Ugen der gik #126 (med bachelortanker, teenageminder og 30-årskrise)

Kom an, 30!

Sidder i hjørnet af min sofa. Hugos fødder hviler på mine ben, imens han ser Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Elliot dribler rundt med en fodbold, Sia tegner et eller andet på et eller andet – og min mand render rundt og rydder alt det rod, jeg ikke kan se, op.

Jeg har haft en fantastisk weekend. Og det er overhovedet ikke dækkende. Jeg er træt. Fuldstændig ødelagt – men jeg er fyldt op af varme og glæde og taknemmelighed.

Min mor foreslog for et par måneder siden, at vi tog ud til Lyngby Storcenter og købte mig en kjole – dagen inden min 30-års fødselsdag. Sammen med mine søstre. Lyngby Storcenter er lig med barndom – så det ville være hyggeligt og fint med nostalgi inden jeg blev voksen-voksen. Ja tak.

I går kørte min søster og jeg altså ud til Gentofte for at samle vores mor og lillesøster op. Og vi var i lidt god tid, så vi besluttede os for at gå ind i huset. Og jeg åbnede døren og indenfor stod mine allerbedste veninder, min mor og min søster og råbte “surprise”. Jeg fik mit livs chok og rystede i en halv time, hvor jeg stort set ingen ord kunne få ud. Mit hoved kunne overhovedet ikke følge med og det tog i hvert fald en time før jeg sådan rigtigt forstod, at jeg ikke skulle til Lyngby. At jeg ikke skulle have en kjole. Men at jeg skulle på polterabend. Mit polterabend. Otte år forsinket og helt og aldeles uventet. At alle de her mennesker havde planlagt og arrangeret og vidst det i månedsvis. At mine søstre havde lagt flere timer og mere kærlighed i projektet, end jeg vist helt har forstået endnu. Det var så overvældende og rørende og sindssygt – og jeg havde den sjoveste og dejligste dag, hvor jeg grinede, græd og krammede, optog musikvideo og var på cocktailkursus – og skålede mine 30 år ind med champagne på et dansegulv. Omgivet af kærlighed. For fanden.

Og i dag, altså. Jeg har været så træt, men jeg har været så glad. Jeg har fået de mest fantastiske gaver. Den ring, jeg har ønsket mig i årevis af min mand. Verdens smukkeste Mulberrytaske af min mor – og en weekendtur til Paris med min far. Blandt alt muligt andet. Ungerne har tegnet og klippet og klistret og skrevet tillykke og jeg elsker dig. Og min stue har været fuld af min familie, der har spist brunch og kage – og drukket kaffe og champagne.

30-årskrise? Det havde jeg. Alvorligt. Den varede det meste af mit sidste år i tyverne – og lige nu virker det komplet idiotisk. Det var det bare ikke. Det var en nødvendig refleksion over det meste i mit liv – og det har givet mig en masse svar, men også en større ro med, at der ikke findes svar på alt. At det er okay at tumle rundt med alle mulige ting. At vi allesammen gør det. At det vigtigste måske er noget så simpelt som taknemmelighed. Over alle de ting, jeg har og alle de ting, jeg er.

Så tak. Og kom an, 30!

15635169-08c4-4c43-bffc-827d8d6a86e1

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

7 kommentarer

  • Arthur

    Mange tak! ♥

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stort tillykke! 30’erne er vildt gode, og rolige, og stærke. Jeg er vild med at blive ældre for tiden. Næste gang får jeg 35 års mærket, og jeg glæder mig allerede

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejlig familie og venner
    tillykke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Tillykke med din dag/dage – og dine refleksioner – de har været inspirerende at følge :-)
    Jeg er trofast følger af din blog og jeres podcast og vil benytte anledningen til at sige tak! Jeg bliver gang på gang imponeret over din evne til at skrive smukt og klogt – og jeres podcast er blevet min yndlingsbeskæftigelse fredag eftermiddag :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Yay! Tillykke – og virkelig rigtigt hvad du skriver i afslutningen :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Fantastisk! ❤ Du har fortjent det bedste ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Belinda

    Sådan💪🏻✌🏻️🙏🏻❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #126 (med bachelortanker, teenageminder og 30-årskrise)