Dengang jeg brød sammen

Jeg har et problem

img_0030

“Hvad sker der for dit instagame (aktivitet på det sociale medie Instagram)?”, skrev min søster til mig – sent forleden aften og fra den anden side af Atlanten. Min søster, hvis instagame jeg for bare nogle uger siden roste i skyhøje vendinger, fordi hun endelig havde set lyset i at bruge Instastories, så jeg havde en chance for at følge med i alt det, hun foretager sig. På den anden side af Atlanten.

Og hvad sker der egentlig for mit instagame? Jeg har ikke postet et billede i ni dage, hvilket med garanti ikke er sket siden jeg begyndte at blogge. Og jeg er usædvanligt inaktiv på Instastories – den lille ekstrafeature på det sociale medie, der inviterer en til at dokumentere sit spændende liv på en mere uhøjtidelig og upoleret måde, fordi videoklippene og billederne forsvinder og slettes efter et døgn.

Hvad sker der egentlig for mit instagame? Hvad sker der for min iPhones fornyede batterilevetid? Hvad sker der for alle de notifikationer, der ikke længere lyser min for 2800 kroners nyreparerede skærm op hvert andet minut? Hvad sker der for den facebook-app, der ikke længere befinder sig nede blandt de fire vigtigste apps – eller blandt de mere ligegyldige på side fem, for den sags skyld? Og hvad sker der for, at jeg i forgårs åbnede en skønlitterær bog for første gang i pinligt lang tid?

Thomas Skov. Thomas skov, for fanden…

Jeg har et problem. Jeg er afhængig af min mobiltelefon. Det har jeg sådan set vidst længe – eller har jeg? Jeg har været hende, medierne ringede til, når de skulle bruge et eksempel på en telefonjunkie. Jeg har siddet i Go’ Morgen Danmark og erkendt min afhængighed for åben skærm – og jeg har ladet mig interviewe til Radio 24 Syv via en telefonforbindelse fra Malaysia. Jeg har i begge forbindelser fået professorers og eksperters ord for, at jeg har et problem – og jeg har nikket og tilkendegivet, at det vidste jeg jo egentlig godt – og sagt, at jeg ville se at gøre noget ved det. Og så har jeg forladt tv-studiet og lagt røret på – for at fortsætte ufortrødent. Fortsætte med at lade sociale medier, mestendels uinteressante feeds og ligegyldige nyheder styre og stjæle en betydelig del af mit liv og min tid. Fra mig selv, fra min mand og fra mine børn. Sagt til mig selv, at vi skriver 2017 – og at nok har jeg vist nok et problem, men at de dér halvgamle læger altså også måtte følge med tiden og indse et eller andet. Og at det jo i virkeligheden også var en del af mit arbejde, det dér med at være på.

Jeg vidste godt, at jeg havde et problem. Jeg erkendte det bare ikke, før Thomas Skov fortalte mig, at han havde det samme. Og i onsdags, da jeg cyklede en forfærdeligt og fantastisk lang tur, smed jeg hans nye podcast “Jeg er mobilafhængig” i ørerne. Og det er lidt ligesom med dokumentaren Cowspiracy på Netflix. Den skal man ikke se, hvis man er glad for kød. Thomas Skovs nye podcast skal man ikke høre, hvis man er glad for sin mobiltelefon. Men selvom jeg om nogen elsker min mobiltelefon, så gjorde jeg det altså – og nu er det onsdag igen. Og jeg har hørt alle fem afsnit og jeg er mildest talt chokeret. Chokeret over hvad jeg har lært om mig selv og mit forbrug – og tilsvarende chokeret over hvor meget den viden allerede har fået indflydelse på selvsamme.

