Og så havde vi to

Kære dagbog. I dag cyklede jeg virkelig langt.

img_0029

Det længste, jeg vist nogensinde har cyklet. Til Herlev og tilbage. Til Herlev og tilbage!

Jeg skal starte i praktik på Herlev Hospital om halvanden uge – og efter at have undersøgt mulighederne for at lade mig fragte derud med det offentlige, blev intentionen meget hurtigt at cykle. Frem og tilbage. I al slags vejr. Dag efter dag. Det ville gå hurtigere – og så kunne jeg endelig komme i form. Jeg tog tre-fire kilo på i Asien. Kørte is og chokolade og cola ned, imens jeg fortalte mig selv, at jeg jo skulle cykle til Herlev. Til Herlev og tilbage. 11 kilometer hver vej. Og 300 meter, for at være helt eksakt.

Og i dag havde jeg ingen planer. Og jeg besluttede mig derfor for at prøve cykelruten af. For at se hvor lang tid, det ville tage – og for at se om jeg overhovedet kunne kapere så lang en cykeltur. Om jeg ville få verdens største optur over mig selv – eller om jeg ville bede om endnu en orlov.

Som man kunne se på min story på Instagram tidligere i dag, så havde jeg det lidt som om, jeg skulle løbe et marathon. Nej nej, jeg bilder ikke mig selv ind, at anstrengelsen ved at nedlægge 22 kilometer på cykel kan måles med anstrengelsen ved at nedlægge 42 kilometer på ben – men nu er jeg ved gud heller ikke løbetypen og i går blev jeg ægte forpustet af at gå op på anden sal i Hugos vuggestue.

Pakkede et mellemmåltid og en flaske vand, tog solbriller på og downloadede et par podcasts. Og så bad jeg Google Maps om at guide mig og Endomondo om at tracke mig. Klar parat – kør! Min puls var allerede over normalen, da jeg var nået Trianglen (og vi bor uhyggeligt tæt på Trianglen…) – og jeg havde ikke den store tiltro til mig selv. Ud gennem Nørrebro – hvor jeg nåede at spørge mig selv, om man egentlig skal være bange for at befinde sig for tiden – op ad en bakke, ud ad en forkert vej – foretage en u-vending – og så! Så befandt jeg mig pludselig ved Utterslev mose, hvor jeg blev ført ind på de fineste stier og var helt alene i verden. Det gik ned ad bakke og jeg kunne fysisk ikke lade være med at smile. Over solen, der skinnede, over bakkens hældning – og over endomondo-damen, der fortalte mig, at min gennemsnitshastighed bare steg og steg. Ha!

Og pludselig var den der. Den tårnhøje bygning. Stedet, hvor alle mine søstre er kommet til verden – og hvor min oldemor og bedstefar forlod den. Hospitalet, som jeg er kørt forbi så uendeligt mange gange, når jeg har været på vej ud til min mormor, der aldrig har boet andre steder end i Herlev. Jeg fandt en bænk på en nærliggende villavej, hvor jeg indtog en müslibar og spurgte min app hvilken vej, den ville sende mig hjem igen ad. Og jeg kunne til min store begejstring se, at den ville have mig gennem Søborg. Søborg, som jo er min barndomsby. Hvor jeg boede fra jeg var et år til jeg var 14. Og vejen hjem skulle kun vise sig at være endnu finere og de bakker, der hældede den rigtige vej, skulle kun vise sige at være endnu længere. Ned ad den vej, som flere af mine klassekammerater boede på – og forbi den postkasse, som jeg så ofte vandrede op til med en hund i en snor og noget, der skulle sendes.

Og så trillede jeg ned ad min brostensbelagte nabogade – og følte faktisk, at jeg havde løbet det dér marathon. Jeg havde i hvert fald ufatteligt stor optur over mig selv – og nu glæder jeg mig kun endnu mere til at komme ud og redde verden på onkologisk lige om lidt.

Og for at det ikke skal være løgn, vil jeg nu hoppe ud på min cykel igen – dog kun for at lade mig fragte nogle hundrede meter hjem til en veninde, jeg ikke har set i al for lang tid. Måske køber jeg nogle flødeboller med – jeg har jo forbrændt en million kalorier i dag og der er jo noget, der hedder balance.

God aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

11 kommentarer

  • Ditte

    Småfniser altså lidt over din egen formåen, men lidt har selvfølgelig også ret :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Jeg er lige flyttet til Lyngby og arbejder på Nørrebro. Det er 10 km hver vej, men det er ingenting, når det er fladt. Jeg er vant til bakkerne i Aarhus, så selvom det tager lang tid, er det ikke hårdt, og det nyder jeg virkelig!
    Hepper på os, at vi fortsætter den gode cykelvane, selv når efteråret og vinteren banker på døren!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hvis det er en lang periode kan jeg virkelig anbefale at købe en brugt racer/lidt lettere model hvor du sidder lænet mere frem end det virker som på den på billedet. Det er vildt hvad det gør at skulle sætte gang i færre kg og at sidde helt oprejst gør det svært at bruge kræfterne rigtigt.
    det er fantastisk at cykle om morgenen, jeg savner mine 9 km i bakker (Århus) efter vi flyttede tættere på uni. Til næste forår bor jeg 16 km fra arbejdspladsen og overvejer seriøst at købe en racercykel igen til den tid :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Åh jeg har bare altid syntes, at det så så ubehageligt ud med de racercykler, men måske skulle jeg alligevel prøve det :) Du er eddermame sej, hvis du ender med at cykle 16 kilometer hver vej!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kører også 11 km hver vej hver dag :) kører i byen og arbejder langt ude i Ørestaden. Kan gøre det på 35 minutter men husk en skifte bluse :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Skal jo heldigvis skifte til uniform, når jeg møder ind :) Og hvor er du sej!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hu ha, det er sgu da alligevel en sjat kilometer – HVER DAG!!
    Du er for sej:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Sejt gået! Et godt råd: overvej at iføre dig træningsbukser/tights til cykelturene – det er så meget rarere end stramme bukser og jeans og din bagdele og andre ædlere dele vil takke dig!:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Godt tip – tak! Jeg må indrømme, at jeg sjældent har været så opmærksom på min bagdel og mine “andre ædlere dele” som i går. Det skulle da lige være da jeg fødte de dér børn.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og så havde vi to