10 facts om mig

Mit sidste barn?

IMG_9562

Jeg bliver om ikke dagligt, så i hvert fald meget ofte spurgt, om vi skal have flere børn. Om Hugo er mit sidste barn. Faktisk oftere her efter nummer tre, end det var tilfældet efter nummer to. Det er som om folk tænker, at nu er vi alligevel så godt i gang. Og det kan jeg jo ikke fortænke dem i.

Jeg svarer altid nej. Og det er vist nok et helt ærligt svar. Tror jeg.

Som man måske kan fornemme, er jeg ikke 100% sikker. Men bliver man nogensinde det?

Da vi havde fået Elliot var jeg faktisk så tæt på 100% sikker, som man kan blive. På at vi ikke skulle have flere altså. Jeg er ud af en rodet skilsmissefamilie med hele, halve og papsøskende – her, der og alle vegne.
Så far, mor og to børn var det mest romantiske jeg overhovedet kunne forestille mig. Totalt kerne.

Jeg solgte altså hele baduljen – barnevogn med mere, selvom Thor gik og drømte om en 3’er i halvsmug.

Og så fyldte Elliot tre år og jeg blev megaskruk. Jeg så babyer alle vegne. Og jeg længtes efter den der helt særlige forbindelse og symbiose, som man kun har med sådan et lille liv.
Så jeg sagde til Thor at jeg gerne ville have en til. Og bum – 18 dage senere sad jeg og gloede på de berømte to streger for tredje gang. Helt lamslået og klokken halv syv en søndag morgen. Imens Thor lå og sov, efter at være kommet hjem fra arbejde sent om natten. Han vågnede rimelig hurtigt op, da jeg listede ind under dynen og fortalte ham, at han skulle være far for tredje gang.

Men nu tror jeg altså også at vi er færdige. Selvom jeg tilsyneladende er den eneste, der tror det. Vores familie og venner virker ganske overbeviste om, at jeg lyver for mig selv. Men jeg kan mærke, at jeg nyder det hele en tand mere med Hugo – fordi jeg faktisk tror, at han er min sidste baby. Jeg var lidt længere om at få ham listet over i sin egen seng end med de andre. Og jeg frygter den dag, jeg skal amme ham for sidste gang lidt mere, end jeg gjorde med de andre. Og samtidig glæder jeg mig til han bliver stor og vi igen har nogenlunde selvhjulpne børn. For vi var jo lige nået dertil. Derhen, hvor ungerne i ret høj grad kunne underholde sig selv – og hverken havde behov for ble eller middagslur. Og det var der da også noget ret fedt ved.

Så jeg tror egentlig bare, at jeg vil nyde at vi har sat tre smukke og sunde børn i verden – og dermed har sikret os en fremtid fuld af liv, oplevelser og (forhåbentlig) en hel masse børnebørn en dag.

Altså, det er jeg ret sikker på…

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

 

   

1 kommentar

  • Di

    Jeg forstår det ikke – vi fik for et halvt år siden den første, og han var nærmest ikke ude før folk begynder at snakke om den næste. Mit standard svar er: det er ikke sikkert vi skal have flere!
    Hvorfor kan vi ik bare nyde ham vi har? Hvorfor skal folk blande sig? Jeg forstår det ikke :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 facts om mig