Ugen der gik #25 (med rokketænder, løbetur og gavegivning)

“Hvilken slags mor er du?”

image

I går havde jeg besøg af en veninde fra min mødregruppe. Min Hugo og hendes Sejer er født samme dag – og vi har regnet ud, at vi må have krydset hinanden på fødegangen. I går drak vi kaffe og snakkede om børn og om at være mor. For det er i høj grad det man snakker om, når ens hverdag ikke består af meget andet end netop børn, moderskab og alle dets facetter.

Min veninde fortalte mig, at hun for nylig var blevet spurgt hvilken slags mor hun var. Om hun var sådan en, der gik ind for attachment parenting. Eller en anden type? Øh bøh – det vidste hun ikke rigtigt. Det havde hun ikke defineret.

Da hun fortalte det, blev jeg ramt af en eller anden udefinerbar dårlig samvittighed. Over at jeg heller ikke aner, hvilken slags mor jeg er. Helt ærligt – jeg har tre børn og har været mor i mere end seks år. Burde jeg ikke have besluttet mig for hvilken mor jeg gerne vil være? Umiddelbart derefter ramtes jeg af en form for vrede eller frustration over, at det overhovedet kan give mig dårlig samvittighed.

Behøver jeg virkelig at definere mig selv som mor? Behøver jeg at beslutte mig for om jeg er sådan en, der går ind for langtidsamning og samsovning? Eller for flaske og at falde i søvn i egen seng? Behøver jeg at beslutte mig for om mit barn må få skemad eller om jeg går ind for baby-led weaning (en form for religion, hvor ens barn død og pine ikke må udsættes for en ske)? Skal jeg tage stilling til om mine børns værelser må udsættes for farver eller skal være klinisk hvide med douche nuancer? Behøver jeg virkelig?

Hvad nu hvis jeg er all for amning – men stikker min 3-måneder gamle baby en flaske i håb om at han endelig vil sove?

Hvad nu hvis jeg synes at mine børn skal lære at falde i søvn i deres egne senge – men elsker at min 4-årige lister sig ind under min dyne på et givent tidspunkt mellem klokken 01:30 og 04:45 hver eneste nat?

Hvad nu hvis jeg godt kan se, at Hugo nyder at spise sine rugbrødsmadder selv og med fingrene – men samtidig tillader mig at give ham hans havregrød med en ske?

Og hvad nu hvis jeg elsker mine børns pæne økologiske sengetøj i sarte farver – men erkender at pangfarvet plastiklegetøj med lys og lyd bare virker bedst?

Er det ikke godt nok? Behøver jeg at vælge? Kan jeg ikke bare vælge lidt til og fra og tage det hele lidt på gefühlen?

Jeg ved godt, at jeg tegner det skarpt op. Og jeg anerkender at det er sundt og nødvendigt at tage stilling til sit moderskab og det gør jeg da også selv i høj grad – men jeg fisker altså lidt fra den ene og den anden “mor-religion” og sammensætter min egen. Og det er vel godt nok?

Jeg synes at der er en tendens til at hele den her definering af sig selv som “mor-type” bliver lidt ekstrem. Og jeg forestiller mig at det må være enormt svært og forvirrende at navigere i som nybagt mor.

Jeg mindes ikke at det var så voldsomt dengang jeg selv blev mor for første gang – for bare lidt over seks år siden. Nok fordi jeg endnu ikke havde en smartphone og dermed ikke konstant blev konfronteret med grupper og diskussioner på sociale medier. Og da jeg i går eftermiddags var på barselsbesøg hos min gymnasieveninde, der lige har født sit første barn, tænkte jeg for mig selv, at jeg sådan håber at hun bare vil stole på sig selv og sin egen mavefornemmelse – og ikke lade sig påvirke af de utallige forskellige og stærke meninger, der er så let tilgængelige. At hun tør tage den på gefühlen.

Gefühlen er da okay! Eller hvad?

