Ugen der gik #35 (med dobbeltgevinst, comedy og kunstværk)

Hormonspiral, panik før lukketid og unødvendig nervøsitet

image

Ja, jeg har fået sat en hormonspiral op i dag. Egentlig var jeg i tvivl om hvorvidt det var et for intimt emne, til at jeg kunne skrive om det herinde. Men det er jeg altså kommet frem til, at det ikke er. Helt ærligt – det er jo bare en hormonspiral! En præventionsform, som flere og flere kvinder vælger og som jeg nu altså også er den lykkelige ejer af.

Beslutningen blev truffet for nogle måneder siden. Noget med at jeg gerne vil undgå en for høj hormonpåvirkning og derfor ikke har lyst til at spise p-piller. Og noget med at den virker i fem år og at man skal tage en meget aktiv og gennemtænkt beslutning, hvis man vil have den ud inden. Og altså noget med, at netop dét nok var meget smart, når man nu har besluttet, at man ikke skal have flere børn, men samtidig godt ved, at man er et meget spontant og lystbetonet individ med en meget høj fertilitet. En farlig kombination, skal jeg sige jer. Hugo er et resultat deraf og det har jeg på ingen måde fortrudt, men det har dog trods alt alligevel været så tilpas hårdt, at nu er det nok.

Og så opstod der sgu alligevel en smule panik før lukketid. Netop fordi, at jeg med beslutningen om at invitere det her hormonudskillende fremmedlegeme ind i min krop, samtidig beslutter at der er lukket land i de næste fem år – hvilket for mig betyder lukket land forever. Det er som sådan ikke en beslutning, som jeg har betvivlet, men pludselig fandt jeg ikke desto mindre mig selv i gang med denne sms-korrespondance med min bedre halvdel:

image

For helvede altså. Jeg vil jo ikke have flere børn. Det vil jeg virkelig ikke. Det var ikke mig, der skrev den sms. Det var dyret i mig. Menneskedyret, der bare vil reproducere og føde og amme og gøre det, som det biologisk set er sat i verden for at gøre. Ikke mig. Ikke mig!

Og så var der det med nervøsiteten. For gør det egentlig ondt, at få sat en hormonspiral op? Det var kvinderne på de diverse fora, som jeg i går aftes (dumt, I know) googlede mig frem til, ikke helt enige med hinanden om. Nogle af dem havde nærmest ikke mærket noget og andre havde skrækindjagende skrækhistorier om skrækkelige smerter og noget med strikkepinde. Argh! Jeg var altså ikke på toppen, da jeg lagde mig i den evigt akavede stilling på gynækologens briks. Men mine forestillinger blev gjort fuldstændig til skamme. Jeg mærkede noget i nærheden af ingenting og var totalt forundret, da manden påstod, at det var overstået. Var dét dét?! Mage til rar, forsigtig og dygtig gynækolog skal man vist lede længe efter – så hvis nogen står og mangler en sådan, så er det Mogens Dreyer i Gentoftegade, I leder efter!

Nå, nu mangler jeg bare at klikke “udgiv” på den grønne knap oppe i højre hjørne. Og så kan jeg pludselig alligevel mærke, at emnet er en smule mere intimt, end hvad jeg sædvanligvis roder mig ud i herinde. Men jeg gør det. Jeg tør godt! 1, 2, 3…

   

12 kommentarer

  • Helle

    Jeg synes, det er fedt, at du skriver om at få opsat en hormonspiral. I mine øjne bør alle kvinder unde sig den glæde. Jeg er i gang med nr. 3. Fik fjernet den første efter 2 år, da vi gerne ville have et tredje barn. Nr. 2 havde jeg i 6 år – glemte tiden og blødte overhovedet ikke. .. det er et skønt smertefrit liv uden kvindelige gener😃😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Hvor dejligt at høre! Tusind tak for din kommentar! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hvor sjovt du lige tager emnet op. Jeg har også netop fået sat en hormonspiral op for nylig. Af mange af de samme årsager – men med omvendt fortegn hvis man kan sige det sådan. Herhjemme er vi helt enige om at vi gerne vil have børn, bare ikke endnu. Vi har brugt meget tid på af snakke om hvornår det rigtige tidspunkt så er, uden rigtigt at komme frem til andet end at det hvert fald ikke er lige nu. Jeg valgte derfor at få en mini-spiral som holder i 3 år, men som selvfølgelig altid kan tages ud inden hvis vi helt aktivt vælger, at nu er det nu. Spiralen har jo også den fordel, at ens cyklus forbliver naturlig og derfor skulle projekt børn gerne være meget lige til når den engang skal fjernes.

