Ugen der gik #90 (med bubble tea, fødselsdag og Ærø)

Hvad er din intention med at være her?

img_8349

Jeg har været lidt stille, siden jeg kom hjem fra Ærø. Både herinde, på instagram, snapchat og i virkeligheden. Jeg har gået og summet. Fordøjet. Sorteret. Og det har været nødvendigt – for det var vildt, det der skete på Ærø – men nu kan jeg mærke, at jeg bliver nødt til at få ordene ud. For at holde mig selv fast på de ting, der skete indeni mig. Jeg kan mærke at byen og hverdagen truer med at smide mig tilbage til hvor jeg kom fra. Hvor jeg mentalt var, da jeg steg på toget i fredags.

“Hvad er din intention med at være her?”. Sådan spurgte hun os. Maj My. Smukke, kloge og inspirerende Maj My. Så ubegribeligt stærk og så guddommeligt skrøbelig. En efter en fik vi spørgsmålet, da vi var ankommet. Vi sad i hver vores kurvestol på verandaen – imens regnen silede ned over markerne og havet foran os. I læ under et halvtag. “Hvad er din intention med at være her?”. Måske er det det største og vigtigste spørgsmål, du kan stille dig selv. I al fald hvis du med her mener i verden. I livet. Det var ikke det hun mente – og måske var det alligevel netop det. Vi legede dog, at der med her mentes på Ærø. Fredag d. 9. Juni 2017. Hvorfor var jeg kommet? Hvorfor havde jeg efterladt min mand alene med vores tre børn? Hvorfor havde jeg krydset en bro og noget hav – for at tilbringe to døgn på en ø, jeg ikke kendte – med nogle kvinder, jeg aldrig havde mødt? Jeg anede det ikke. Jeg vidste, at der måtte være en grund og at den lå og ventede på, at jeg skulle opdage den. Men jeg anede ikke hvad jeg ville sige, når det blev min tur. Og imens jeg lod mig røre af de andres historier – historier om tab, sygdom, svigt, tvivl og søgen – blev jeg bagved tårerne mere og mere i tvivl om min egen intention.

Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede. Vist nok sandheden. At jeg vidste, at der var en grund, men at jeg ikke anede hvad den var.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg fandt ud af det. Men jeg kom tættere på. Gennem samtaler, tillid, gråd, yoga, måltider, clairvoyance (!), overraskelser, kram, gåturer, stilhed, fællesskab og ensomhed kom jeg tættere på mit formål. Min intention med at være her. På Ærø og alle andre steder.

Da jeg var barn, insisterede min far på at tage min søster og jeg med på Christiania. Og gennem Istedgade. Og til et julemarked på et bosted for udviklingshæmmede. Jeg syntes at Christiania virkede utrygt, at sexlegetøjet i vinduesudstillingerne i Istedgade var det klammeste i verden – og jeg fik mit livs chok, da en udviklingshæmmet overfaldt mig med kys og kram på julemarkedet. Jeg fandt det pisseirriterende, at manden insisterede på at hive mig ud af min barndoms pæne forstæder – men han blev bare ved med at insistere. Insistere på at det var sundt for os at se noget andet, end det vi kom fra. Og nu giver det mening. Først nu. Nu hvor jeg har oplevet at sidde om et bord og opdage, at os, der ikke troede på enten ånder, spøgelser eller flere liv, var i undertal. At opleve at kvinder, jeg fandt kloge og som jeg nærede dyb respekt for, troede på noget, der lå så langt fra mig og fra det og fra dem, som jeg kom fra. At opleve en stærk forbindelse og samhørighed med mennesker, som jeg aldrig var faldet i snak med, hvis vi ikke var havnet på den samme ø på det samme tidspunkt. Så stærk og så fin en forbindelse, at jeg føler mig tom ved tanken om hvor langt væk de er nu. At blive tvunget til at udvide min horisont. At blive udfordret på mine overbevisninger. At opleve et behov for at kaste det hele op i luften.

Min verden blev større på en lillebitte ø.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

4 kommentarer

  • Ditte

    Det er en meget smuk og rørende beskrivelse, Cecilie. Tak for den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    And the world is indeed an island.
    Thank you for a GREAT post!

    I so follow your feeling; the reason you went to that island was the very same reason I went travelling. It it simply mindblowly incomprehensible the amount of people out there you bump into for no apparent reason who have the most life-altering stories to share that never let go of you entirely and, like you said so accurately yourself, leaves you with somewhat of a void at the idea that you only got share but a fraction of a moment in time…
    So pleased you got to have this experience, just for you.
    And remember: With this blog, you share out fractions of yourself with people who undoubtedly feel the exact same as you, at this very moment.
    Thank you :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det fint det indlæg. Elsker det. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Ej hvor lyder det bare som den bedste tur nogensinde 😊 Jeg overvejer det også stærkt, det passede bare rigtig dårligt sidste weekend om end det havde været hyggeligt du havde været der😊 Spændt på hvad du ellers har fået ud af det 😁

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #90 (med bubble tea, fødselsdag og Ærø)