Legetøjsfavoritter

Kære lille mormor

12509364_10153492523713191_7033774615231331930_nMin mormor fylder 70 år i dag. Hun var 42 år, da hun blev min mormor. Hun var 63 år, da hun blev Sias oldemor. Hun var et af de vigtigste mennesker i mit liv, da jeg var lille. Og hun er et af de vigtigste mennesker i mit liv i dag.

Min mormor er fra Herlev. Der har hun boet hele sit liv. Hele sit liv! I flere forskellige etageejendomme – og i dag i et rækkehus. Hvis jeg lukker øjnene og koncentrerer mig, kan jeg næsten dufte den lejlighed hun boede i, da jeg var lille. Duften af kaffe og tobak. Smagen af sukkermadder, spejlæg og ymer med drys af puddersukker og kakao. Følelsen af at være i karbad og i himmelen.

Min mormor har været en konstant. Det er godt med konstanter. Især i en opvækst med skift. Gode og svære tider. Men altid den samme mormor.

Den samme evige og loyale støtte. Der altid kunne se tingene fra mit perspektiv og som gav mig ret. I alting. Ikke altid lige pædagogisk – blev irriteret når man ikke guidede hende godt nok, fordi man kun stiftede bekendtskab med et Kraks kort de gange, man var passager i hendes bil. Syntes ikke jeg burde fortælle ekspedienterne, at hun ikke var min mor. Og gav mig resten af hendes cigaretter, da jeg var 19 og hun var færdig med at ryge. Ikke altid korrekt, men altid ægte.

Min mormor. Grunden til at Herlev rimer på tryghed. Smuk, skrap og klog. En udødelig og uundværlig ven. En af de allersejeste kvinder i storkøbenhavn. Og fuldstændig uenig – men det bestemmer jeg.

Kære lille mormor, kære lille mormor. Tillykke med din fødselsdag.

   

1 kommentar

  • Ruth

    At have sådan er mormor må være godt. At være en sådan mormor er bedre.
    Tak Cecilie for kærlighedserklæringen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Legetøjsfavoritter