Jeg er fan!

Jeres kærlighedsjulekalender #4

image

I dag har jeg spurgt en af mine absolutte yndlingsbloggere og tidligere klassekammerat Sara, om jeg ikke måtte låne det brev, som hun skrev til sin bedste ven tidligere på året. Det er en kærlighedshistorie, der rører mig meget:

Kære Mati,

Du er lige fløjet sydpå til Santiago i Chile, og vi tog afsked for fire timer siden.

Vi har ikke haft så mange dage sammen som jeg kunne have ønsket mig, men vi har fået det maksimale udbytte ud af det.

Du er min bedste ven.

Det har du været lige  siden jeg var femten, og vi vadede formålsløst rundt i byens gader og stræder og pjækkede fra skole, og lige siden vi drak os fulde på byens natklubber hvor jeg altid sneg mig ind trods min unge alder.

Det var den dér periode hvor vi altid spiste kebab ved solopgang, og hvor jeg altid gik i ukristeligt korte kjoler.

Dengang boede du på Nørrebro, og mine forældre  ringede altid og spurgte hvor pokker jeg blev af.

Jeg var sammen med dig hver gang jeg øjnede muligheden for det, og jeg sov sammen med dig hver gang chancen bød sig.

Selvom vi to  var platonisk kærlighed var det godt nok for mig.

Det var faktisk mere end rigeligt, for sådan indså jeg hurtigt, at jeg kunne beholde dig  hele livet, og dette er en  teori jeg stædigt  holder fast ved,  den dag i dag.

Måske må jeg indrømme at jeg uden selv at være klar over det, var  lidt forelsket i dig til at starte med, for jeg brød mig slet ikke om, at du var sammen med andre piger.

Faktisk bryder jeg mig heller ikke om det, den dag i dag.

Da jeg blev lidt  ældre fandt jeg ud af, at det ikke gjorde mig noget hvis du bare havde casual sex med tilfældige tøsebørn, så længe at du ikke blev forelsket i en af dem.

Det var dig der viste mig forskellen på amourøs,  og dyb ubetinget kærlighed til et andet menneske.

Jeg fandt også ud af, at du blev min målestok for alle de forhold jeg har haft indtil nu.

Mændene sammenlignede jeg altid  med dig, for i min optik har du altid været den sjoveste, og  den klogeste, og  som du nok kan regne ud, nåede de dig naturligvis aldrig til sokkeholderne.

Det er der i øvrigt stadig ikke  nogen der gør.

Da du blev forelsket i din daværende kæreste, måtte jeg sluge en kamel eller ti, for jeg havde altid haft den fornemme titel af at være den eneste pige i dit liv.

Nu skulle jeg dele pladsen med en anden, og jeg erkender blankt at jeg  på dette område er et besidderisk bæst der altid ville være din nummer et.

Den lille jalousi i maven holdt  jeg dog for mig selv, for jeg har altid ønsket dig det bedste, det ved du, – også selvom at det ikke var mig der fik dit hjerte til at banke hurtigere.

Der var mange i vores omgangskreds der aldrig rigtig fattede, hvad det egentlig var vi lavede.

Du har jo altid været  glad for damer , og det krævede en del overbevisning at få dem til at forstå at vi to altså bare var venner.

Som pige og dreng lå det vel også til højrebenet,  hvis vi en dag havde dannet par.

Jeg klandrer dem skam ikke for at tvivle.

Puha Mati – jeg savner dig hver evig eneste dag.

Der er altid mindst fem ting i hverdagen jeg vil dele med dig, og som kun du ville forstå, og så ville du lave en joke og så ville jeg flække af grin, og så ville vi tale i telefon i en time.

Jeg har altid været pavestolt af at kalde dig min bedste ven, og gå arm i arm ned af gaden, for jeg synes du er så utrolig smuk.

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg skjult har betragtet dig når du tændte en cigaret,   eller  iagttaget dig når  du lå og grinte af en film.

Alle dine bevægelser, kender jeg fra ende til anden,  og jeg ved hvordan du trækker vejret.

Det er næsten to år siden jeg så dig sidst, og det er fem år siden at du flyttede fra København.

Da jeg mødte dig i fredags var alt ved det gamle, og ligesom for ti år siden vadede vi fordrukne hjem med våde bukser, fordi vi  begge havde sat os på en drink, og ligesom dengang spiste vi kebab med tømmermænd,  og tog vores højhellige middagslur.

Du ved hvor piget jeg egentlig er, for jeg skriver jo dette  uden nogensinde at have fortalt det til dig.

Du ved  dog også hvor genert og sky jeg er når det kommer til stykket, så det kommer vel  ikke som nogen overraskelse.

Der er  endnu ikke nogen som har taget din verden med storm, men det kræver i den grad  også sin kvinde.

Desuden har jeg heller ikke fundet bare éen, der er god nok til dig, og det kommer jeg højst sandsynligt heller aldrig til.

Set bort fra det, er jeg  voksen nok i hovedet til at vide, at du på et tidspunkt finder kærligheden.

Selvfølgelig gør du det, for ingen fortjener det mere end dig.

Heldigvis  er jeg  blevet moden nok  til  også at vide,  at ingen kan overtage min plads, men gud nåde i himmelen trøste den kvinde  som du gifter dig med.

Jeg har ikke i sinde at rokke mig ud af stedet, og  skulle det komme så vidt, er jeg ikke bleg for at vise kløer indtil at jeg bliver accepteret som en uforanderlig del af dit liv.

Nogle gange har jeg  en bange anelse om, at jeg til dit bryllup og som  din “best woman” kommer til at stå i et hjørne og flæbe i skjul , fordi du ikke længere kun er min.

Efter en rum tid når “chokket har fortaget sig”   ved jeg også  at jeg vil  jeg blive glad igen,  fordi at du udnævner mig som dit kommende  barns gudmor, og så vil jeg kigge forbi til middag, og så vil jeg sludre med din hustru.

Man vænner sig til alt ved du nok, og på  denne måde forbliver  vi uadskillelige, for vores venskab vil  vare  ved livet igennem.

Du ved jo også – ligeså vel som jeg, at  ingen når os  to til sokkeholderne.

Hvis I også er vilde med Saras måde at skrive på, så hop over på hendes blog HER – der er mere end rigeligt guf til en hel fredag aften! Og send mig gerne jeres kærlighedshistorier på tregodegrunde@gmail.com

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er fan!