Ugen der gik #123 (med hjemkomst, skoldkopper og tømmermænd)

Lakker mod enden

Jeg har taget hul på mit sidste semester. Og det er så vildt. Jeg husker tydeligt min allerførste dag på uddannelsen. En augustdag i 2013. Det føles som forleden og det føles som i et andet liv. Jeg havde intentioner om at cykle til og fra min nye skole, men den første dag tog jeg bussen. Jeg kan ikke helt huske hvorfor. Måske fordi jeg ikke ville se vindblæst og forpustet ud. Eller regnede det? Jeg havde en mønstret skjortebluse på. I røde og orange nuancer. Og jeg var nervøs. Eller spændt, nok nærmere. Og jeg fandt op til fjerde sal og ned til det lokale, som hold B skulle mødes i. Og jeg trådte ind til en gigantisk flok. Piger, allesammen. Stille, de fleste. Spændte. Og jeg fandt en stol på bagerste række og slog mig ned.

Da vi skulle introducere os selv, fortalte jeg, at jeg hed Cecilie og at jeg var 25 år gammel, at jeg var mor til to børn på 1 og 3 – og at jeg havde læst til lærer i et par måneder, nogle år tidligere. Jeg fortalte, at jeg hurtigt havde fundet ud af, at jeg ikke var landet det rigtige sted, men at det var jeg ret sikker på, at jeg var nu. Og underviseren, som var en ældre, tydeligvis garvet kvinde, sagde, at det var hun også sikker på, at jeg var. Og jeg blev så glad og følte mig med et så meget hjemme.

Og så hørte vi om intranettet, kantinen og studieteknikker – og legede navnelege og udarbejdede en planche med en tegning af en sygeplejerske. Rundt om hende skrev vi en masse udsagn og kvaliteter, som vi mente passede på den rolle, vi skulle indtage om 3,5 år. Og så pointerede underviseren, at kun cirka halvdelen af os ville blive sygeplejersker om 3,5 år. Statistisk set. Resten ville enten være droppet ud eller være blevet forsinkede af eksempelvis en barselsorlov. “Bare rolig. Det smitter!” sagde hun, da de unge piger straks bedyrede, at de i hvert fald ikke skulle have børn inden for de næste 3,5 år. Og jeg smilede overbærende og vidste med 100% sikkerhed, at jeg i hvert fald ville blive sygeplejerske om 3,5 år. Ikke på vilkår, om jeg ville lade mig forsinke, når jeg nu endelig havde fundet min hylde – og det i øvrigt allerede var seks år siden, jeg var blevet student.

Sådan blev det ikke. I januar 2017 fik jeg ikke mit eksamensbevis i hånden. Jeg startede derimod på modul 9 – halvandet år senere end de piger, jeg havde mødt den augustdag i 2013. De piger, der nu kunne kalde sig sygeplejersker – på instagram og i virkeligheden. Jeg blev forsinket. Jeg lod mig forsinke. Af det barn, jeg ikke troede, jeg skulle have – og af den tvivl, jeg end ikke havde overvejet, at jeg kunne rammes af.

Men nu er jeg snart i mål. Det lakker mod enden. Jeg kan næsten fysisk se lyset. Til sommer bliver jeg sygeplejerske. Om fire måneder! Og jeg er så stolt og så glad og så fuld af forventning og sommerfugle, at man næsten skulle tro, at det var løgn.

image

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

8 kommentarer

  • Go Girl! Super sejt, du fik jo et ekstra lille menneske med på vejen😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du skriver simpelthen så fantastisk. Jeg elsker, når du nærmest fortæller historie og går tilbage i tiden. Bliv endelig ved – og nyd din sidste tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Tillykke med at være nået hertil – du bliver garanteret en supergod sygeplejerske!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Og du har helt sikkert inspireret en ny flok sygeplejestuderende eller os som indenfor et par år søger optagelse…Godt nok sejt klaret.

    Hep, må den sidste tid gå hurtig :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Ønsker dig alt det bedste med afslutning af din længe ønsket uddannelse. NYD dine sidste måneder som studerende, når først du har fået titlen i hus, bliver det aldrig det samme mere…Det bliver vildt, spændende og mega hårdt… men hvis man virkelig kan lide det, så er det det værd…;o)
    Jeg er selv sygeplejerske, og er glad for det, men syntes det er røv hårdt indimellem, med skiftende vagter, ekstra vagter, for lidt personale, for mange patienter osv osv… Bare husk, nyd og PAS på dig selv og din familie <3
    Pøj pøj…måske vi ses derude i den virkelig verden…<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicoline

    Jeg er sikker på, at du bliver en helt fantastisk og empatisk sygeplejerske! Jeg bliver læge til sommer – også 1,5 år forsinket – men hvad er det i et langt arbejdsliv :) Tillykke til os – lige om lidt! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Du skriver så fantastisk! Jeg læser en del blogs, men din er uden tvivl den, hvor skrivestilen fanger mig allermest.. :-) Du bliver helt sikkert en fantastisk sygeplejerske, men jeg håber sådan at du vil blive ved med at skrive. På den ene eller den anden måde! :-) God aften.. :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Ih altså, tusind tak!! ❤️ Jeg bliver ved med at skrive – på den ene eller anden måde 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #123 (med hjemkomst, skoldkopper og tømmermænd)