Og så kom de hjem

Min tid i USA #3

1923446_24823505472_4720_nLæs første del HER og anden del HER

Greenwich var fandeme et særligt sted. Husene lignede palæer og mødrene var hjemmegående og kørte rundt i deres kæmpestore firhjulstrækkere. Det var ligesom på film. Afsindigt slanke og med diamanter over det hele. De gik til yoga og pilates, imens deres spanske barnepiger passede børnene. Og de handlede i Whole Foods. Et gigantisk økologisk supermarked, som jeg uden pis farede vild i, første gang jeg var der.

Min værtsmor var ikke hjemmegående. Hun var jurist i svigerfarens advokatselskab og hun var benhård og pisseklog. Jeg tog mig af pigerne i dagtimerne. Den 3-årige gik i “pree-school”, som var en form for børnehave. Men kun nogle dage om ugen og kun i få timer ad gangen. Første gang jeg skulle aflevere hende, fik jeg noget af en oplevelse. Det var fandeme ligesom Mc’Drive! Bilerne holdt i en lang kø og kørte en efter en op forbi børnehaven. Her stod de voksne klar til at spænde barnet ud af autostolen og snuppe det, hvorefter man vendte om og kørte hjem. Og det samme scenarie gentog sig, når man hentede. Man fik simpelthen barnet sat ind i bilen, spændt fast og vinkede farvel. Jeg så aldrig stedet indefra.

Jeg gik ture på Greenwich Avenue. Hovedgaden, hvor alle de fine butikker lå. Jeg fik at vide, at det for mange af dem slet ikke kunne betale sig at ligge der, men at man skulle have en butik på Greenwich Avenue, hvis man ville tages seriøst. Georg Jensen lå der sågar.

En dag tog jeg ind til New York og mødtes med en dansk fyr, som jeg havde mødt i København inden jeg tog afsted. Han var ret speciel og sagde, at den her by var den eneste, som han ikke følte sig underlig i. Han var komponist og prøvede ihærdigt at få en permanent opholdstilladelse, så han ikke behøvede at rejse hjem til Danmark i tide og utide. Vi vandrede rundt i byen hele dagen. På et tidspunkt gik vi ind på en café – og han satte sig ved deres kæmpestore flygel og begyndte at spille. Og så blev vi smidt ud.

Jeg var ensom i Greenwich. Hold kæft, hvor var jeg ensom. Jeg havde ikke nogen venner dér og jeg længtes hjem. Indtil jeg en dag blev sat i forbindelse med nogle svenske og norske piger, som også var au pairs i byen. Katrine fra Norge – og Amanda og Charlotta fra Sverige. De reddede mig. Vi havde det så hyggeligt sammen og gik i byen i New York. Holdt opvarmning hos mig, som var den eneste, der havde mit eget sted – tog et tog ind til byen og gik på diskotek. Vi kom altid foran i køen, da skandinaviske piger åbenbart er i ganske høj kurs derovre. Og så blev der hældt sprut på os, indtil vi tog et tog hjem ved 5-tiden om morgenen.

Og pludselig blev det jul. Og jeg tog hjem til Danmark for at besøge min familie.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og så kom de hjem