Men hvorfor virker Thomas Skovs podcast bedre end alle de artikler om emnet, som jeg faktisk har læst og også til dels ladet mig skræmme af? Først og fremmest tror jeg, at det handler om det uhyggelige ved at høre en anden sætte ord på ens problemer. At høre Thomas Skov fortælle, at han ikke kan koncentrere sig, at han ikke kan læse en bog, at han kigger mere på sin telefon end han kigger på sin ægtefælle, at han tager for mange billeder af sin datter og tjekker for meget facebook, når han putter hende, til at det kan lade sig gøre at være en nærværende far. Ikke engang at blive chokeret, når manden fortæller, at han går på Instagram på motorvejen! Forarget? Selvfølgelig! Chokeret? Not so much…

Det uhyggelige i det element – kombineret med de skarpe, kloge og inspirerende mennesker, han har inviteret med. Lægen Imran Rashid, der i min optik forklarer det her fænomen bedre end nogen anden, jeg er stødt på. Som uden omsvøb fortæller Thomas Skov og dermed mig, at virkeligheden taber, når Instagrams algoritmer vinder. At min mand og mine børn taber kampen mod den dopamin, der udskilles i min hjerne, når jeg ser et rødt symbol i hjørnet af min app – eller endnu værre, at de faktisk taber kampen alene mod forventningen om den dopamin, der udskilles i min hjerne, når jeg ser et rødt symbol i hjørnet af min app. Og at der er forskel på at blive forstyrret og at lade sig forstyrre. At jeg i virkeligheden selv bestemmer.

Og så er der Leonora Christina Skov, der har været så afhængig af Facebook, at hun i dag gemmer sin telefon i en skuffe i den anden ende af lejligheden og benytter et program, der gør det umuligt for hendes computer at gå på nettet i to timer ad gangen. For ellers ville hun ikke kunne skrive bøger. Og hjernekirurgen, der med sin smørbløde og unaturligt rolige stemme fortæller Thomas Skov og dermed mig, at mobilafhængighed gør os ligeså lette at aflede som “børn og de fleste dyr”. Og så er der Bodil Jørgensen, der iskoldt afviser Thomas, når han spørger hende om der ikke kan være en sandhed i, at muligheden for at være konstant tilgængelige gør os mere frie. Og Poul Nesgaard, der snakker om at vi bør lave ingenting i 30 minutter hver dag – og får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig ved tanken alene. Ingenting? Altså som i slet ingenting? Og i sidste afsnit, som jeg blev færdig med i går, snakker Thomas med psykologiprofessor Peter Elsas, der fortæller om den måned, han tilbragte alene i en hule, på en måde, så jeg gravalvorligt får en mærkværdig form for lyst til at prøve det samme – i en uge, måske. Og slutteligt Lakserytteren. Landets største snapchatter, som jeg i første omgang overhovedet ikke forstod, hvorfor skulle have næstsidste ord i et så vigtigt og seriøst program – indtil jeg hørte, hvad han sagde og var så enig og så uenig, at det gav fuldstændig mening alligevel.

Og hvad så nu? For at være helt ærlig, så aner jeg det ikke. Jeg har lyst til at smide min iPhone i Sortedamssøen og anskaffe mig en 3310. Til at lukke bloggen, slette Instagram og gå under radaren. Trække mig tilbage. Læse bøger, dyrke yoga, flytte på landet og “holde møder med Anders And”, som Poul Nesgaard foreslog i afsnit 4. Det har jeg virkelig. Samtidig med, at jeg rationelt set godt ved, at det jo ikke er der, den ligger. Det er jo ikke det, jeg reelt har en længsel efter. Det er blot billeder på det, jeg har en længsel efter. Nemlig at være mere nærværende. At være en mere nærværende mor og kone – og et mere nærværende menneske. At genfinde og genskabe evnen til at fordybe mig i noget. Evnen til at holde min kæft og undvære konstante stimulanser i form af kortvarige og i virkeligheden ligegyldige dopaminindsprøjtninger. Til at blogge, når jeg har lyst og har noget på hjertet – og til at støve mit halvandet år gamle og pissedyre kamera af og kun tage billeder, når jeg finder et motiv, det reelt giver mening at forevige – frem for at lade kamera-app’en på min iPhone være en lynhurtig indgang til alt det, jeg kan og bør undvære. Så jeg kan give plads til det, der tæller.

