I mandags var jeg til eksamen og på fredag skal jeg hjem

Hej hej Herlev

I dag er det den 19. januar. Den dato, der stod som den sidste på den studieplan, jeg fik udleveret på en af de sidste sommerdage. Sidste år. Den dato, der syntes så uoverskueligt langt ude i fremtiden. Så svær at forholde sig til. Så det gjorde jeg ikke. Og pludselig var den her.

De fem måneder på 17. etage har sneglet sig afsted imens de er fløjet forbi. Sådan føles det virkelig. Som et langt, sejt træk – og et knips med fingrene. Og jeg sidder tilbage med en følelse af stolthed og taknemmelighed. Meget af hver.

Stolthed over at jeg kom igennem. At vi gjorde. At vi fik balanceret to gange praktik, opgaver, læsning, børn, madpakker, rengøring, bestyrelsesarbejde, afsavn og transporttid. Jeg har tudet i en stillezone og har forladt min lejlighed med dårlig samvittighed et utal af gange. Haft ondt i maven, når jeg har sagt godnat til mine børn og undladt at fortælle dem, at vi ikke ville se hinanden før næste eftermiddag. Og vi har pludselig været dem, der har afleveret tidligt og hentet sent. For man kan åbenbart ikke være flere steder på en gang – og nogle ting skal overleves, selvom det gør ondt. Stolthed over at jeg kom igennem den eksamen, der var ved at drive mig til vanvid – og stolthed over at jeg pludselig kom et år længere igennem den uddannelse, som jeg for halvandet år siden var ved at give op på.

Og taknemmelighed. Taknemmelighed over alle de ting, jeg har lært. Alle de ting, som jordens dygtigste og mest hard core sygeplejersker har lært mig – og alle de ting, de har givet mig plads til at lære selv. Den tillid, jeg er blevet mødt med. Taknemmelighed overfor de mennesker, der lukkede mig ind lige dér, hvor livet gjorde allermest ondt – og for den kontakt, jeg fik lov til at skabe. Taknemmelig for deres taknemmelighed. Taknemmlig for det perspektiv, de har givet mig – og som jeg virkelig forsøger at holde fast i. At vi skal passe på det liv, vi har – men at vi fandeme også skal leve det, imens vi har det. Og taknemmelighed overfor min mand. For alle de madpakker, han har smurt og alle de børn, han har afleveret. For alle de morgener, han har hørt døren smække bag mig – og for de blomster, jeg kom hjem til i dag.

Hej hej Herlev. Jeg kommer ikke tilbage, for du er for langt fra mig og min tid er for dyrebar – men tak for alt det, du gav mig og for alt det, jeg tager med.

img_3243

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

10 kommentarer

  • Jannie

    Sådan godt gået!! – hvad skal du når du har skrevet din bachelor? Jeg læser det som om, at du ikke længere skal være sygeplejerske, i dit farvel til Herlev? eller er det bare Herlev hospital du ikke kommer til at arbejde på igen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det er bare Herlev, der ligger for langt væk. Jeg skal bestemt være sygeplejerske – bare på et hospital tættere på :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    🎊🎉🎈Hvad skal du så nu? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Bliver stolt på mit fags vegne, stvdu snart træder ind i folden❤️ Tillykke Cecilie. Det er så godt klaret. I er en sej familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Ej, hvor var det sødt skrevet. Det varmede virkelig. Tak! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det fint reflekteret og smukt formuleret. Tillykke med alt det du har lært – og at du kom i gennem! 💪🏻
    God weekend

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sigrid

    Jeg vil vist egentlig bare sige, at jeg synes, det er virkelig godt gået! Og så er jeg altså glad for, at du bliver både blogger og sygeplejerske – for en sygeplejerske som dig må vist være guld værd at møde på sin vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I mandags var jeg til eksamen og på fredag skal jeg hjem