Status på livet efter Spis og spar - og en ny måde at gøre det på!

Koloni og blandede følelser

image

Sia er taget på koloni. I morges pakkede vi de sidste ting. Badetøj, vandpistol, festtøj (!), lagen, håndklæde, solcreme, lommelygte og jeg ved ikke hvad. Og hendes taske blev så tung, at hun faldt forover da hun med den på ryggen skulle bøje sig ned for at samle sin sovepose op. Og så tog vi mod skolen. Hvor verdens mindste skolegård var propfuld af børn i alle sindsstemninger. 1. klasserne, der glædede sig fordi de vidste hvad det var. 2. klasserne, der pludselig var de største. De nye SFO-børn, der måtte blive hjemme og hang ud af vinduerne – og kiggede beundrende og misundeligt på de store. Og så 0. klasserne. Store og dog så små børn, med tunge tasker og balancebesvær. Og lige midt imellem begejstringen og alle de svære følelser.

Og så var der forældrene. Når jeg mødte de andre mødres blik, var jeg ikke i tvivl om, at de skulle tage sig ligeså meget sammen som jeg skulle. For børnenes skyld. Puha. Jeg fik sagt farvel helt uden at flæbe og vinkede til min høje, ranke datter, der marcherede afsted. Mod bussen. Av.

Og så slog det mig. Nogle timer senere. At jeg ikke kommer til at ane hvordan mit barn har det – i to døgn! Jeg kommer ikke til at have en idé om hvorvidt hun er glad, om hun savner sin familie, om hun kan falde i søvn om aftenen, om hun har glemt noget, om hendes vandpistol er for lille (jeg så nogle meget store vandpistoler i den skolegård…). Ingenting. Og det synes jeg faktisk er helt vildt hårdt. For det har jeg jo aldrig prøvet før. Jeg har prøvet at undvære hende – men jeg har altid kunnet få en update, hvis jeg ville have det. Nogle bedsteforældre skal man bede meget eksplicit om det. Andre gør det helt automatisk. Men her får jeg ingenting.

Fuck.

Jeg savner hende pludselig mere end jeg nogensinde har savnet nogen før – og når jeg kigger på hendes tapre blik på billedet ovenfor, så vælter alle de følelser frem, som jeg måtte gemme langt væk i morges.

Og det er garanteret helt vildt sundt og alt det dér. Men lige nu er der altså meget lang tid til det bliver den dejligste fredag i hundrede år…

3 kommentarer

  • Mia

    En ting er sikkert – de voksne er gode til at lege, trøste og sikre at alle får en god tur hele tiden. Men godt at du ikke græd! Hilsen en skolelærer OG spejderleder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er sikker på at hun får det så skønt med de andre!

    Når det så er sagt, så kan jeg sagtens forstå dine følelser.. Jeg tuder hver gang mine bliver sendt afsted mod jylland, for at have en iøvrigt skøn uge med deres bedsteforældre. De nævner mig aldrig med et ord, imens de er væk, så savnet er mit helt alene.. puha

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor jeg kender den følelse – begge vores har været på 5 dages koloni med deres børnehave. Både som 4 årige og lige inden skolestart. Åh – det er så hårdt. Men så godt for dem. Husk at hun får det fantastisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status på livet efter Spis og spar - og en ny måde at gøre det på!