   

19 kommentarer

  • Louise

    Jeg har lige fundet min nye yndlings-blog. Er helt vild med dig, dine holdninger og din måde at skrive på! Og så ligger jeg og griner højt for mig selv over jeres ægteskabs-sms’er 😝 Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • For mig varierer det lidt hvilken mor jeg er. Jeg synes det er helt OK ikke at kunne være en bestemt type mor. Jeg skrev lidt om det for nogle uger siden: http://morher.dk/?p=49 og kom frem til konklusionen – at jeg er min datters mor. That’s it!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj-Britt

    Svaret må være at duner sådan en gefühlenmor, en der bruger sin sunde fornuft og tænker at sånsallndet nok gå. Efterhånden synes jeg at Alt har en etiket og hvis ikke kandet hurtigt få det. Da jeg var ny og usikker mor sagde min svigermor at jeg skulle lytte til mig selv og.så skulle det hele nok gå. Hun havde ret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Holly

    Hej Cecilie. Fantastisk blog!
    Det er så dejligt at læse om jeres lille familie. Og indlægget her sætter da om noget tingene i perspektiv. For det har længe naget mig, hvordan sociale medier i større, og alligevel ubevidst, grad påvirker min tilgang til mine unger.

    og og .. et ønske herfra. Du er en af dem, der har fået børn tidligt, men vist, heldigvis, ikke er synonym med dem vi følger på Kanal 4 prime time. Kunne du ikke lokkes til at blogge lidt mere om det at være ung mor?

    De bedste påskehilsner

    Holly

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Holly. Tusind tak for din kommentar – og jo – det vil jeg rigtig gerne skrive mere om! Tak fordi du læser med – og fortæller mig hvad du kunne tænke dig at læse mere af! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Rigtig fint indlæg. Hvorfor skal vi absolut puttes i en kasse?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt og befriende indlæg! Jeg stod med tvivl op til begge ører de første 6 måneder af min søns liv (kolik, ammeproblemer, søvn-udfordringer). Alle udfordringerne er mere eller mindre normale, men det harmonerede ikke med min egen Forestilling om den “rigtige” mor. Idag er han knap 1 år, har et stort temperament og en mor der har lært at slappe af. Jeg er ikke perfekt og jeg har ikke kunne finde én retning, så jeg går med min mavefornemmelse og mit hjerte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Og det tror jeg virkelig er sundt! Det med at følge sin mavefornemmelse altså. Hvis man skal holde sig 100% til en bestemt retning, kan man jo ikke undgå at træde ved siden af engang imellem og skuffe sig selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorrit

    Gefühlen er hvad der fik min søn til at blive en skøn harmonisk mand på nu 40 år😊.
    For 40 år siden stolede man jo også kun på sin mavefornemmelse, sin barneplejerske, sine veninder (dem der havde fået børn) og måske vores mor!! Og — DE OVERLEVEDE— , selv uden app’s og Lola Jensen 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Så fint skrevet. Nej self behøver man ikke være noget som helst andet hvad der føles rigtigt nede i ens egen mor-mave!! Tror bare jeg har besluttet at være den slags mor der forsøger at drysse kærlighed ud over mit barn i passende mængder (kan det overhovedet blive for meget?) resten tager jeg hen af vejen… I øvrigt så skægt at følge dig på Snap, da jeg har en pige ca samme alder som Hugo og også lever “det søde” barselsliv – rugbrødshapsere og hammerslag!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Haha – hvor er det godt at høre at jeg ikke er den eneste, der ser lidt for meget hammerslag! :) og nej – kærlighed tror jeg ikke på at man kan overdosere! Tak fordi du læser med! ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er en meget klog og sød og god kvinde. Og mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har tit tænkt at det er vildt hvor meget man skal definere sit forældreskab.. Jeg kunne heller aldrig finde på at bruge ordet ’samsovning’ – men min søn sov i sengen de første 11 mdr.. men nu er det som om alting ‘hedder noget’ og man må ikke bare sige “Jeg gør det jeg synes virker mest rigtigt for MIG og MIN FAMILIE”. Men vi kan jo håbe at det kommer som en modreaktion på et tidspunkt ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Lige præcis. Alt skal have et navn og det gør det lidt ekstremt, for hvad så hvis man ikke gør det 100%? Tak fordi du læser med! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim

    Superfint skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #25 (med rokketænder, løbetur og gavegivning)