Hjælp på vej

Og hvad laver du så?

Nye mennesker. Over det hele. Folk, der vil vide hvad man laver. Ikke hvem man er. Eller hvad man synes eller hvorfor man er der. Hvad man laver. Jeg gør det jo også selv – stiller spørgsmålet. For det er nemt at gå til. Nemt at stille og nemt at svare på. Og det giver trods alt et billede af et menneske – for vores jobs definerer en stor del af os. Måske ikke den vigtigste del – men en betydningsfuld del. Forhåbentlig.

Og hvad laver du så? Spørger de. Og mit hjerte begynder allerede at hamre, når jeg kan fornemme at det er netop det spørgsmål, der er på vej. Hvad laver jeg? Jeg laver to ting. To ting, jeg kæmper med at balancere og skabe sammenhæng og mening mellem. To ting, der er så forskellige og som samtidig har en masse fælles træk, som jeg desperat leder efter.

Jeg er sygeplejestuderende! Siger jeg hurtigt. Hver gang. Først. Det er nemt. De fleste mennesker har en ret klar idé om hvad en sygeplejerske laver. Det er ikke altid, at deres forestillinger stemmer overens med virkeligheden – men de har en idé og en reference. Og i de fleste tilfælde faktisk også en betydelig respekt for erhvervet. I starten sagde jeg det ikke med samme stolthed som nu. I starten var jeg faktisk en smule flov. Sygeplejerske. Det kan alle vel blive. Dårligt snit, dårlig løn, dårlige arbejdstider. “Folk skulle bare vide. Jeg troede, at det her var nemt!” sagde jeg frustreret til min mor, da jeg var taget ud til hende for at terpe til den første eksamen. Og respekten for mit eget valg voksede tusinde gange, da jeg var i min første praktik. Sygeplejerske kan alle ikke blive. Det kræver faktisk noget. Og noget særligt.

Og imens de spørger hvilken slags sygeplejerske, jeg vil være – og jeg snakker om børneafdelinger og psykiatriske skadestuer og neurokirurgi – begynder min hjerne at arbejde på højtryk. Bloggen. Skal jeg nævne bloggen? Hvor fanden er min stolthed omkring den? Hvorfor er den ikke det første, jeg nævner? Der er så mange tusinde mennesker, der læser med. Der er så mange mennesker, der fortæller mig, at de ting, jeg skriver, betyder noget for dem. Der er gigantiske virksomheder, der betaler mig penge for at udarbejde indhold for dem. Det er mit arbejde. Mit firma. I høj grad min identitet.

Men det er svært. Få forstår det – og det forstår jeg godt. Det gider jeg ikke at beklage mig over. Jeg forstår det knapt nok selv. Jeg undrer mig bare over hvor min egen respekt for det er henne. Hvorfor jeg til dels selv ser blogging som noget forfærdeligt overfladisk, selviscenesættende noget. Og jo, det er det i høj grad også – og jeg fremhæver oftest de gode sider af mit liv. For alle andres skyld end min egen. Men de mest hard core businesskvinder jeg kender – de er bloggere. De har skabt deres egen virksomhed og deres eget brand. Og de er så absurd dygtige, at jeg ikke har andet end respekt til overs for dem. Så hvor er den for mig selv? Handler det om, at mine verdener er uforenelige? At de er svære at forsvare overfor hinanden – og især den ene vej?

Hvad laver jeg? Jeg laver to ting. Og tusind oveni. Og måske er det fuldstændig fint.

img_5038

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

5 kommentarer

  • Caroline

    Frederikke, som skriver på bloggen thedanishnurse, både blogger og arbejder som sygeplejerske. Det kan godt forenes :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det er rigtigt. Jeg elsker faktisk Frederikkes blog. Jeg skal bare øve mig på at kombinere :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirstine Bentofte Jakobsen

    Cecilie, for fanden. Du er jo dobbeltkonfekt! Hvor mange kan lige prale af det? Din medmenneskelighed brager igennem alt hvad du skriver, her på bloggen. Alt imens, at dine sygeplejefaglige refleksioner og empati står bøjet i neon. Du er en buffet af talenter. Own it.

    (Lidt for butch) lady highfives og varme kram fra hende sygeplejersken, som i øvrigt faldt på røven over dit store- lillesøster indlæg :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Jeg fik muligvis ret mange tårer i øjnene, da jeg læste din kommentar. Tak! Virkelig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er bare god, er hvad du er! Og jo, de to verdener kan sagtens forenes – jeg synes i alle tilfælde at jeg selv, med forlov, gør det helt okay, når jeg forener mit liv som blogger og som jordemoder ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjælp på vej