21 spørgsmål om kærlighed (Far uden filter)

Og pludselig var alle blevet voksne

Der skete det mærkeligste i går. Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg var rask – eller i hvert fald kunne blive det med lidt god gammeldags medicinering. Og da jeg havde afleveret mine drenge og tømt apoteket for medikamenter i henholdsvis tablet-, bruse- og sprayform, gik jeg derfor mod busstoppestedet. Jeg nåede at stå der længe nok til, at jeg både havde tid til at sukke over, at der var hele tre minutter til den næste bus ville ankomme – og tid til at indse det ironiske i, at en jyde – eller bare en ikke-københavner, ville prise sig lykkelig over at slippe afsted med så kort ventetid.

Og undskyld min lange og egentlig unødvendige indledning – for først nu kommer jeg til det mærkelige: i bussen stødte jeg på en gammel gymnasiekammerat. En af dem, som jeg for 10 år siden ikke troede, at jeg nogensinde kunne undvære. For vi var faktisk ganske tætte, ham og jeg. I al fald så tætte, som man kan blive, når man er 18 og mere fuld end ædru. Vi røg mange cigaretter i skjul for vores forældre sammen. Vi drak skrækkeligt mange øl og det, der var værre sammen. Vi pjækkede fra skole sammen – og vi kyssede vist også en gang eller to. Kun for at konstatere, at det kunne vi ikke finde ud af sammen. For vi havde noget andet. Noget endnu bedre sammen.

Og så fik vi vores hvide huer på og så rejste vi til hvert vores kontinent. Vi sendte vist hinanden en mail i ny og næ – med en undskyldning for, hvorfor der var gået så lang tid siden den sidste. Og vi erklærede hvor meget vi savnede hinanden. Og hvor sjovt vi skulle have det sammen – hjemme i København.

Og så kom vi hjem til København. Og så blev nogen gravid og så gled det ud i sandet. Fordi det måske alligevel ikke var mere. Eller fordi vi måske ganske enkelt bare var alt for forskellige steder. Selvom vi var i samme postnummer. København er så lille – og alligevel uendeligt stor.

Og så gik der flere år, end jeg forstår – og pludselig sad han der. På bagerste række i 1A. Og prøvede vist i virkeligheden at undgå øjenkontakt, fordi han var træt – og fordi han måske ikke orkede at samle op på ni år på de syv minutter, som det tager en bus at køre fra Trianglen til Kongens Nytorv. Men jeg så ham og jeg smilede og jeg satte mig på den ledige plads ved siden af ham. Og på de 7 minutter nåede jeg at konstatere, at han var blevet voksen. Ud af det blå. En voksen mand, der engang var min ven. Min ret dovne, ironiske og ufatteligt sjove ven. Som nu sad dér – pludselig i 2016. Helt træt – imens han gjorde sig modne og voksne overvejelser. Om parforhold og karriere og om børn. Jeg kunne næsten ikke kende ham – og samtidig så han ikke en dag ældre ud. Han var en anden – og han var præcis den samme.

Og pludselig var alle blevet voksne. Og han stod af og foreslog, at vi drak en kop kaffe. Og jeg kunne ikke helt lure, om det bare var af høflighed og for, på en god måde at afslutte den på en gang så underlige og så naturlige samtale.

Hold kæft, hvor er det mærkeligt, at jeg ikke er den eneste, der har rykket mig siden 2007. Vi råbte jo i studentervognen i går.

IMG_9226

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

21 spørgsmål om kærlighed (Far uden filter)