Immunforsvar og tarme

Hav et godt liv

Der er for meget død lige nu. Folk kiggede på mig med en blanding af medlidenhed og overraskelse, når jeg fortalte dem, at jeg skulle på onkologisk. “Det bliver hårdt, tror du ikke?”. Og nej nej. Eller jo. Men det må det jo gerne. Og jeg kan godt håndtere det.

Det kan jeg også godt. For det meste. Men nogle af dem kommer for tæt på. Og når det blander sig med sorg og krise i Thors familie – og med en fuldstændig forfærdelig historie om den jordemoder, der tog imod Sia – så kan jeg næsten ikke bære det mere. Så bliver jeg så tung om hjertet og så bange. Ydmyg over for livet og smerteligt bevidst om, at vi ikke aner hvad vi har i morgen. Eller lige om lidt. Bevidst om uvisheden.

“Hav et godt liv”, sagde hun. Inden hun forlod verden. Og mig, der havde knyttet mig alt for meget til hende. Uniformen, havde ikke gjort det, den skulle – og det, den plejer. Afgrænse. Og jeg cyklede ud af Ringvejen med Søren Huss hjerteskærende version af “Efterår” i ørerne, vind i ansigtet, efterår omkring mig – imens tårerne fik frit løb.

To minutter. Indtil Karl Williams “Blind igen” tog over – og vinden vendte og jeg huskede, hvad hun havde sagt. Hav et godt liv. Ja. For der er et helt liv. Og jeg aner ikke hvor langt det bliver – eller hvor eller hvordan. Men det skal være godt. Netop derfor skal det være godt.

image

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

8 kommentarer

  • Charlotte

    Der fik du mig lige til at sidde og tude på arbejde. Så smukt. Og en dejlig reminder om at huske at nyde livet, mens vi har det og få det meste ud af det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rosa

    Jeg er psykolog, og jeg ved, at jeg skal gøre noget aktivt for at lade mig påvirke på arbejdet og ligeledes for at træde ind af døren herhjemme med et friskt sind. På min cykeltur laver jeg hver dag en lille øvelse, hvor jeg siger farvel for nu til alle de mennesker jeg har arbejdet med den dag og så ligger jeg dem på en hylde. Jeg er ret visuel så jeg forestiller mig en helt fysisk hylde. Jeg gennemgår de kære mennesker én for én og sætter dem på plads på hylden. Hvis de så alligevel dukker op i mine tanker derhjemme, så sætter jeg dem blidt tilbage på hylden. Det virker for mig, så måske det også kan give mening for dig.

    Og så er der selvfølgelig indimellem den særlige patient eller den særlige oplevelse, som man bare ikke kan ligge og hvor man lige må forklare derhjemme, at man har brug for et ekstra stort kram. Men de skal ikke ske så tit, synes jeg.

    Det er okay, at vi lærer af vores patienter. I dag på vej hjem under min lille øvelse blev jeg overvældet af taknemmelighed over alle de menneskeskæbner jeg får lov at møde, fordi jeg kan mærke, at de er med til at gøre mig til et mere empatisk og medfølende menneske. Men det er ikke den enkelte patient, jeg lærer af – det er den læring jeg selv reflekterer mig frem til og tager med mig videre ud i mit eget liv. Dér ligger en god skelnen, som jeg forsøger at huske mig selv på, når der er lidt ekstra langt op til hylden ;-)
    kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Jeg er så enig med de kloge kvinder i det her kommentarfelt; den dag, vi ikke bliver rørte og påvirkede af de svære skæbner, er den dag, vi skal holde op med at være sygeplejersker! Det ér hårdt, når det rammer. Og det ér en balance. En balance som du nok skal finde!
    Når jeg er kommet hjem fra arbejde, tager jeg gerne lige 5-10 min., hvor jeg løber dagen igennem rent mentalt: Hvad skal jeg lære af? Skal jeg gøre noget anderledes en anden gang? Hvad var godt? Osv.
    Og så kan jeg slippe det.
    Du må gerne blive rørt. Det skal du faktisk helst. Du gør det godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg elsker simpelthen den måde du skriver på! Så fint et indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er, gennem mit job, vant til at passe de terminale, som kommer hjem for at dø – det er specielt, men også ganske særligt. Nogle gange er det hårde end andre, men det er altid jobbet værd.

    – K

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Efter over 8 år som spl., ka jeg stadig fælde en tåre i bilen på vej hjem over en af dem der “rammer hårdere” end de fleste… og ved du hvad? Den dag jeg ikke kan det mere har jeg smidt uniformen til vask for sidste gang. Så nyd at de hårdeste vagter som regel giver de største stjernestunder når man har fri – fordi man oplever livet😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Søde Cecilie, hvor er det et fint indlæg ❤️
    Jeg forstår dig, jeg er selv sygeplejerske og har arbejdet på intensiv og nu i psykiatrien. Når jeg bliver rørt over patienter, om det er fordi de skal fra denne verden eller fordi deres liv, har givet dem flere udfordringer og kampe end et menneske burde opleve, så tænker jeg på at det er godt jeg kan blive rørt. Tænk hvis jeg ikke blev rørt af andre mennesker? – også selvom jeg er den professionelle. Jeg er egentlig glad for at jeg kan føle og blive rørt. Måske det netop er derfor vi har valgt sygeplejefaget, fordi vi er følsomme og omsorgsfulde? Selvfølgelig skal vi ikke tage alt ind og med hjem, men jeg synes det er okay, at mærke at der er nogle mennesker der kryber ind under huden på mig. For jeg vil helst ikke have så hård hud at det aldrig sker.
    Jeg ved ikke om det blev for langt og indviklet. Jeg håber du forstår min kommentar.
    Jeg er sikker på du er en fantastisk sygeplejerskestuderende og sygeplejerske (lige om lidt) ❤️
    Alt det bedste til dig og din familie. Thor er helt sikkert heldig at have dig (også) i den svære situation han er i nu.

    God aften og kram til dig, fra den 29-årige sygeplejerske

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Du har fuldstændig ret. Og det var dejligt at blive mindet om. Tak! ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Immunforsvar og tarme