Ugen der gik #39 (med koloni, torsdagsfest og en læge i familien)

Hvad psykiatrien har lært mig om mennesker

bdf8eb32-7e71-4d7b-be88-c83d35435105-2

Mine dage i distriktpsykiatrien er ved at være talte. På onsdag skal jeg til eksamen og på torsdag har jeg lovet at tage kage med.

Da jeg lige var startet – for nu otte uger siden – skrev jeg begejstret herinde, at jeg skulle have med psykisk syge at gøre. Psykisk syge. Og jeg fik hurtigt en kommentar fra en klog læser om, at jeg skulle huske, at psykisk syge også var mennesker. Og ugen efter – i skolen – sagde min underviser noget der mindede om. At man ikke skulle sige “psykisk syg” – men “et menneske, diagnosticeret med en psykisk lidelse”. Ikke patient. Ikke et menneske med en psykisk lidelse. Ikke et menneske diagnosticeret med en psykisk sygdom. Et menneske, diagnosticeret med en psykisk lidelse.

Hold nu kæft noget ordkløveri, tænkte jeg. Gud fri mig vel og må jeg bede om mine himmelblå. Selvfølgelig vidste jeg godt, at de også var mennesker.

I dag ved jeg mere. Jeg har lært hvor usandsynligt vigtigt det er, at vi ser mennesket først. Ikke patienten. Ikke den syge. Men mennesket.

Og jeg har set mange mennesker. Primært mennesker, som er diagnosticeret med paranoid skizofreni. Og jeg hverken kan eller vil af gode grunde fortælle særligt meget om de her mennesker. Men jeg kan fortælle hvad de har gjort ved mig. Og de har rørt mig dybt. Og lært mig meget. Hold nu kæft hvor de kæmper. Imod indre stemmer, forfærdelige historier og imod stigmatisering. Og de har vist mig, at mennesker, der kæmper med psykiske lidelser kommer i alle mulige indpakninger. Det vidste jeg jo egentlig godt, men jeg er alligevel blevet overrasket gang på gang. “Han ser da overhovedet ikke syg ud” eller “hun virker jo helt normal” tænkte jeg adskillige gange ved mig selv i løbet af de første par uger. Jeg glemte at de jo bare var mennesker. Ligesom dig og mig.

Først og fremmest mennesker.

4 kommentarer

  • Sara

    Tak for et rigtig fint indlæg! :) Og TAK fordi du har lært, at so som har noget psykisk, som ikke er synligt. Rent faktisk også er mennesker. Som psykisk syg betyder det al verden, at blive mødt af mennesker, som også ser en som et menneske og ikke som en diagnose.
    Jeg er selv en ungvkinde (26), som idag er førtidspensionist, grundet psykisk sygdom (OCD, varig depressiv tilstand, angst m.m). Og jeg har desævrre oplevet al for mange gange, ikke at blive set som menneske, men nærmere som en diagnose.
    Ønsker dig al det bedste til eksamen :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Hej Clara.
    Fra en anden sygeplejestuderende(og fan af Cecilies blog) tak for din fortælling.
    Det er enormt betydningsfuldt for mig(os som kommende sygeplejersker) at høre om jeres oplevelser af sygdomme/lidelser.
    Vi kan læse en samme om lidelser i bøger, kende til symptomer, behandlingsmuligheder, medicin osv osv. Men der hvor det bliver mest interessant og betydningsfuldt for mig, er hvad lidelsen gør ved DIG – mennesket(!!!), der oplever lidelsen og hvilken indflydelse, den har på dit liv.
    Det var rigtig flot beskrevet og modigt af dig at dele din historie.
    Jeg ønsker dig inderligt alt det bedste.
    Venlig hilsen Caroline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara Bugge

    Tak for et rigtig fint indlæg. Jeg er faktisk selv indlagt på psykiatrisk pt. Jeg er indlagt med skizotypi, angst og en depression oven i hatten. Det er første gang, jeg er indlagt. Jeg har været ved at blive indlagt flere gange før, men jeg har altid sagt nej, fordi jeg bliver enormt utryg på psykiatrisk afdeling. Stemningen er tit meget trykket, og sygeplejerskerne taler til én, som om man er ved at dø. De hvisker altid, giver én det der mærkelige blik (som helt sikkert er sødt ment), men som faktisk får mig til at føle mig endnu mere utilpas, fordi jeg kommer til at føle mig helt skør og skæv i forhold til alle andre. Jeg hører ikke stemmer, men jeg ser ting, der ikke er der, og min verden er altid i bevægelse, flyder ud i sig selv, bølger og vender op på op og ned. Jeg har svært ved at finde ud af, om min krop rent faktisk ér min krop, og hvem det er, jeg ser i spejlet. De tilbagevendende spørgsmål hos mig er altid noget i retningen af; hvem er jeg? hvor starter jeg? hvor begynder verden, og hvor slutter den? Er det mine hænder, og hvem er det, jeg ser i spejlet? Hvorfor kan jeg ikke mærke mine arme, og gad vide om andre mennesker også kan flyve ud af deres krop og se sig selv udefra?
    For med min sygdom har jeg et anderledes tankemønster end den gennemsnitlige dansker, og jeg oplever også ting, der er anderledes end de fleste, men jeg er stadig også bare en ung pige, der gerne vil have det godt og være glad. Jeg har ikke selv valgt at være syg, og fordi sygdommen er usynlig, kan det bare være så svært at regne ud (både for andre og mig selv), hvad det egentligt ér, der er galt, og hvorfor jeg ikke bare tager mig sammen? Den tanke har jeg ofte om mig selv, fordi jeg kan blive så frustreret over, at min hjerne bare går i baglås og lader mig synke i dybet på åbent hav uden en redningsvest. Men jeg er så taknemmelig for al den hjælp, jeg får og alle de ting, der bliver gjort for, at jeg kan få det bedre. Jeg er taknemmelig for sygeplejerskerne, lægerne, ergoterapeuterne, psykologerne, psykoterapeuterne, akut-linjen, speciallægerne, køkkendamen og alle andre, der kun ønsker det bedste for mig og alle de andre, der også kæmper med sindslidelser, der er umulige at se, men i den grad kan mærkes (i hvert fald for den pågældende person).
    Jeg er smadderglad for at høre, at du har nydt dit praktikophold og lært en masse. Jeg er sikker på, dine patienter også har nydt din tid og dit engagement, for det er virkelig noget, der smitter. Personligt har jeg bedst erfaring med, at der grines og jokes lidt af det hele, for jeg bliver enormt utryg, når jeg bliver sygeliggjort i sådan en forstand, hvor jeg føler, resten af mig forsvinder.
    Og forresten; syntes du, jeg så syg ud, dengang du så mig i december til Thomas Buttenschøns pladeudgivelse af Cana’s Album?:-D Jeg hilste på dig efter musikken og sagde, jeg virkelig nyder at læse din blog – måske kan du huske det, måske ikke – men jeg nyder i hvert fald stadig din blog virkelig meget! Hav en rigtig god dag i morgen og sov godt. Held og lykke med eksamenen på onsdag! De kærligste hilsner fra Clara

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Clara. Tusind tak for din rørende kommentar. Jeg har sendt dig en mail <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #39 (med koloni, torsdagsfest og en læge i familien)