Jeg vil jo i virkeligheden gerne bare finde en balance. Opdage, at jeg selvfølgelig godt kan tage et billede af mine børn og at jeg selvfølgelig godt kan tjekke nyhederne – og være en nærværende mor samtidig. Jeg kan nok bare ikke tage 50 billeder af mine børn, skære dem til, opfinde en passende tekst, uploade det til mit foretrukne sociale medie, holde øje med likes og kommentarer og være en nærværende mor samtidig. Og måske skulle jeg lade mine nyhedssites og mit facebookfeed vente til selvsamme avl sov.

Jeg har slettet Facebookapp’en fra min telefon og det er lige dele bemærkelsesværdigt og uhyggeligt, hvor ofte min tommelfinger nu åbner den mailapp, der har overtaget dens plads – uden at jeg overhovedet vidste, at jeg bad den om det. Jeg har slået 90% af mine notifikationer fra, så jeg nu blandt andet aktivt skal åbne Instagram for at se, om nogen vil vise eller fortælle mig noget ad den vej. Jeg har planer om at erhverve mig en clockradio, så jeg kan lade telefonen ligge i stuen om aftenen – og jeg har i samråd med min mand genindført de skærmtider, som vi så ofte har truet børnene med – og som vi altid har trukket i land med ligeså hurtigt.

Jeg lukker ikke bloggen. Jeg sletter ikke min Instagramprofil. Jeg vil bare gerne selv vælge det til og ikke føle, at jeg bør det ene eller det andet. At nogen forventer noget indhold af nogen bestemt hyppighed eller kvalitet – når jeg jo godt ved, at den eneste, der reelt forventer ret meget, er mig selv.

Nå ja, og min søster – for hun var jo sjovt nok den eneste, der bemærkede radiotavsheden.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

6 kommentarer

  • Ditte

    Hvor er det bare et stærkt og ikke mindst ærligt indlæg – tak 🙌🏻 Det var lige præcis sådan et wake up call jeg havde brug for. Jeg er sikker på at min kæreste og vores to-årige twins giver mig så meget mere igen end den latterlige telefon gør ⛔️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Kære Cecilie. Det er meget fint og rigtig skrevet og du (og Thomas Skov og alle de andre) rammer jo helt rigtigt. Jeg er selv ramt i en eller anden grad, og gør også (små) ting for at ændre det. Blandt andet har jeg et Applewatch, hvor det kun er opkald og sms der går igennem til – det betyder at jeg tjekker mobilen meget mindre, for jeg ved at jeg er tilgængelig for dem der virkelig vil have fat på mig. Det giver mig ro, selv om andre vil mene at det giver stress. Jeg får vel 3-5 sms pr. dag og måske 1-2 opkald, så det giver ikke stress.
    Jeg har intet at lade nogen høre i forhold til brug af mobil, dog har jeg alligevel tilladt mig at undre mig over/smågrine lidt over de her snaps og instastories fra puttesituationer med små børn. Skærmen lyser hele dit ansigt op, du snakker ind i en telefon og alligevel undrer du dig over at din barn ikke kan sove? Jeg har et forslag ;o)
    KH
    Carina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Glad

    Pyha, jeg må hellere høre den podcast. Jeg ved jo jeg har et problem…. Tak for skubbet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Plejer ik og kommentere på dine oplæg, men efter først dit “Sig hej” og nu specielt dette.. Du ramme nogle ting i en (mig) med den måde du ka skrive om nogle emner, der egentlig er “almindelige” ting jeg før har set, hørt og diskuteret.. Tænkte jeg må sige hej hvis jeg ser hende her på Østerbro, ville jeg ellers ik ha gjort.. Og nu får virkelig lyst til og høre de podcast med Thomas Skov, trods jeg ik har lyst til og ligge tlf væk men godt ved jeg burde.. Men for at være hel på tværs selvom jeg sys det er stærkt, de valg du har taget, vil jeg altså komme til at savne at følge med på insta stories :-) Var egentlig bare det jeg ville sige :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Hvor er du sød. Tusind tak for din kommentar, der gjorde mig så glad. Og jeg dropper altså ikke instastories helt – der bliver nok bare færre af dem i tidsrummet mellem 15 og 20 :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dengang jeg brød sammen