Kom og gør et kup i Andedammen

“Hvad har været den hårdeste udfordring i dit liv?”

p1010010-kopi

I sidste uge drak jeg kaffe med Sillewho. En kop kaffe og et møde, som betød enormt meget for mig.

På en eller anden måde, fik hun nemlig åbnet mig op. Og jeg fik fortalt alt muligt, som jeg ikke har fortalt ret mange – og som jeg absolut ikke havde tænkt mig, at jeg skulle fortælle hende.

Jeg havde tænkt, at jeg skulle fortælle historien. Thors og min historie, som folk elsker og som jeg kan fortælle i søvne. Fordi den er god og sjælden og livsbekræftende.

Men så spurgte hun mig, hvad der havde været den hårdeste udfordring i mit liv. Og så ville det have været løgn, at fortælle om mit møde med Thor og vores beslutning om at blive forældre på rekordtid. For det var ikke hårdt. Det var egentlig en beslutning, der traf sig selv og som virkede så selvfølgelig – på trods af, at de ydre omstændigheder var lettere kaotiske.

Den hårdeste udfordring i mit liv, kom først nogle år senere. Og det handlede ikke om mine børn og det var ikke deres skyld. Det handlede om en psykisk lidelse, som jeg nok i virkeligheden havde haft siden jeg som 7-årig begyndte at banke på reoler og tælle bogstaver. Og som min sindssyge perfektionisme som nybagt og ung mor til to, for alvor fik bragt frem. Og som gjorde alting uoverskueligt og enormt hårdt at være i.

Det viste sig, at jeg led af OCD. Ikke i sin klassiske form med håndvask eller andre ritualer. Men med invaliderende tvangstanker og forestillinger. Det har jeg åbnet op for i det – hvis jeg selv skal sige det – afsindigt fine interview, som jeg er så beæret over, at Sille har skrevet. Og som du kan læse HER.

Måske fortæller jeg selv mere – en dag. Når jeg har samlet mod og hvis det giver mening.

   

8 kommentarer

  • Cecilie

    Hej Cecilie, jeg skulle lige gå og summe over dette indlæg og dit interview med Sille. Det rammer nemlig noget i mig. Og det er bl.a. genkendelse og tristhed. Jeg er selv blevet mor for første gang i januar. Og jeg kan kende mange af de tanker. Jeg har haft tvangstanker, af mild grad vil jeg tro (uden helt at vide hvad det betyder, for det føles stadig meget voldsomt), og jeg har følelsen af ikke at være god nok. Og bare rigtig rigtig gerne ville gøre det 100% perfekt og godt nok. Jeg er begyndt at huske på ubehagelige tvangstanker fra min barndom. Og tænker at mit selvværd godt kunne trænge til at blive styrket. Det er nemlig mit selvværd der er har stået for mål af en hård dommer indeni, siden jeg blev gravid, efter kun 2 mrd. sammen med min helt store kærlighed. Alt føles så rigtigt og naturligt. Og derfor skulle der ikke være en finger at sætte på noget. Min pludselig graviditet mundede ud i manglede støtte og svigt fra min tætteste og ældste venindegruppe. Og her 9 mrd. efter min datter kom til verden begynder jeg at give slip på kontrollen og opdage, at der skal arbejdes med nogle ting. Jeg vil bare sige tak, fordi du deler din historie og tanker.

    Hvordan oplevede du dine veninder og folk omkring dig reagerede på jeres valg om at få et barn så kort tid efter, at I havde mødt hinanden?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Cecilie. Tusind tak fordi du skriver og åbner op. Mine veninder tog det pænt – men jeg gled helt naturligt fra de fleste, fordi vores liv pludselig var så forskellige. Jeg er fandeme ked af at høre, at du føler dig svigtet af dine. Det er ikke i orden.
      Det er hårdt at få børn – uanset hvor rigtigt og naturligt det også føles. Og det er naturligt med grimme tanker – fuldstændig. Det bliver først farligt, hvis du tager tankerne for alvorligt. Og det kan man ikke selv styre. Og hvis du har det sådan – så vil jeg virkelig anbefale dig et psykologforløb. Det behøver måske ikke være mere end to eller tre gange – for lige at få styr på dig selv og dit hoved. Og så vil jeg anbefale dig at forsøge at komme lidt ud – uden dit barn. Selvom det kan virke sindssygt grænseoverskridende – især med første barn – så giver det bare så meget. Du må endelig skrive til mig – eventuelt pr. mail – hvis du har flere spørgsmål eller hvis der er noget, jeg skal uddybe! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var sådan et fint indlæg hos Sillewho. Virkeligt. Har selv sådan en historie også – bare en anden type. Tabuet over dem alle – fødselsdepression/efterreaktion. Er vist heller ikke helt klar til at sige så meget om det. Tror jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak, søde dame. Og nej – det er fandeme også grænseoverskridende. Men også en kæmpestor lettelse <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Det er den fineste artikel ❤️ Jeg blev helt rørt. Hun skriver fantastisk, og det er en virkelig fin fortælling, hun har fået lov at fortælle. Tak for at du åbnede op, og lod os læse med. Du er en pissegod mor, uanset hvad andre siger, og uanset hvad du ender med at arbejde med. Bare det gør dig glad – og glade mødre har alle dage givet glade børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind, tusind, tusind tak Katrine. Det betyder så meget, at høre det fra andre. Og ja, Sille er fuldstændig fantastisk!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie

    Ej okay- jeg tudbrøler, af at læse det fine og ærlige interview med dig! Det ramte lige et eller andet, som jeg selv kender til- ikke det samme, men en anden form for angst, jeg kæmper med!
    Tak for, du endnu engang sætter ord på det- selvom det bare er din egen historie. Så hjælper du. Og sikke en afslutning, tårerne trillede ned af kinderne, da jeg læste om din omsorg for hende.
    Pyha- sikke en emotionel oplevelse her 5 min over puttetid! Men tak for den ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Åh, altså. Kære Anne-Sofie. Nu tuder jeg sgu! Tusind tusind tak, fordi du skriver det dér. Det betyder mere end du aner! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kom og gør et kup i Andedammen