Hvorfor #3

Jeg lukker en dør

img_3494

I slutningen af Juli tog jeg et billede af mig selv i Andedammens spejl. På min første dag. Smilet var stort og fuld af forventning. I dag tog jeg et til. På min sidste dag.

Det er præcis en måned siden, at jeg endeligt besluttede og fortalte, at jeg alligevel ikke ville være fuldtidsblogger – og at jeg dermed havde opsagt min kontorplads i min elskede Andedam.

Siden den dag, har jeg ikke befundet mig i Andedammen. For jeg elskede den ikke for en måned siden. Jeg havde i alt for mange dage siddet på min pind med alt for meget tvivl i bøtten – og deraf alt for stor skriveblokade. Så da jeg havde truffet min beslutning og opsagt min plads, vidste jeg ærligt talt ikke, hvad jeg skulle gøre på mit kontor. For skriveblokaden forsvandt ikke på magisk vis med beslutningen – og til gengæld forsvandt December.

Men i dag er jeg tilbage i Andedammen. Lige nu, faktisk. Jeg sidder i vores lyserøde sofa og skriver disse ord i en note på min telefon. Jeg havde egentlig ikke planlagt, at jeg skulle forfatte mere herinde. Jeg skulle bare hente mine ting og rydde mit bord – og jeg har taget Sia med som hjælper. Hun har heldigvis medbragt en iPad, som hun er forsvundet ind i – i den anden ende af sofaen. Heldigvis fordi der skete noget, da jeg kom herind. Jeg burde nok have set den komme, for jeg er jo en følsom type – men jeg blev alligevel overrasket.

Jeg blev ked af det. Vemodig og trist. Det startede allerede, da jeg låste mig ind i opgangen. Vores skæve, fine og gamle opgang – og gik op af de vakkelvorne trapper, som jeg så forventningsfuldt halvløb op ad – tilbage i Juli. Og det fortsatte, da jeg låste mig ind i vores entré – og blev mødt af det uendeligt smukke, gamle vægmaleri, der har lagt navn til stedet. Og det gik helt galt, da jeg kom hen til min pind. Min pind, hvor jeg i fire måneder har siddet og skrevet. Drukket kaffe og champagne. Og spist chokolade og knækbrød. Og hørt Noah og skrålet med på Hanne Boel. Og haft grineflip over ting, jeg ikke længere kan huske – og grædt over ting, jeg aldrig vil glemme. Og da jeg fandt de gaver, som mine andemødre havde stillet til mig – og læste det kort, de havde lagt ved – ja, så var der ingen vej tilbage.

Så jeg tudede lidt. Og fortrød big time. Og det gør jeg stadig – for det kan man godt, selvom man ved, at man har truffet den rigtige beslutning. Jeg skal stadig ikke være fuldtidsblogger – og jeg rydder mit bord og tømmer mine skuffer for bolchepapir og tilskrevne post-it’s. Lige om lidt. For jeg vil hellere noget andet – og jeg ved godt og heldigvis, at dét, der gør det svært lige nu, er menneskerne.

Cana og Cecilie, som troede på mig og gav mig chancen – og som er dem, der fik mig til at græde. I dag og alle de andre dage. Frederikke, som er en af de allersejeste unge kvinder, jeg nogensinde har mødt. Sandra, som er det sødeste, sjoveste og smukkeste væsen i verden. Trine, hvis råstyrke og kompromisløshed, jeg både misunder og beundrer. Danica, som jeg aldrig lærte at kende så godt, som jeg gerne ville. Og Christina, som jeg er så uendeligt ærgerlig over, at jeg aldrig nåede at arbejde sammen med.

Det er de seks mennesker, der gør det hårdt. Det er ikke kaffen, musikken, den guddommelige udsigt eller de lyserøde heliumballoner, jeg lige har skubbet væk fra mit ansigt. Og heldigvis for det, for mennesker kan man beholde i sit liv – uanset scene. Jeg kan beholde dem i mit liv imens jeg gør det, jeg skal.

