"Hvilken slags mor er du?"

Når mine børn tager pusten fra mig

image

Thor har sagt op. Eller – jeg har nok i højere grad set mit nødsaget til at fyre ham. Ikke fordi jeg ikke elskede hans skriverier her på domænet – for det gjorde jeg. Men fordi han har så forfærdeligt meget andet at se til – og at det ikke passer ind i hans travle skema at “have lektier for” en gang om ugen. Han vil meget gerne fortsat gæsteoptræde – men fremover bliver det når han lige får lyst – og ikke når hans kone siger, at han skal.

Så nu skal det handle om mig. Og jeg har grædt i dag. To gange. Ikke fordi jeg har været ked af det – men fordi jeg er blevet rørt. Af mine unger.

Her til aften var der show på Sias skole. 9. klasse havde lavet et teaterstykke og åbningsnummeret blev leveret af indskolingen – altså af mit barn – blandt andre. De sang “Kender du det?” – nok nærmere kendt som “Mona, Mona, Mona”. Der er virkelig mange ord i den sang – så hun har øvet og øvet og øvet og det har fyldt så meget hos hende i den sidste uge. Så at se hende sidde der og synge – tydeligvis megaspændt  – sendte mig totalt til tælling.

Umiddelbart efter åbningsnummeret besluttede Elliot sig for, at han ville hjem. Han er lidt bange for teater og udklædning generelt – og han havde opsnappet ordet “gyser” da en af lærerne præsenterede forestillingen – og så stejlede han. Så vi gik hjem langs søen – Elliot og jeg. I aftensolen og snakkede om hans dag i børnehaven. Og ud af det blå spørger det lille menneske mig, om man kan vokse når man er død. Det kan man ikke, sagde jeg – og så spurgte han mig, om man heller ikke kunne blive til et dyr. Det er der nogen, der tror at man kan, sagde jeg – og spurgte ham hvilket dyr, han gerne ville blive til, hvis han selv måtte vælge. Han ville gerne være en krokodille. Jeg ville gerne være en hund – fik jeg taget stilling til. Og så ville han også gerne være en hund – ligesom mig. Og så græd jeg lidt igen. Bare en enkelt tåre og han opdagede det ikke. Jeg ved heller ikke helt, hvad det skete. Jeg blev bare rørt af at gå der – i aftensolen med min dreng, som ville være en hund. Så han kunne være det samme som mig.

Hvor er det bare fuldstændig vanvittigt fantastisk at have børn. Stort set altid. Det fantastiske er i hvert fald alt det mindre fantastiske værd. Tusinde gange!

 

 

 

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Hvilken slags mor er du?"