Det gik. Nogenlunde.

Hvad foregår der på Paradise?

img_5279

Foto: Peter Grosen

Jeg mener sjældent noget herinde. Jo, jeg mener en masse om mig selv og min familie og min hverdag. Og jeg mener også ofte noget godt om ting udenom mig. Jeg er ikke bange for at rose ting og jeg begejstres let. Men jeg mener sjældent noget negativt om andet end mig selv. Og det er jo ikke fordi, at jeg ikke forarges og forundres og forbløffes af verden. Jeg orker bare ikke at sige det højt. Jeg orker ikke diskussionen. Og det skyldes både, at jeg, modsat hvad mange vil tro, er hamrende konfliktsky – og at jeg er enormt letpåvirkelig. Jeg bliver ganske enkelt alt for let i tvivl om, hvad jeg selv mener, når andre mener noget andet – og kan begrunde det.

Men nu er jeg nødt til at mene noget. Og emnet kan synes enormt overfladisk og ligegyldigt – for det er Paradise Hotel og jeg er snart 30 og hvad fanden sker der for mig? Men for mig er det alt andet end overfladisk – og dem, der kender mig godt, vil vide, at det er rimelig breaking news, at jeg synes noget negativt om Paradise.

Paradise Hotel er mit ultimative favorit-reality program. Er du tosset, hvor har jeg forsvaret det mange gange – og ved mange lejligheder. Jeg har brugt ord, som “velproduceret” og “ægte” (jo, jeg har!) – og jeg har ment det og jeg mener det stadig. Om de første 12 sæsoner, i al fald. For nu ved jeg ikke længere, hvad jeg skal mene.

Jeg havde godt set en artikel på et mindre intellektuelt nyhedssite for en måneds tid siden. En overskrift, der fortalte mig noget om, at nogle deltagere skulle giftes i det første afsnit. Og på trods af min uendelige kærlighed til et andet program, hvor folk også bliver gift uden af kende hinanden, blev jeg med det samme forarget. Men jeg oplevede også med det samme, at ikke alle delte min forargelse. Eller at de i al fald fandt det svært at forarges yderligere af et program, der alle dage havde forarget dem. Noget med, at det jo i forvejen udstiller og udnytter unge mennesker. Så et ægteskab fra eller til…

Og dagene gik og i tirsdags modtog jeg pludselig nogle beskeder fra folk, der kender mig godt, som skrev, at de godt vidste, hvad jeg lavede lige nu. Og jeg lavede ikke en skid og blev ramt af en mindre identitetskrise, da det gik op for mig, hvad der foregik. Hvad jeg ikke havde opdagede, at der foregik. At jeg ikke havde opdaget, at der var sæsonpræmiere på Paradise Hotel. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Er jeg ved at blive voksen?

Og i går fandt jeg så frem til min Viaplay-app og fik klikket play. Og det startede, som det plejer. Fem af hvert køn. Blandet intellekt. Vekslende grad af sympati. Og bang! Der var det. Twistet, jeg havde fortrængt. Brylluppet! Pigerne skulle blive enige om, hvem der skulle trække i kjolen – og drengene skulle blive enige om, hvem der skulle have blomsten i knappehullet. I hvert deres rum, vel at mærke. “Det handler om at gå all in”, messede værtinden.

Og således blev vi vidner til et bryllup. En vielse af en 19-årig og en 20-årig. Og således blev vi vidner til, at det langsomt gik op for dem, at det sgu var ægte. At der var en mexikansk dommer til stede og at det ikke var for sjov.

Og det er fandeme ikke i orden! Ja, de er voksne mennesker og ja, de ved godt at der bliver manipuleret og skamklippet og at de ikke selv bestemmer, hvem de skal fremstilles som. Men sådan har det altid været! Det er det, de melder sig til. Og der findes utallige eksempler på tidligere deltagere, der på trods af offentlig kampdruk og sex, har fine liv i dag – og som selv jeg, der aldrig har misset et afsnit, har glemt alt om.

Men et ægteskab! Et ægteskab, for helvede. Det er ikke noget, man bare lige glemmer. Den 19-årige pige og den 20-årige dreng kommer til at have en skilsmisse på cv’et. Fra Paradise. Og Mastiff (som jeg selv har arbejdet sammen med og som jeg indtil nu havde al respekt i verden for) undskylder sig med, at de unge mennesker er myndige og ved, hvad de går ind til. Og det lyder jo også fint nok – men det passer bare ikke. Jo, de er myndige – men derfor har produktionsselskabet fandeme stadig et ansvar at leve op til. Det havde de også, da de lavede “Spis og spar” i min lejlighed og det gjorde de også – men nu er jeg bare bange for, at det kun handlede om, at DR var kunden frem for TV3. Og de unge mennesker vidste tydeligvis ikke, hvad de gik ind til! Og jo, så kunne de være flygtet, da de fik opsnappet det med den mexikanske dommer – men der stod de der jo. I tøjet. Og med den garvede værtinde, der messede videre med sit “all in”.

Og de bliver garanteret skilt i aftenens afsnit – det ved jeg godt. Og jeg er blevet gammel og kedelig – det ved jeg også godt.

Men det er stadig ikke i orden. Hvad foregår der på Paradise?

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

5 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det gik. Nogenlunde.