Nyt hår - og eksamen om 12 timer

Historien om en eksamen

image

Og så var der historien om hende, der klokken 23:30 aftenen inden eksamen, endelig var klar. Og bare lige skulle printe sine noter ud, så hun kunne gå i seng. Og som først dér opdagede, at der ikke var mere blæk i printeren. Hverken sort, blåt, gult, grønt eller rødt blæk. Jo den gule virkede en lille smule, men det var umuligt at tyde. Og hun slog printeren hårdt i frustration – ja, det gjorde hun. Hun slog sin printer. Bankede sin knyttede næve hårdt ned i den, fandt papir og kuglepen frem og begyndte at skrive. Alle fem siders notater om psykoedukation, håb, farmakologi, bivirkninger og symptomer – i hånden. Til klokken blev 00:30 og hun med krampe i håndleddet gik i seng.

Og sov. I fem timer. Og stod op, gik i bad og hentede kaffe og crossainter i bageren, hvor en yderst sød medstuderende samlede hende op kørte hende mod Amager. Hvor hun gik til eksamen.

Og hun var mig. Og jeg bestod!

Og nu – seks timer, noget gaveindkøb og en del kilometer på gåben senere – ligger jeg her. På min seng i mit mørke og kølige soveværelse. Smadret. Alene. Imens årets mand har taget alle børnene med i Fælledparken. Og jeg vil forsøge at lukke mine øjne – især for bunkerne af vasketøj lige ved siden af mig – og samle lidt energi til det blogevent på Vestebro, som jeg hiver min familie med til i eftermiddag.

Om et døgn har jeg sommerferie – og hvis jeg ikke var så træt, at mine arme allerede var nede – så ville jeg have virkelig svært ved at få dem ned!

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt hår - og eksamen om 12 timer