Ugen der gik #81 (med nostalgi, eksamen og alenemorskab)

Og minderne tager jeg bare med mig

img_6704

Pludselig blev det tirsdag og påskeferien er i gang. De sidste mange år har vi tilbragt størstedelen af den i min mors sommerhus på Falster, men i år bliver vi hjemme – af årsager, som jeg vil fortælle om en af de kommende dage.

Her til aften er vi taget ud til min mor, inden hun drager ned mod ovennævnte sommerhus i morgen. Hugo har leget i haven, Elliot har spillet Playstation med sin onkel – og Sia har været med min mor og jeg ovre og se, hvordan det skrider frem med hendes nybyggerprojekt. Det skrider fint frem. Og hurtigt. Nu er der kommet tag på og man kan efterhånden fornemme, hvor lækkert det bliver, når det står færdigt til sommer.

Mine søstre er her også – og vi har lavet risotto og tomatsalat – og drukket rødvin til.

I skrivende stund sidder jeg på gulvet i gangen nedenunder. Ude foran det værelse, som Sia og Elliot er ved at falde i søvn i. Det, der engang var mit teenageværelse – og som nu er min lillebrors. Det er underligt at vide, at vi ikke kommer til at være i det her hus særligt mange gange mere. Om mindre end tre måneder står det nye klar – og jeg skal sige farvel til det, der af alle de mange barndomshjem, jeg har haft, er fyldt med allerflest minder.

Forleden cyklede jeg og hørte afsnit H af Cecilie og Rachels podcast “Voksen ABC”. Et af de ord, de snakkede om, var “hjem”. De snakkede om den særlige følelse af at føle sig hjemme, når man er hjemme hos sine forældre – og den ene spurgte den anden, om hendes forældre stadig boede i det hjem, som hun var vokset op i. Og pludselig gik det op for mig, at lige om lidt, så har jeg ikke længere mulighed for at komme i nogle af de hjem, som jeg er vokset op i. Som jeg har historie i – fra før jeg pludselig blev voksen. Det hus, som min far bor i, har jeg aldrig selv boet i – og lige om lidt er det samme tilfældet for det hus, min mor bor i. Og selvom det helt sikkert ikke er unormalt – så er det fandeme mærkeligt at tænke på. For der er så meget historie i det her hus.

Vi flyttede ind da jeg var 14. Jeg har haft mine første kærester med herhjem. Drukket mig fuld med gymnasieveninder her. Smugrøget i baghaven. Haft mine første kærestesorger her – og grædt så meget, at jeg faktisk troede, at jeg ville dø af det. Her. Thor forærede min mor et bundt gammelrosa roser og en vase i glasmosaik her, da han kom herhjem for første gang. Og ni måneder senere gik min fødsel igang her. Mine børn er kommet her gennem hele den barndom, de har haft indtil nu. Og snart er det slut.

Men så kommer der noget nyt. Og det bliver også godt. Især for min mor – men også for os. Jeg elsker allerede hendes kommende hus – og jeg ved, at jeg vil føle mig ligeså meget hjemme dér, som jeg gør her. Fordi hun er der.

Og minderne tager jeg bare med mig. Det kan man nemlig.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

6 kommentarer

  • Johanne Emilie

    Jeg forstår dine tanker åh så godt! Mine forældre købte (da min mor var højgravid med mig) et hus i Lyngby og istandsatte hele molevitten selv. Det lå på den hyggeligste villavej og vi boede der til jeg var 13. Og jeg har de smukkeste minder derfra og havde noget nær en Morten Korch-idyllisk barndom i det hus. Da jeg var 13 solgte mine forældre huset og vi flyttede til Holte. Og i det hus har jeg også knyttet mange minder og det føles stadig som hjem-hjem når jeg besøger mine forældre i dag. Men når folk spørger hvorbjeg er vokset op, så er svaret prompte den lille Bungalow i Lyngby. Og selv som 24-årig kører jeg en gang imellem forbi og kigger til det og ser hvad der er sket af nye ting. For det hus vil bare altid have en særlig plads i mit hjerte!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Der er bare så mange minder forbundet med dér, hvor man er vokset op. Jeg kan også finde på at køre forbi det hus, som min mor boede i før hun flyttede til Gentofte – og det er med et sug i maven hver gang :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Puha, det kunnne have været mig, der skrev der der. Om fire måneder flytter mine forældre ud af mit barndomshjem. Der hvor de har boet de sidste 45 år. Men det er blevet for stort og med for mange trapper. Jeg troede, at jeg var afklaret med det – det kommer nok en dag… 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det ER bare underligt. Jeg håber at du bliver glad for deres nye hjem! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Hej mine forældre flyttede fra mit barndomshjem da jeg var 31 år no problem det er stadig mit andet hjem ( altså der hvor de flyttede hen) 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #81 (med nostalgi, eksamen og alenemorskab)