efterhånden mange restauranter, men vores nye lokale er lynhurtigt blevet min favorit. Både fordi den ligger hvor den ligger – og fordi vi fik så afsindigt god service og åndssvagt lækker mad. Deres risotto med stegt sandart, ikk? Den skal styre sig.

img_0035

Vi slingrede glade, mætte og småberusede ud i aftensolen og besluttede os for at fortsætte aftenen på café Pixie på Bopa plads, hvor vi bestilte to øl og et par raflebægre – og googlede reglerne i “snyd”, som vi nåede at tæske hinanden nogle gange i tilbage i 2009. I den 30 dage lange beruselse, vi delte, inden det hele blev fantastisk alvorligt.

img_0032

Vi var hjemme længe før midnat – og klokken syv i morges stod Thor op og cyklede til Cross fit, imens jeg lagde mig om på den anden side og sov videre. Sådan er mennesker jo så befriende forskellige. Men nu! Nu tager jeg mig sammen, vasker mit hår, reder min seng og hiver min mand med ud. Vi skal finde et sted, der serverer pandekager – og så skal vi hjem på vores sofa og se serier, lige indtil vores børn vender hjem til os.

Det bliver eddermame også dejligt. Det hele.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

10 kommentarer

  • Nadia

    Wauw altså… til børneværeæse billederne. Bliver spændende at, deres reaktion! :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lækker weekend I har der!;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Sikke godt resultatet blev:-) Har du en en farvekoder eller navn på den blå maling?
    Mvh Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak 😊 Og nej, desværre – vi malede væggen for nogle år siden, men aner ikke hvad farven hedder…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Sikke et dejligt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor dejligt, sikke hyggelige billeder. Og gid altså, at jeg var fan af risotto. Altså jeg kan gode lide parmasan delen, men synes bare altid det er temmelig.. forretsagtigt? Men åh, det ser jo fortryllende ud. Smager altid min kærestes og konstatere jeg bare stadig er mest på team-steak-bearnaise :D
    Lyder til I havde et dejlig kærestedøgn.
    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Du går altså glip af noget! Og vi havde den dejligste aften 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har et problem