Kaos, kys, konflikter, kokkerering og koordinering

Kaos, kys, konflikter, kokkerering og koordinering

Hov, hvor er I endt henne? Hvor er de tre gode grunde til alverdens ting? De er her stadig – det er bare ikke længere Cana, der skriver dem. Det er mig – Cecilie. Jeg er 27 år gammel og mine tre gode grunde hedder Sia, Elliot og Hugo. Mine tre børn.

Jeg har fået æren af at overtage denne blog. Egentlig overtager jeg ikke andet end navnet og de af jer, der stadig har lyst til at læse med.

Og hvorfor skal I så blive hængende? Det skal I fordi jeg har en god historie at fortælle. Det er en historie om at satse lidt i livet og følge sin intuition. En historie om at stå med en positiv graviditetstest i hånden som 21-årig med en kæreste, som man har kendt i en måned. I én måned. Tredive dage. En kæreste, der for øvrigt var 20 år gammel den eftermiddag i april 2009. En kæreste, der i dag er min mand og far til mine tre børn. Mine tre gode grunde til at være blevet voksen i en helvedes fart. Til at tage sig selv alvorligt og tro på at man bliver en pissesej mor, selvom jordemoderen på Gentofte siger at man ville passe bedre ind ude på Hvidovre. Til at tage en chance og satse hele butikken. Til at bevise at det godt kan lade sig gøre at få de dér unger inden det hele er på plads – uddannelsen, økonomien og karrieren.

Og mine tre gode grunde til at ugens højdepunkt er fredag aften klokken 19 og ikke klokken 23. Til at dagene fyldes op med grin, forundring, bekymring og kærlighed. Til at jeg tidligere i dag begyndte at tude, fordi den store selv havde smurt sig en rugbrødsmad med æggesalat – for første gang. Til at knuselske hverdagen med alt hvad den bringer af kaos, kys, konflikter, kokkerering og koordinering.

Men det er også en historie om at skulle finde og genopfinde sig selv i en helt ny verden. At tvivle helt vildt meget – aldrig på projektet eller på hinanden, men på egne evner og formåen. Og det er en kærlighedshistorie om at blive voksne sammen og lære sammen og af hinanden.

Det bliver de små hverdagsfortællinger og de lidt større tanker – og jeg håber, at I vil være med!

Du kan læse mere om mig HER

IMG_9414

 

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

   

20 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kaos, kys, konflikter, kokkerering og koordinering