    Jeg fik min sat op hos egen læge og jeg har aldrig prøvet noget så smertefuldt. Som i at hele mit underliv gik i kramper så jeg ikke kunne ligge stille på briksen, jeg var ved at kaste op og besvime hvert 5. minut i en hel time efter og måtte tage 5 pauser da jeg skulle gå 650 m. hjem fra lægen fordi smerten strålede ud i mine lår. Jeg måtte gå i seng og melde mig syg resten af dagen. Jeg havde en forventning om at det ville blive ligesom du beskriver, men det blev desværre alt andet. Man kan derfor sige at den havde en dobbelt-præventiv effekt – jeg har (uden at vide det) en idé om at véer må føles lidt på samme måde, og hvis det er tilfældet går der pludselig mange mange år før jeg skal have de der børn ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Puha – det lyder godt nok skrækkeligt! Jeg tror dog ikke, at det kan sammenlignes med at føde – for selvom det GØR pisseondt, så er der trods alt en højere mening og en ret fed præmie for enden af alle anstrengelserne! ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    At få en hormonspiral er det bedste jeg nogensinde har gjort. Bløder stort set aldrig. Har ellers altid blødt kraftigt. Jeg var også nervøs over om det gjorde ondt at få den sat op. Men som dig oplevede jeg at blive overrasket over jeg ikke kunne mærke det og troede ikke på det allerede var overstået😳 Og det var altså bare min praktiserende læge, der satte den op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Det er vigtigt at hormonspiraler bliver sat op på det rigtige tidspunkt i forhold til ens cyklus. Jeg pletblødte i et halvt år men herefter har det været ren lykke. FANTASTISK ikke at skulle bekymre sig om at have menstruation på alle de mest ubelejlige tidspunkter. Og humørsvingningerne bliver så meget mindre. Kan kun anbefales (sat op på det rigtige tidspunkt og ikke som jeg fik hvor det var skævt i forhold til cyklus)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Må man spørge, hvorfor du valgte en hormonspiral og ikke en kobberspiral?
    Jeg fik en hormonspiral op efter vores første barn. Det gjorde ondt – mest de første 48 timer bagefter. Som i jeg-vil-hellere-føde-10-børn-mere ondt. Den fungerede derefter efter hensigten, bortset fra, at jeg fik tørre slimhinder af den. Til sidste skiftede jeg til kobberspiralen, hvilket gav mig voldsom menstruation de første par gange efter den var sat op, men derefter var der hverken smerter eller andre bivirkninger….nu har jeg så fået taget den ud og er gravid igen. Men går da allerede og tænker over, hvad jeg skal kaste mig ud i af prævention når jeg er poppet. For det her ER det sidste barn ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Jeg overvejede også kobberspiral for helt at slippe for hormonpåvirkning, men jeg kunne læse mig frem til at der typisk er langt flere bivirkninger ved en kobberspiral – og så svarer hormonpåvirkningen fra en hormonspiral trods alt kun til at spise 2 p-piller på en måned :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anita

    Hmm måske jeg skal finde ham når jeg skal have min skiftet om 2 år, jeg fik min på Rigshospitalet af en yngre kvindelig gynækolog, og jeg siger bare AV som i AV for fanden smerter i over en uge bagefter og pletblødning i de næste 2 måneder.
    Men når det så er sagt, så er det nu det hele værd. Jeg er glad for min 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Jeg kan kun anbefale ham og havde også selv fået ham anbefalet meget varmt. Dejligt at høre, at du er glad for din! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #35 (med dobbeltgevinst, comedy og kunstværk)