Og således blev det her indlæg både alt for langt og alt for følsomt. Og samtidig ingen af delene.

Jeg rejser mig lige om lidt.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

14 kommentarer

  • Sara

    Kære dig!
    Jeg må hellere starte med at skrive, at jeg faktisk ikke er hverdagslæser af din blog, udelukkende fordi jeg først lige har opdaget dig og din fine blog! En bekendt på facebook linkede til et blogopslag fra din blog også tænkte jeg: ej, det var hende på tv – hun så sød ud, også måtte jeg lige ind og læse på din blog og jeg blev altså pladask forelsket i dig og din måde at formidle på. Men med et blev jeg også helt trist. Da jeg læser dit seneste indlæg opdager jeg, at du vil nye veje og stopper som fuldtidsblogger. Uden at kende dig lyder det som den sværeste og sejeste beslutning med den dejlige blog du har! Men jeg bliver nysgerrig på, hvorfor du ønsker at stoppe som fuldtidsblogger? Livet som blogger kan for en som mig, der bare læser og sluger alle de dejlige indlæg, virke dejlig selvstændigt og anerledes, men vil du evt. fortælle lidt om det svære ved at blogge og hvad der gør til, at du vil andre veje?

    Alt mulig held og lykke din vej! Nu vil jeg fortsætte med at udforske dit lille hyggelige blog univers :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Sara. Først og fremmest, velkommen til – og hvor blev jeg glad for din kommentar! Der er mange grunde til mit valg og enormt mange og svære overvejelser bag. Jeg skrev lidt om dem i dette indlæg: Men måske skulle jeg skrive noget mere om tankerne :) Jeg håber i hvert fald, at du bliver hængende!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • SEJE DIG! shit jeg har respekt for selvindsigten OG dine ord. Hav et dejligt nytår! Livet bliver skide godt – er jeg sikker på! :) A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Søde, søde Allan. Tusind tak! Virkelig. Og godt nytår ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor intet vover, intet vinder – det handler jo om at udfordre sig selv, at man ikke skal være der resten af livet er ikke et nederlag, men blot en beslutning, som du også tydeligt får frem i indlægget her.
    Krydser fingre for, du igen finder på noget spændene at prøve af (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Marie

    Rigtig meget held og lykke med livet uden for andedammen…:o) Jeg håber du bliver glad og kommer til at trives.. med fremtiden som sygeplejerske.
    Jeg forstår godt at du ikke vil være fuldtidsblogger faktisk, men jeg forstår ikke at du ikke sadler om, og bliver noget hvor du skal skrive og bruge det du er så pisse god til.
    Jeg tror du fortryder, men man skal følge sit hjerte, og man kan jo altid tage døren ti venstre hvis den ligeude ikke passer alligevel
    Godt nytår smukke kvinde :o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Mette Marie. Tak for din kommentar! Lige nu er jeg så usikker på, hvor jeg gerne vil ende, at jeg tager den løsning, der ligger lige for. På halvandet år kan jeg få en rigtig god, bred uddannelse og komme til at lave noget som jeg – også – brænder for. Jeg aner ikke hvor jeg er om fem eller ti år, men lige nu har jeg brug for en form for sikkerhed og for at færdiggøre det, som jeg startede for efterhånden længe siden. Og bloggen fortsætter ufortrødent – bare kun når jeg har lyst fremfor når jeg skal :) Rigtig godt nytår og tak fordi du læser med! ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • For mig vil du altid være en af Andedamerne. Tak for denne gang smukke, søde, inspirerende dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tak, søde Frede! Jeg savner dig og det kommer jeg til at blive ved med – så jeg kommer snart forbi! ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er sød!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3 Vi kommer til at savne dig <3

    Og så er jeg ked af, jeg missede dig. Er lige kommet herind.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Dårlig timing! :( og jeg kommer til at savne jer! ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfor #3