Og så havde vi to

Det har været en usædvanligt dejlig dag. Elliots første skoledag. Den startede godt nok en smule stresset. I Sias klasse har de en “klassebamse”. Den hedder Hector – og eleverne skiftes til at få den med hjem på weekend, hvorefter “den” skriver en beretning om sine bedrifter i en medfølgende bog. Sia fik lov til at få Hector med på sommerferie – og det kattelignende tøjdyr har dermed haft fem ganske begivenhedsrige uger. Og i morges – tyve minutter i afgang – kom Sia marcherende med Hectors dagbog og et forurettet blik. “Hector har ikke skrevet noget!”.

Fuck!

“Thor, jeg får Elliot og Hugo i tøjet og får smurt Sias madpakke – og så skriver du for Hector. Og fat dig i korthed! En begivenhed fra hver destination!”. Det kunne den kommende dansklærer selvfølgelig overhovedet ikke overholde – og da jeg et kvarter senere småskingert spurgte ham, om han snart var ved at være der – og hans svar var, at han kun lige var nået til Kina, blev jeg kortvarigt alvorligt bange for at komme for sent til mit barns første skoledag.

Men vi nåede det. Kom frem til skolen, hvor alle elever, forældre og lærere var på vej ind i gymnastiksalen. Det er en lillebitte skole, som har færre elever end vores børnehave har børn – men det er også en lillebitte gymnastiksal. Elliot er en følsom fyr, der godt kan komme til at stejle over for mange mennesker og lyde, når han er presset. Og han var presset – for det var hans første skoledag og det var en stor ting og han skulle på ingen måde ind i den sal. Jeg kender ham og ved hvornår jeg kan (og bør) skubbe til hans grænser – og hvornår det absolut intet godt vil bære med sig, så jeg traf en lynhurtig beslutning om at skåne ham fra den varme, proppede og uoverskuelige gymnastiksal – og aftalte med ham, at vi først ville gå derind, når de andre klasser var strøget og det kun var 0. klasse, der var tilbage. Vi satte os i garderoben lige udenfor salen, så vi stadig kunne synge med på sangene og høre lederens velkommen tilbage – og så listede vi ind, da der var plads. Og Elliot og hans klassekammerater blev kaldt op – og en efter en forsvandt de ud af gymnastiksalen og videre ind i klasselokalet. Jeg så ryggen af ham forsvinde ind mod ti års skolegang og var lige ved at tude. Nu er han i gang. Nu har vi to skolebørn. Hvordan skete det lige?

Vi drak kaffe og sludrede med de andre forældre i et par timer – og så blev vi kaldt ind i 0. klasse, hvor vores unger sad med flag og navneskilte. Helt stille og spændte. Og kameraerne knipsede løs og krammene sad løst.

Og så tog vi ind til byen – Thor, Elliot og jeg. Så vi kunne spise frokost sammen og fejre. Elliot fik lov til at vælge, hvor den skulle indtages – og han var ikke et sekund i tvivl. På Zirup! På Zirup i Strædet, hvor Thor arbejdede i otte år, men hvor vi ikke har sat vores ben siden sidste år, hvor caféen blev solgt og Thor skiftede tjenerrollen ud med lærervikartjansen. Det var skidehyggeligt at være tilbage – og deres nachos smagte, til Elliots store glæde, præcis som for et år siden. Thor forlod os efterfølgende til fordel for et møde på arbejdet – og så spenderede Elliot og jeg en halv time i Søstrene Grene og tre kvarter i Runde Tårn, inden vi kørte tilbage mod Østerbro og samlede Sia op på vejen.

Aftenen har vi brugt i Sansehaven i Fælledparken. Vi spiste take away på en bænk med børnenes farfar – og testede Elliots nye fodboldstøvler, legede i sandkasser og tullede rundt. Og spurgt igen-igen hinanden hvorfor vi dog ikke bruger netop det hjørne af Fælledparken noget oftere. Man har det stort set altid for sig selv – og der er simpelthen så roligt og rart.

Det har været en usædvanligt dejlig dag. Mine skolebørn ligger og sover i deres køjeseng. Vi sluttede dagen af med at tjekke deres ugeplaner på Intra – og de blev så begejstrede over ord som vokaler, skrivetid og matematik, at jeg tænker, at de og vi er landet det helt rigtige sted.

Men det vidste vi også godt.

Følg mig her: