19 tanker om Gift ved første blik 2017

Lillebror

img_4687

Det her er Bastian. Han har ikke optrådt voldsomt meget her på domænet, men han er min lillebror. Og i dag fylder han 10.

Min far var ganske ung, da han blev min far. Ikke i forhold til hvor ung min mor var, da hun blev min mor – eller i forhold til hvor ung jeg var, da jeg gjorde ham til morfar. Og vist egentlig heller ikke i forhold til, at det foregik i 88. Men ung. 24 år ung, for at være ganske eksakt. To år senere kom min lillesøster til verden – og endnu et par år senere, blev de skilt. Mine forældre.

Min far giftede sig med en kvinde, der var ældre end ham – og som havde store børn. Og han troede vist aldrig, at han skulle være far igen. Han var weekendfar i en 10/4-ordning – og her til aften fortalte han mig, at det var rigeligt for ham. Og det skulle vist forståes som et kompliment.

Men i 2005 forelskede min far sig i Carina. Carina, som var og er yngre end min far – og som den dag i dag er mine børns meget unge og helt fantastiske bedstemor. Jeg kalder hende ikke for min stedmor – og det har jeg aldrig gjort. Og det handler vist allermest om, at jeg var alt for 17-årig, da hun kom ind i mit liv. Til gengæld blev hun min fortrolige, min shoppingpartner og snart mor til min nye lillebror. Og det var på alle måder meget bedre end endnu en stedmor.

Carina havde en søn i forvejen. Marcus, som var den sødeste, 5-årige, hvidhårede dreng. Med en kanin. Det var aldrig nogen hemmelighed, at Carina gerne ville have endnu et barn. Og det var aldrig nogen hemmelighed, at min far gerne ville det samme.

Jeg boede sammen med min far og Carina dengang. På Østerbro – i en bygning, som jeg kan se ud af mit vindue i skrivende stund. Jeg gik i 3.g den dag, hvor jeg lå på gulvet i stuen – og snakkede med Carina. Og spurgte hende, om de egentlig ville fortælle mig det med det samme, når hun blev gravid. Og hun ville egentlig gerne have ladet min far fortælle mig det – men hendes ansigt afslørede øjeblikkeligt og uundgåeligt, at jeg skulle være storesøster. Og vi tudede vist begge to.

Og så kom Bastian. Og jeg elskede ham fra første sekund. Som kun en storesøster kan elske sin lillebror. Uanset aldersforskel og teenagetilstand. Jeg var 18 år gammel og fik lov til at være helt tæt på en baby, som jeg var genetisk forbunden med. Jeg fik lov til at trøste ham, når han græd – og jeg fik nogle af hans første smil.

Og så rejste jeg til USA. Da han var et halvt år gammel. Og jeg kom hjem et år senere, da han var blevet et rigtigt lille menneske. Og så flyttede jeg hjemmefra – og vi mistede på fuldstændig naturlig vis den dér helt tætte kontakt. Fordi han boede i Rødovre og fordi jeg var fuld i København – og meget snart mor til mine egne børn. Hans niece og nevøer.

Når det går op for folk, at jeg har søskende, som er på alder med mine egne børn – så får jeg tit og ofte det samme spørgsmål. Om det ikke er mærkeligt? Om det ikke er underligt, at de er mine børns onkler og tante? Og nej – det er ikke mærkeligt for mig. For sådan har det jo været fra start. Selvfølgelig kan jeg godt se, at det ikke er normalt – set udefra. Og selvfølgelig er Bastians forhold til mine børn mere fætter/kusine-agtigt end onkel/niece-agtigt. Og selvfølgelig er min relation til mine små søskende mere moster/faster/tante-agtig end den er storesøster-agtig. Alene på grund af aldersforskel og ydre omstændigheder. Men når det så er sagt – så skal hverken Bastian eller nogle af mine andre søskende nogensinde være et sekund i tvivl om, at jeg er deres storesøster – og at jeg vil gøre alt i verden for dem.

Aldrig et sekund.

img_4692

img_4694-1

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

1 kommentar

  • Det er et meget dejligt og vigtigt indlæg om en ret tabuiseret familiekonstellation, som uden tvivl bliver mere og mere almindelig. Heldige nåde Bastian og dig at I har hinanden.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

19 tanker om Gift ved første blik 2017