Med tusind veje at vælge

fullsizeoutput_6e

“Hun er nok medicinstuderende”, tænkte jeg – da hun trådte ind på sygeplejerskernes kontor for at gennemgå de indlagte patienter inden stuegang. Hun virkede godt nok som en “rigtig” læge, som hun stod dér. Med sin blok og sin uniform og sin autoritet og sit lange, lyse hår. Men hun så så ung ud. Hun var i hvert fald ikke ældre end mig. Og så fik hun øje på mig og så lignede hun én, der genkendte noget – og hun vinkede kort og sagde hej. Men kendte jeg hende?!

“Du hedder Cecilie, gør du ikke?” spurgte hun efterfølgende. Da patienterne var drøftet og hun kom hen til mig. “Vi kender jo hinanden fra gymnasiet”. Gud jo! Eller, vi kendte hinanden i niende klasse, da vi var en del af den samme vennegruppe, der begyndte at holde privatfester, når deres forældre ikke var hjemme. På skift og med hård sprut, cigaretter, kys på kryds og tværs, Usher på en mini disc og blandet succes. Og så fortsatte vi vores liv og eksperimenteren på hvert vores gymnasie – og vennegruppen blev opløst og udvidet. Og vi så vist aldrig rigtig hinanden igen.

Og nu stod hun dér. I sin kittel på onkologisk. Rigtig læge, sgu! Færdiguddannet! Og sidst vi så hinanden, var vi fulde i vodka og Fanta Exotic – og jeg kunne pludselig huske hvem hun vist nok var kærester med. I 2004. Og jeg kom pludselig i tanke om hvem jeg vist nok var kærester med. I 2004. Og hvordan fanden var hun nået hertil? Hvordan var hun lige pludselig blevet læge? LÆGE! Det tager jo en evighed og vi blev studenter forleden.

Og det er så vildt. Det dér med hvilke veje vi vælger – og hvilke veje livet vælger for os. At man kan blive født i 88 og følges ad – med alle de andre, der er født i 88. Gå den lige vej. Starte i første klasse i 94 med alle de andre 6-årige – og i 1.g i 04 med alle de andre 16-årige – og køre fuld og højtråbende rundt i en vogn i 07 med alle de andre 19-årige.

Og så! Så skriver man i foret på hinandens hvide huer. Jeg elsker dig og vi skal holde kontakten. Og så er der pludselig tusind veje og få tager den samme. Og så kan man møde hinanden ti år senere og være vidt forskellige steder i det liv, man fik. Stå på hver sin side af en patient og have brugt de ti år så forskelligt. Den ene med en lang uddannelse og uden børn – og den anden med en halv uddannelse og tusind børn. Og hvad valgte man egentlig selv og hvad kunne være endt anderledes?

Det hele, garanteret. Men det skulle det jo ikke.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

3 kommentarer

  • Celina

    Jeg er også fra 88 og kommet præcist ligeså langt som dig – eller måske en smule længere, men så er jeg heller ikke helt så sej som dig!
    3 børn, 3 barsler, et halvt gymnasium og et helt HF. Og et jordemoderstudie der måtte lade livet til fordel for familien, selvom det stadig gør ondt ind i mellem. Og nu snart færdiguddannet pædagog. Der er sgu masser af veje. Jeg er heller ikke altid sikker på hvad jeg ville have valgt, hvis jeg kendte vejen. Det gør man så heldigvis ikke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camillaf

    Jeg er så vild med når du bare lige sådan nedfælder din tankestrøm. Det er så skønt.
    Eneste ting jeg ikke er bild med er at jeg er fra 79 og jeg synes også det er vildt når jeg møder læger på min alder… og nu gik det lige op for mig at læger på min alder sandsynligvis har været læger i 10 års tid🙀

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #103 (med fødselsdag, nattevagt og to år med tre gode grunde)